I STORBRITANNIEN DISKUTERES prins Harrys og hertuginde Meghans beslutning om at emigrere naturligvis intenst.
Medierne til venstre er begejstrede og hylder parret for dets beslutning, der opfattes som et vigtigt frigørelsesslag. Man håber, det bliver en pind til det britiske kongehus’ ligkiste. De to unge krænger forældede konventioners snærende roller af sig, hedder det, og man formoder, at Meghan, der i USA regnes for farvet, har fået nok af tabloidpressens angiveligt racistiske forfølgelse af hende.
De konservative medier er omvendt dybt skuffede over Sussex’erne – som de for nemheds skyld gerne kaldes, da Harry er hertug af Sussex.
Man ser dem som pivede og selvcentrerede, uden sans for pligt og for tradition. Samt som store hyklere, som gerne vil beholde en serie privilegier, og som vil slå kommerciel plat på den kongelige aura, der stadig vil ombølge dem i Canada.
I The Spectator konstaterer Brendan O’Neill, at det er passende, at Harry og Meghans afrejse er blevet døbt Megxit, for manøvren spejler træk ved Brexit.
Begge exitter afslører en moralsk kløft mellem eliten, for hvem Sussex’erne er store idoler, og så almindelige mennesker. Mellem de postnationale, der synes, de har hjemme hvorsomhelst, og dem, der anser nation, sted, familie og tilhørsforhold som bærende for tilværelsen. Anywhere-people over for somewhere-people.
”Får Meghan sin vilje, vil hun forblive hertuginde af Sussex. Men i virkeligheden vil hun være hertuginde af Hvorsomhelst. Hun vil være globetrotterdronning for politisk korrekthed, en i sandhed postnational, kongelig personage.”
Brendan O’Neill er ellers selv republikaner, men han holder med sin royale mor, som udbrød: Hvordan kan de gøre det mod en bedstemor! Den gamle dame skulle i det mindste have fået et varsel i bedre tid. Sussex’erne informerede familien om den sensationelle beslutning 10 minutter før, de gjorde den offentlig.
På de sociale medier gør man nu nar ad parrets ønske om, at de gerne vil beholde deres titler og en apanage, samtidig med at de gerne smyger sig uden om arbejdet, skriver O’Neill.
Og mange briter er paf over, at man så nemt kan vende landets historie ryggen. Men er Meghan og Harry løst fra alle bindinger, kan de blive ”frie operatører, der tjener bunker af penge og yder bunker af politisk korrekt agitation på en mere global skala”.
Dem, der hader Brexit, elsker derfor Megxit. Og republikaneren O’Neill synes af samme grund, at han pludselig har meget tilfælles med den kongetro del af Storbritannien.
Et enigt kommentatorkorps i antikonservative The Guardian bifalder Sussex’ernes beslutning. Fra fast kommentator Owen Jones lyder det:
”Meghan blev et angrebsmål, fordi hun er amerikaner af blandet race uden aristokratisk blod, som vovede at importere lettere progressive værdier i den mest konservative, britiske institution.”
Hans kollega Catherine Bennett bemærker, at parrets beslutning vækker større opsigt, end afsløringerne af prins Andrews forbindelse til Jeffrey Epstein, arrangøren af sexfester med mindreårige.
”Nu er sympatien for den krænkede dronning udbredt. Og efter årtier med indbyrdes mistænksomhed synes kongehuset og dele af pressen at forene sig i overbevisningen om, at rebelske fremmede er en større trussel mod monarkiet end dets langvarige forbindelse med en pædofil. Men begge kan meget vel tage fejl.”
The Independents Mark Steel er også begejstret over Megxit. Efter at formiddagsbladene har råbt ad Meghan, at hun burde rejse, er de nu dybt forargede over, at hun rejser.
Mark Steel forstår godt, hvorfor Harry og Meghan drager udenlands. Alternativet var at forblive del af en familie, ”hvor onklen var bedste venner med en dømt pædofil, hvor faderen har en ansat til at gøre sit bad klar, og bedstefaderen har sikkert ved julemiddagen sagt til Meghan: 'Jeg regner med, at din slags ikke er vant til kalkun, men hellere ville koge en missionær.’”
Den engelske venstrefløjs had til landets kongelige er af en styrke, som er ukendt herhjemme.
Sherelle Jacobs fra The Daily Telegraph synes, at snakken fra de ”metrolektuelle” – metropolens intellektuelle – om, at de to sandelig gør klogt i at forlade det indskrænkede, racistiske og imperialistiske ”Brexit-Britain”, vidner om en isoleret tilværelse inden for den progressive boble.
Virkeligheden er en anden, mener Sherelle Jacobs. Fra deres forlovelse til deres bryllup bar de britiske aviser Sussex’erne på en bølge af hyldest. Men den lagde sig, da de to selv begyndte at sabotere deres image – ved for eksempel at forbyde fotos fra deres barns dåb eller fra Wimbledon-turneringen, når Meghan var til stede. Og ved at angribe folket for at negligere klima-truslen, mens de selv fløj flittigt i private jetfly.
Flere kommentatorer er inde på, at den britiske tabloidpresse er brutal, men at ingen har set de meget omtalte racistiske hentydninger. Og formiddagsbladene gav prins Andrew og Sarah Ferguson en endnu grovere behandling under deres skilsmisse end den, der er blevet dette unge par til del. Som i øvrigt slet ikke er unge: Meghan er 38 år, Harry 35 år.
Derfor kan ungdomsgriller ikke anføres som undskyldning for flyvskhed, hedder det.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.