For en måned siden deltog jeg i programmet ”Stram Diskurs” på Radio24syv. Dermed nåede jeg en sidste gang at optræde på den nu nedlagte radiokanal, der på interessant vis har bidraget til at skabe indsigt i de positioner, der længe har præget den offentlige samtale. Det var også meningen her. Titlen ”Stram Diskurs” er, som mange nok aner, inspireret af det nye politiske parti Stram Kurs, og formålet var at interviewe personer fra ”den yderste højrefløj”, som det blev formuleret. Jeg blev altså også inviteret med og sagde som det første til vært Nima Zamani, at betegnelsen ”yderste højrefløj” er mærkelig.
Jeg betegner mig selv som et ret klassisk konservativt menneske, og den diffuse brug af betegnelsen ”yderste højrefløj” viser, at der er kuk i kategorierne her til lands, hvor det kniber med at tildele den nationalkonservative holdning en naturlig position.
En stor del af forklaringen finder vi i det moderne gennembrud fra omkring 1870, hvor idéen om den progressive kraft i verden som anti-konservativ blev stadfæstet.
Det progressive blev ensbetydende med at vende tradition, kristendom og nationalfølelse ryggen, og dette livssyn er op gennem 1900-tallet blevet forstærket af verdenskrigene og siden med indvandrerepoke og global ideologi blevet tilkoblet drømmen om det multikulturelle samfund.
Mentaliteten har vokset sig så stærk, at den, der forsvarer netop tradition, kristendom og dansk kultur – hvilket indebærer kritik af for stor muslimsk indvandring – må se sig selv omtalt som tilhørende den yderste højrefløj. Sådan er det.
Spørgsmålet er, om denne tilstand for alvor kan ændres.
Nok er der sket et holdningsskred i synet på grænser og værn om det bestående, og nok er den danske skepsis over for muslimsk indvandring så stor som nogensinde, men den offentlige samtale grunder fortsat i troen på, at det nationalkonservative menneske rummer noget suspekt.
Således forsøgte Nima Zamani forleden at lokke mig i hudfarvefælden. Han opstillede det tankeeksperiment, at hele det tyske fodboldlandshold bestod af spillere af anden etnisk herkomst, der helhjertet havde taget Tyskland til sig. Og hvad ville jeg mene om det?
Svaret er, at det ville jeg være ked af. Ikke fordi spillerne har anden hudfarve, men fordi et sådant landshold ville være tegn på en drastisk forandring af det tyske samfund. Den vestlige kultur ville være trængt, og der ville sikkert være en del strid i gaderne, fordi menneskers sorg over at miste føling med den dybere sammenhæng ofte medfører ballade.
Den engelske filosof, Roger Scruton, skriver i bogen ”How to be a conservative” disse ord om at elske og ære sammenhængen:
”Vi studerer ikke bare fortiden, vi arver den, og arv medfører ikke blot retten til ejerskab, men også pligterne ved at være medformynder (…) Mennesker sørger over opløsningen af det, der er dyrebart for dem, fordi det beskadiger en given orden i formynderskabet og afskærer dem fra dem, der levede før, og slører følelsen af forpligtelse over for dem, der følger efter.”
Det handler om at være del af et åndsfællesskab. Spørg blot den russisk fødte kvinde, Irina Nielsen, der forleden i en kronik i Politiken beskrev, hvordan hun trods fine sprogfærdigheder ofte blandt sine danske kolleger har følt, at hun stod ved en ”låst dør, som jeg ingen nøgle havde til”. Det er progressivt at forstå betydningen af denne låste dør, og når Nima Zamani prøver at lokke mig i hudfarvefælden, afslører han, hvordan den offentlige samtale ofte i stedet kredser om at nagle enkeltpersoner i en bestemt position.
Derfor står vi ved et virkelig interessant punkt. Mens vi på den ene side er nået langt i erkendelsen af problemerne med det multikulturelle samfund, er det stadig et åbent spørgsmål, om vi for alvor vil forstå begrebet åndsfællesskab og dermed det indlysende ved, at man for eksempel lægger det muslimske tørklæde og giver hånd til kvinder som en del af indsatsen for at låse døren op til det fællesskab, hvori mennesker sammen påtager sig formynderskab. Vel at mærke i forhold til dette steds historie, som vi hele tiden skal genfortælle essensen af.
Det er nemlig progressivt at fortælle den danske historie, men flere af dem, der gennem de seneste årtier har gjort det, er blevet forbundet med grøften yderst til højre, fordi de, der har magten til at sætte mærkater på folk, ikke forstår, hvad de har med at gøre.
De forstår ikke, at vi står ved punktet i den moderne forestilling om korrekt livssyn, hvor enhver må overveje, hvad der mon findes på den anden side af dæmonisering og hudfarvefælder. Måske findes der ligefrem et andet syn på det progressive end det, der har hersket så længe.
Måske vil det en dag blive opfattet som progressivt at være kritisk over for det multikulturelle samfund, fordi vi i højere grad vil komme til at forstå omfanget af pligten til sammen at dele erindringen om det forgangne på netop dette sted. Hvis den dag kommer, er et stort skridt taget. Hvis den dag kommer.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.