Prøv avisen
Globalt

Mark Zuckerberg har mistet kontrollen med Facebook

Facebook udgør en klar og aktuel trussel mod demokratiet, skriver tidligere belgisk premierminister Guy Verhofstadt. Han mener, at der kun findes én sikker måde at håndtere det på: regulering. På billedet ses Mark Zuckerberg, der er bestyrelsesformand i, administrerende direktør for og medstifter af Facebook, under en høring i det amerikanske senat i foråret. – Foto: Andrew Harnik/AP/ Ritzau Scanpix

Guy Verhofstadt

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Med Facebook er myten om ”selvregulering”, der længe er blevet fremhævet af højtbetalte lobbyister, endegyldigt blevet begravet, skriver Guy Verhofstadt, der er tidligere premierminister i Belgien og præsident for Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE) i Europa-Parlamentet

DER KAN IKKE herske megen tvivl om, at enerådig kontrol over millioner af menneskers personoplysninger samt nyheds- og informationsstrømmen på nettet udgør en klar og aktuel trussel mod demokratiet. Og Facebooks ledelse har gang på gang vist, at man ikke kan have tillid til, at den opfører sig ansvarligt.

Da Mark Zuckerberg, der er bestyrelsesformand i, administrerende direktør for og medstifter af Facebook, stod foran Europa-Parlamentet i maj, antydede jeg over for ham, at han havde mistet kontrollen med sin virksomhed. Jeg var glad for at få muligheden for at være én af de få politikere, der nogensinde har konfronteret Zuckerberg ansigt til ansigt. Men til min store frustration fik jeg ingen direkte mundtlige svar på nogen af mine spørgsmål.

Jeg står ikke alene. Politikere over hele verden er blevet trætte af Facebooks konstante forsøg på at undgå ansvarlighed i profittens navn. Med Facebook er myten om ”selvregulering”, der længe er blevet fremhævet af højtbetalte lobbyister, endegyldigt blevet begravet. Det er flere måneder siden, at Zuckerberg stod over for den amerikanske kongres samt Europa-Parlamentet, og de mest presserende spørgsmål om Facebooks forretningsmetoder er stadig ubesvarede.

Med hensyn til Cambridge Analytica-skandalen er det stadig uklart, hvad Facebook vidste, og hvornår Facebook vidste det. På samme måde er omfanget af den påvirkning, som udenlandsk indblanding via Facebook havde på valget af den amerikanske præsident, Donald Trump, samt Brexit-afstemningen i Storbritannien, stadig uklart.

Udgør den uhæmmede spredning af målrettet propaganda på Facebook stadig en trussel mod demokratiske valg? Ingen ved det, hvilket i høj grad skyldes Facebooks eget maskeradespil. Facebook hævder at have forbedret sin beskyttelse af personoplysninger. Men eftersom virksomheden undlod at foretage en omfattende intern undersøgelse af Cambridge Analytica-skandalen som efterspurgt af Europa-Parlamentet, er der stadig god grund til at frygte, at det snarlige europa-parlamentsvalg vil være genstand for yderligere udenlandsk manipulation.

Selvom Facebook og mange andre store teknologivirksomheder har underskrevet Europa-Kommissionens ”adfærdskodeks” vedrørende hadefuld tale og misinformation, er der stadig meget, som skal gøres.

Adfærdskodekset er for vagt og omfatter ikke en tidsplan for, hvornår virksomheder skal opfylde deres forpligtelser. Ydermere er der behov for langt flere ressourcer til at håndhæve EU’s nye persondataforordning, så teknologivirksomheder ikke længere blot vil kunne anse bøder for misbrug af personoplysninger som simple forretningsomkostninger.

Europa har også brug for en nidkær anklage- eller undersøgelsesmyndighed, der kan stille teknologivirksomhederne til ansvar. I USA har Robert Mueller, der er den særlige anklager, som undersøger russisk indblanding i præsidentvalget i 2016, leveret dusinvis af anklageskrifter samt sikret en række domfældelser, mens han har påvist behovet for bemyndigede anklagere i sager, der involverer sociale medier.

Det er på tide, at Europa går samme vej ved først at oprette sin egen anklagemyndighed til undersøgelse af de seneste angreb på demokratiske valg, men også ved at forholde sig til andre typer af forbrydelser, der forekommer som følge af misbrug af data.

Derudover har EU et presserende behov for at udvikle en robust mekanisme til sporing og analyse af russiske misinformationskampagner i alle medlemslande og på alle sprog. Først da vil anklagere og andre retshåndhævende myndigheder have dét, de behøver for at kunne fremtvinge vidnesbyrd og yde en effektiv modstand mod sådanne angreb. Når først den rigtige strategi er på plads, kan vi forhindre, at sociale medieplatforme spreder misinformation ved at identificere og stoppe propagandakampagner, så snart de opstår.

På EU-niveau bør East StratCom Task Force, som Det Europæiske Råd oprettede i 2015, udvides og gøres uafhængigt af EU’s diplomatiske tjeneste. Dets eneste opgave bør være at identificere, analysere, afsløre og tilbagevise misinformation.

På langt sigt er der dog kun én sikker måde, hvorpå den trussel, som Facebook og andre platforme udgør over for vestligt demokrati, kan håndteres: regulering. Ligesom selvregulering i bankverdenen ikke kunne forhindre finanskrisen i 2008, har selvregulering i teknologisektoren ikke været i stand til at gøre Facebook til en ansvarstagende aktør.

Regulering af store teknologivirksomheder bør tage udgangspunkt i opdaterede konkurrenceregler for at løse problemet med enerådig kontrol over personoplysninger.

Derudover har vi brug for nye regler til sikring af ansvarlighed og gennemsigtighed i den algoritmiske behandling af data foretaget af enhver aktør, hvad enten denne er privat eller offentlig. I sidste ende bør vi heller ikke udelukke en opsplitning af Facebook samt nogle af de andre store teknologivirksomheder.

For når alt kommer til alt, så gælder dét, jeg sagde til Zuckerberg i maj, stadig: Det lader ikke til, at han har kontrol over det, han har været med til at skabe. Men selv hvis han havde, burde vi alle være bekymrede over den ”mere åbne og forbundne“ verden, han har i tankerne. Forestil dig blot titusindvis af lavtlønnede Facebook-”ansatte” i Indien og andre lande, der gransker hvert af vores ord for at afgøre, hvad der er fake news og hadefuld tale, og hvad der ikke er.

Som The New York Times for nylig afslørede, er Facebook så desperat for at beskytte sin forretningsmodel, at virksomheden hyrede et lyssky pr-firma til at sprede antisemitisk misinformation om én af sine førende kritikere, finansmanden og filantropen George Soros.

Denne form for skammelig opførsel antyder, at Facebook har meget at skjule. Og sjovt nok har et udvalg nedsat af det britiske parlament netop beslaglagt interne e-mails fra Facebook, der antyder, at virksomheden muligvis havde kendskab til ondsindet russisk aktivitet på sin platform helt tilbage i 2014.

Der kan ikke herske megen tvivl om, at enerådig kontrol over millioner af menneskers personoplysninger samt nyheds- og informationsstrømmen på nettet udgør en klar og aktuel trussel mod demokratiet. Facebooks ledelse har gang på gang vist, at man ikke kan have tillid til, at den opfører sig ordentligt.

Der er ingen grund til, at vi, folket, bør have nogen tiltro til virksomhedens løfter om korrekt håndtering af vores data, eller at den retter op på sig selv. Selvreguleringen har svigtet spektakulært. Det er tid til den ægte vare.

Guy Verhofstadt er tidligere premierminister i Belgien og præsident for Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE) i Europa-Parlamentet samt forfatter til ”Europe’s Last Chance: Why the European States Must Form a More Perfect Union”.

© Project Syndicate, 2018.

Oversat af bureauet Translated By Us.