Prøv avisen
Tidens tegn

Mavepuster til kulturkristendommen

Nils Gunder Hansen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den franske religionssociolog Olivier Roy virkede ikke så imponeret af den danske folkekirke-model, da han var på besøg forleden. Det kan være fristende at give igen på hans udtalelser

I sidste uge var jeg til læsermøde her på avisen for at høre den franske islamforsker og religionssociolog Olivier Roy. Jeg har endnu ikke læst hans seneste bog ”Er Europa kristent?”, men jeg var meget inspireret af hans tidligere bog ”Holy Ignorance” (Hellig uvidenhed), som jeg har brugt i min undervisning på universitetet.

I den beskrev Roy fundamentalisme i både islamisk og kristen udgave som religionens af-kulturalisering.

Religionen skal være ”ren” og lukket om sig selv. Den må ikke være mikset sammen med kulturelle traditioner, civilsamfund, videnskab og så videre. Den er hellig uvidenhed.

De religionsformer, der omvendt har det svært i globaliseringens tidsalder, er de kulturgroede. De bliver sat under pres af ønsket om at trænge religion ud af det offentlige rum og af et fokus på individets frie valg.

Som jeg læste Roy, så han dette som en uheldig udvikling, fordi kulturreligionen er religionens mest frugtbare form.

Det er her, den lever i en dyb historisk kontakt med hverdagsliv, menneskelige erfaringer, sociale normer og dermed kan erhverve en bøjelighed og en skønsomhed. Hans analyse flugtede dermed godt med en dansk, grundtvigsk tradition og en forestilling om den rummelige folkekirke.

Det var måske en misforståelse. Ud fra det, jeg hørte sidste torsdag og har læst i interviews og anmeldelser, virker Roy nu noget pessimistisk på kulturkristendommens vegne.

Han mener, at vi i Europa har oparbejdet nogle selvmodsigelser om kultur, kristendom og identitet. De bærende europæiske værdier er præget af sekulariseringen og ikke mindst ”den antropologiske revolution” i 1960’erne, hvor individualisering og selvrealisering kom på dagsordenen.

Disse værdier er i åben modstrid med kristne værdier omkring skilsmisse, abort, homoseksuelle ægteskaber med videre. Når muslimer får at vide, at de skal tilpasse sig europæiske værdier, mener vi reelt sekulære værdier, men ofte bliver de præsenteret som kristne. Kristendommen bliver nemlig i disse år brugt som en identitetsmarkør, men det er ifølge Roy blot nostalgi og folklore.

Chefredaktør Erik Bjerager, som interviewede Roy torsdag aften, introducerede Jørgen I. Jensens begreb om ”den fjerne kirke” for ham for at understrege kulturkristendommens særlige styrke i Danmark, og lektor emeritus Hans Raun Iversen sekunderede fra salen ved at forklare, hvordan 70 procent af samtlige danskere er i kirke mindst én gang om året.

Men det virkede ikke, som om ”den danske model” gjorde indtryk på Roy. Han mente ikke, at man både kunne have kristendom i egentlig forstand og en slags sekulariseret religion for flertallet, der hylder symboler, kirkebygning og julegudstjeneste.

Det kan virke fristende at give igen på Roy. Han beskrev sig selv som opdraget i den reformerte tradition, men det virkede, som om han i udpræget grad tænkte forholdet mellem kristendom og samfund ud fra et katolsk perspektiv. Han medgav, at han ikke vidste så meget om Reformationen i de nordiske lande. Han havde ikke rigtig noget svar på, hvad han selv syntes, europæerne skulle gøre, ud over en generel opfordring til at finde ud af, hvem vi er. Det er selvfølgelig aldrig nogen skade til, men det lyder også lidt besværgende, og som om en stærk kollektiv identitet principielt skulle være inden for rækkevidde.

Han pendlede mellem at undvige lidt – han var jo egentlig kun en sociolog, der analyserede ”trends” og ikke selv havde nogen mening – og appellere til et ret stærkt begreb om tro (kristendom som noget andet end kristen kultur), der igen syntes at trække på specifikke værdipolitiske anliggender som abort, ægteskab mellem folk af samme køn, dødshjælp med videre.

I et dansk perspektiv er Roy i denne nye og mere uforsonlige udgave nok mest relevant som revser, som en anfægtelse. Han har blik for de indre modsigelser i en anvendelse af kristendommen som front i kulturkampen, hvor man i polemikkens tjeneste kan komme til at hugge en hæl og transplantere nogle nye tæer. Og han har øje for udfordringen ved den blødere kulturkristendom: Hvis den i virkeligheden mest er følelser, stemninger og ”tavs viden”, lever den måske på lånt tid, fordi den ikke vedligeholder den åndelige infrastruktur, den selv er afhængig af.