For en del år siden trådte jeg voldsomt meget ved siden af, da jeg i en avisartikel prøvede at forudsige resultatet i Melodigrandprix. Derfor har jeg vænnet mig til ikke at spå højlydt angående udfaldet af den årlige sangkonkurrence. Ikke offentligt i hvert fald. Sandheden er nemlig, at jeg et par gange for nylig i mit stille sind har gættet rigtigt.
Det skyldes ikke, at jeg har forstand på musik. Mildt sagt ikke. Det skyldes, at der findes en anden målestok, der i denne sammenhæng vejer mindst lige så tungt som den musikalske. Det handler om den moralsk korrekte tænkning, der blæser hen over Europa, og som også ofte kendetegner en grandprix-vinder.
Det var tilfældet i 2014, da den østrigske Conchita Wurst på dansk grund vandt med en optræden helt indhyllet i transseksuel demonstration. Og det skete igen for en uge siden, da Israel i Lissabon vandt med en aggressivt udseende sangerinde, der med sin Metoo-inspirerede sangtekst lignede en kvinde, der spiser hvide heteroseksuelle mænd til morgenmad.
I begge tilfælde forekom det ret sandsynligt, at disse optrædener ville triumfere, fordi de havde den herskende dagsorden på deres side, og Melodigrandprix-fænomenet fremstår efterhånden en smule foruroligende. Det synes at rumme en barsk identitetspolitisk manifestation svøbt i glitrende og overfladisk europæisk kærlighedskult, og fænomenet skal analyseres.
For showet er bærer af dét, som den tyske filosof Alexander Grau forleden i denne avis beskrev som ”hypermoral”. Der er tale om en ensrettende og indforstået opfattelse af, hvad der er godt i verden, som umiddelbart fremstår inkluderende og tolerant, men som kan slå hårdt ned på den, der falder ved siden af.
Som en russisk sanger et år oplevede, da han blev buhet ud af publikum, fordi han repræsenterede et land med et andet syn på homoseksualitet end flertallet i lokalet. I den hypermoralske orden bliver én tænkning til sandheden, og inde bag den massive mur af sjov og ballade og boafjer aner man i moderne Melodigrandprix-kultur en ubehagelig kerne af kæft, trit og retning. Dette er interessant set i lyset af diskussionen om tidens strømninger.
Det siges ofte, at populismen i disse år befinder sig på højrefløjen som en følge af indvandrerdebat og besindelse på nationalfølelse, grænser og måske endda kristendom. Sagen er dog, at hvis man opfatter det populistiske som dette at appellere til følelsesmæssige mekanismer i dele af folkemassen, er der i høj grad med dyrkelsen af hypermoral tale om populisme.
Bare et andet sted. På venstrefløjen, hvis vi opretholder den opdeling – og i hvert fald på den intensive identitetsfløj, hvor moralen har sit udspring i hævdelse af mennesket som et væsen, der ikke er grundet i andet end sin egen selvkarakteristik. Og tilmed har ret til at føle sig krænket, hvis ikke andre bidrager til at ophøje den. Og Alexander Grau stiller det kloge spørgsmål: Hvorfra stammer legitimeringen af denne individorienterede moral?
En del af dem, der dyrker den, vil sikkert hævde, at legitimiteten giver sig selv. De vil se den som del af en smuk fremadskridende humanistisk udvikling, hvor selvrealiseringen nærmest har fået karakter af personlig trosbekendelse. Uanset om det er hensigten eller ej, vil en sådan mentalitet imidlertid gradvist kappe trådene til den legitimering, der oprindeligt var med til at forme vores fælles europæiske moral, nemlig en kristen tradition, hvor mennesket ses som skabt af en almagt, hvilket sætter sin egen grænse for identitetstænkningen. Identiteten er i kristen forstand først og fremmest givet og skal ikke konstant defineres og erobres.
Jeg siger ikke, at den kristne tradition ikke har bidraget til snæversyn og fordømmelse – det ved enhver, at den har – men i takt med, at den forkastes som autoritet, kan begrebet moral til gengæld løbe løbsk i menneskehænder. Melodigrandprix repræsenterer i dag denne løbske hypermoral, der bag festlighederne strømmer på tværs af grænser og udgør en del af udviklingen i Europa.
Med den selektive og ahistoriske moral dømmes man ude og inde i forhold til, om man har de rigtige holdninger, og en sådan form for autoritet er på ingen måde blidere end den, der er blevet forkastet. For mens den gamle autoritet med rødder i troen på, at sandheden om det gode kun er tilgængelig for Gud også har sine historiske skyggesider, er den som udgangspunkt givet til alle. Uanset politiske og ideologiske holdninger.
Med den europæiske hypermoral mindes vi om det problem, der opstår, når mennesket gør sig selv moralsk autonomt. Så bliver det skridt for skridt tydeligt, hvem der er ude, og hvem der er inde, og den nedrige dømmesyge er i gang. Derfor fremstår den store Melodigrandprix-fest efterhånden ret ildevarslende. Den repræsenterer netop den ublu menneskelige selvforelskelse, der kan få en moral til at blomstre som noget legitimt i sig selv, og af samme grund kan det være let at forudsige, hvem der vinder konkurrencen. Det gør ofte den, der mest demonstrativt bærer moralen videre.