Her i sommer har jeg været i USA. Forretning, familiebesøg og ferie. Det slog mig, hvor forskelligt vi opfatter begrebet frihed. I USA er frihed et ubetinget plusord. Frihed er simpelt hen dna for alle de amerikanere, jeg møder, forretningsfolk, pensionister, arbejdere, offentligt ansatte. Frihed er samfundets grundlag og det, man mere end noget andet vil kæmpe for og værne om. Friheden til at gøre det, man vil, til at leve, som man ønsker, og selvfølgelig til at vælge de politikere, man tror på.
I USA er økonomisk frihed meget centralt: Hvis man har ondt i knæet, kan man købe fysioterapi, anden behandling eller operation, hvis man har økonomisk frihed. Hvis man vil besøge sine børn langt væk, har man råd til at rejse. Hvis huset har behov for maling, kan man betale en håndværker for at gøre arbejdet. Og hvis man sympatiserer med en velgørende forening eller institution, så kan man donere penge dertil og være med i fællesskabet omkring opgaven.
Jo flere penge, man har til rådighed, jo større frihed har man. Det er nærmest en naturlov i USA, og de færreste forestiller sig, at et samfund kan fungere anderledes. I USA’s forfatning kaldes det borgerens ret til at efterstræbe sin egen lykke.
I Danmark opfattes frihed anderledes. Selvfølgelig skal vi have politisk frihed til at støtte bestemte politikere eller politiske partier, men derudover er frihed ikke ubetinget positivt. Hvis jeg har ondt i knæet, forventes jeg da ikke at finde en specialist, som jeg har tillid til. Nej, jeg skal gå til det nærmeste sygehus for at blive udredt og behandlet ligesom enhver anden. De fleste opfatter det som asocialt, hvis jeg betaler selv.
Hvis mit hus skal males, synes de fleste, at jeg godt kunne bruge min sommerferie på det, og i øvrigt er det så dyrt at tilkalde en håndværker, at den løsning er udelukket for de fleste. Hvis en privat fond, person eller et firma vil støtte et kunstmuseum eller teater, så tænker vi danskere, at det nok er, fordi de pågældende vil skaffe sig indflydelse på indholdet.
Lidt groft sagt bliver friheden til at vælge i mange danskeres øjne friheden til at gøre ting, som andre ikke har mulighed for, og det opfatter vi negativt.
Forskellen er fundamental, og næsten pr. automatik synes vi danskere, at kun vi har den rette opfattelse. Amerikanerne må jo være både dårligt begavede og umoralske, når de indretter deres samfund, som de har valgt. Se blot, hvilken præsident der sidder i stolen.
Jeg er ikke sikker på, at vi danskere altid har ret, jeg er især ikke sikker på, at det pr. definition er bedst, når fællesskabet vælger, hvad der er rigtigt for den enkelte. Faktisk er jeg overbevist om, at det modsatte i de fleste tilfælde er bedre: at fællesskabet i stedet for at vælge, understøtter borgernes frihed til at træffe de valg, der er bedst for dem.
I Danmark mærker vi i mange tilfælde ikke konsekvenserne af vores valg. Når vi forlanger, at der skal køre busser uden for vores dør hver halve time fra klokken seks morgen til 12 aften, mærker vi ikke, hvad det koster, og vi har ingen mulighed for at afprøve, om det var bedre og/eller billigere, hvis vi i stedet kunne bestille en taxi eller delebil efter behov. Vi har ikke frihed til at vælge den løsning, som er bedst for os, fordi andre har valgt for os. Frihed er erstattet af tvang.
Hvis samfundet vil understøtte borgernes frihed til at vælge forskelligt, kræver det nytænkning. Mange danskere opfatter demokrati som flertallets ret til at påtvinge mindretallet sine valg. Hvad nu hvis vi opfattede demokrati som flertallets pligt til at sikre alle borgere mulighed for at vælge, hvad der var bedst for dem?
Frihed under ansvar er bedre end tvang uden ansvar.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.