IFØLGE EN UNDERSØGELSE lavet af FAO, FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, går en tredjedel af al mad produceret til menneskeføde på den ene eller anden måde tabt, svarende til 1,3 milliarder tons fødevarer til en samlet værdi af en billion dollars. Hvis man medregner miljøomkostninger, anslår FAO, at den samlede pris for det globale madspild er på 2,6 billioner dollars.
I udviklingslandene sker madspildet først og fremmest i produktionsprocessen, mens det i de rigere lande mest skyldes, at færdige madprodukter bliver smidt ud – af producenterne, af butikkerne og i de private hushold.
I Danmark smider vi for eksempel en hel masse gode æbler ud, inden de overhovedet når på hylderne, fordi de ikke har den rigtige størrelse. Verdens befolkning er voksende, og madproduktionen udgør en stigende belastning for miljøet. Samtidig vurderer FAO, at 815 millioner mennesker er underernærede, svarende til cirka 11 procent af verdens befolkning.
Kunne man ikke gøre et eller andet ved alle de her problemer på samme tid? Jo, skriver de to italienske samfundsforskere Laura Michelini og Ludovica Principato i La Repubblica, under overskriften ”Maddeling: den ny frontlinje i kampen mod hungersnød og madspild”.
Mens man ofte hører det sagt, ”at vi jo alligevel ikke kan give vores mad til de fattige”, så understreger de to forskere, at der i disse år vokser en række organisationer og platforme frem, hvorigennem madvarer bliver indsamlet og givet videre.
Nogle af disse lokale initiativer er for eksempel samlet i det amerikanske Global Foodbanking Network (GFN), der nu i 31 lande har oprettet ”madbanker”. Som GFN skriver på sin hjemmeside:
”Sult er ikke et spørgsmål om manglende mad. Sult er et logistisk problem. Vores madbanker indsamler madprodukter, der risikerer at blive smidt ud, og distribuerer dem til de mest trængende.”
Laura Michelini og Ludovica Principato konkluderer på baggrund af deres forskning i diverse pilotprojekter, at maddelingsplatforme ”er fordelagtige for de lokale fællesskaber, fordi de kan tilbyde gratis eller billig mad, opbygge de sociale relationer i nærmiljøerne og dermed favorisere den sociale inklusion; samtidig er de med til at øge bevidstheden om madspild og ansporer dermed en mere bæredygtig levevis”. Med andre ord: Maddeling er godt for miljøet, men også for den sociale bæredygtighed.
Og måske er det mere end en modetrend. Rundtomkring i verden indgår stadig flere fødevareproducenter og leverandører samarbejder med lokale organisationer om at distribuere madvarer, der ellers ville være endt på lossepladsen.
Journalisten Sandra Laville beretter i The Guardian, at supermarkedskæden Tesco netop har indgået en samarbejdssamtale med ngo’en FareShare, igen med sigte på at begrænse det enorme madspild. Tesco vil nu videregive produkter, der i princippet ikke må sælges, men som ikke fejler noget, til FareShare, som videreformidler og tilbereder måltider til værdigt trængende under mottoet, ”sharing is caring”.
Andre initiativer indsamler selv madvarer fra butikker og private hushold. I England hedder et af disse The Real Junk Food Project (TRJFP), der på sin hjemmeside løbende ajourfører, hvor mange kilo mad de har reddet, og hvor mange maver de har mættet.
TRJFP blev startet af en engelsk kok i 2013 og opererer nu i syv lande. Rundtomkring i England dukker der ”Real Junk Food Cafes” op, der udelukkende laver mad baseret på produkter, der ellers var blevet smidt ud.
The Guardian har interviewet en af disse caféejere i den fashionable London-forstad Twickenham:
”Dette er ikke en café for hjemløse eller gamle mennesker, og vi er ikke en madbank. Vores café handler simpelthen om at stoppe det enorme madspild og derigennem beskytte miljøet; og så handler det om et socialt eksperiment, der skal bringe mennesker sammen.”
Disse caféer er også gode eksempler på, at der findes mange varianter af deleøkonomien. Hvor nogle organisationer er rene velgørenhedsforetagender, fungerer TRJFP-caféerne som en forretning, hvor kunderne betaler så meget for maden, som de nu synes, den er værd.
Herhjemme har forbrugerorganisationen Stop Spild af Mad været aktiv siden 2008. Helt ukristeligt er det jo ikke at bryde og dele brødet, så derfor er også mange kirker blevet aktive på den front. Pave Frans har ved gentagne lejligheder talt imod madspild, også fra Peterspladsen i Rom.
Det kan godt være, at Guds rige ikke er mad og drikke. Men spise skal vi jo, og der er både retfærdighed og en god portion glæde knyttet til de mange mad- delingsinitiativer, der i disse uger blomstrer frem rundtomkring i de lokale kvarterer fra Silkeborg Oasekirke til beboerhuset på Christianshavn.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.