Prøv avisen
Refleksion

Med coronakrisen har skæbnehjulet drejet endnu en omgang

Illustration: Søren Mosdal.

Af Kasper Støvring, klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Budskabet fra epidemiologer er, at virusser som coronaen fremover vil ramme os med langt hyppigere intervaller. Indimellem skal man derfor slukke for nyhederne og i stedet lægge puslespil, bede eller læse i en god bog. Jeg foreslår Bibelen, vores mægtige værnemiddel, skriver forfatter Kasper Støvring

Forleden så jeg et indslag om en kvinde, der kun magter at se nyheder hver anden dag. De andre dage bruger hun på at lægge puslespil. Det er klogt at indtage en kølig distance, hvis man ikke skal bryde sammen under coronakrisen, for vores kulturelle immunsystem risikerer let en overophedning af informationer. Den ene dag hører vi, at der måske ikke kan udvikles immunitet eller endda vaccine, den anden dag, at dødeligheden er højere, end vi tror, og den tredje dag beretter forskere om hidtil usete skadevirkninger af den berygtede virus.

I vores digitale informationsalder er sansekredsen udvidet, men handlekredsen er indsnævret, skriver den tyske filosof Rüdiger Safranski et sted. Aldrig har vi vidst så meget, sjældent har vi kunnet gøre så lidt.

Det gælder klimakrisen, det gælder borgerkrige i fjerne lande, og det gælder coronakrisen. Du kan ikke forhindre pandemien. Du kan ikke engang vide, om du er smittet. Du kan helt uforskyldt blive smittet – og uforskyldt smitte andre. Du kan have levet et sundt liv, men vil alligevel dø.

Den helt store lektie rammer os som breaking news: Det afgørende i livet bestemmer du ikke. Vi lærer noget i krisen, vi var ved at glemme: Der er grænser for menneskets evne til at betvinge sine omgivelser og bemestre sig selv. I årene op til pandemien kunne man hyppigt læse om en forjættende fremtid, hvor de værste sygdomme er udryddet, og der er skabt en helt ny tilværelse ved historiens afslutning, hvor solen kun skinner på frie og raske mennesker.

Men menneskets historieskabende potens er stærkt overvurderet. Tilværelsen er i bund og grund, som den altid har været. Således ligger der en dybdeironi i vores tid: Aldrig har idealet om frigørelse været så udbredt, men sjældent har mennesket følt sig så afmægtigt. Den tilstand, hvor man er udleveret til stærkere kræfter, har vi et anakronistisk, myteladet ord for. Det ord er ”skæbne”. Som oplyste mennesker strider vi forarget imod troen på skæbnen, for enhver er jo et frit individ, der smeder sin egen lykke. Men selvom individualismen og rationalismen nærmest er en moderne trosbekendelse, taler vi ofte – selv i affortryllede tider – i det mytiske sprog. Eller rettere: Myterne taler, nærmest ubevidst, gennem os.

En økonomikyndig fortalte mig for nylig, med helt rolig stemmeføring, at markederne justeres gennem kriser. Det sker sådan cirka hvert syvende år. ”Også dér taler Bibelen sandt,” som han sagde.

Under coronakrisen støder man også på henvisninger til apokalypsens fire ryttere og Egyptens 10 plager. Jeg har endda set et dunkelt regnestykke, der viser, at summen af corona-bogstaverne og deres numre i alfabetet giver 666 – Djævelens tegn.

Når pandemien griber os med angst, skyldes det, at vi her møder noget, vi ikke kan beherske, men er udleveret til. Mytisk set er det skæbnehjulet, der drejer endnu en omgang. ”Før i tiden var mennesket klar over, at skabelse og tilintetgørelse hænger sammen,” som sognepræst Poul Joachim Stender udtalte her i avisen. Det er en klog besindelse, der kan give os trøst og ro midt i krisen.

Den historiske tid, vi lever i til daglig, dækker over en dybere tid, altså en form for lovmæssighed, som også min økonomiven fornemmede.

Tidens virkelige gang er den cykliske, en stadig tilbagevenden af det samme. Den cykliske tilværelsesforståelse er imidlertid ikke den endelige sandhed. For netop kristendommen har gjort alting nyt med inkarnationen, ligesom dommedag betegner en afslutning ved tidernes ende.

At der er et cyklisk mønster, betyder derimod, at der findes en orden bag øjeblikkets kaos. Det kan man se, hvis man hæver sig op over de aktuelle begivenheder. Rummer den besindelse midt i coronakrisen en slags heroisk fatalisme? Måske. Men besindelsen giver os også mulighed for at lære af det, vi har fået overleveret: at andre før os har lært at leve med kriser og måske endda er blevet styrket – vejen til genopstandelse fører som bekendt gennem et fald – og at vi må være taknemmelige over for alt det gode, der dog er skænket os. Endelig ligger der en slags ophøjet ro i distancen til lidelsen. Man bliver en iagttager, som lægen foran røntgenbilledet.

Vi skal igen til at leve i en verden som før, hvor meget i livet var hårdt, men uomgængeligt. Budskabet fra epidemiologer er, at virusser som coronaen fremover vil ramme os med langt hyppigere intervaller. Indimellem skal man derfor slukke for nyhederne og i stedet lægge puslespil, bede eller læse i en god bog. Jeg foreslår Bibelen, vores mægtige værnemiddel.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.