Inden for den sidste tid har jeg deltaget i tre kirkelige arrangementer. Først var jeg til en udsat coronabisættelse for et elsket menneske, der havde gjort en stor indsats i kirkens musikliv som organist, korleder og korist. Fordi man vidste, der ville komme mange, var højtideligheden udsat og blev holdt udendørs. I det smukkeste nordsjællandske landskab samledes omkring 150 mennesker til en stemningsfuld bisættelseshøjtidelighed med en kraftfuld personlig prædiken, stor salmesang, fælles bøn og innovativ ritualudvikling: Efter jordpåkastelsen gik deltagerne ned til søen og satte blomster ud på vandet. Det kan da godt være, at der er nogen, der har været i Østen og set noget lignende, men her virkede det helt rigtigt, autentisk og passende til stedet. I øjeblikket har man en toptung og besværlig diskussion om ritualer og ritualfornyelse i folkekirken. Hvor meget fornyelse kan man tåle? Hvor meget skal godkendes og autoriseres? Alt sammen gode spørgsmål, som lærde hoveder kan snakke længe om og få megen tid til at gå med. Men nedenunder foregår der ganske spontant en innovativ ritualudvikling. Folk gør, som de har tro til!
Derefter var jeg til høstgudstjeneste i Store Magleby kirke. Store Magleby på Amager har en fortid som Hollænderbyen, der blev grundlagt af nederlandske indvandrere på kongens invitation. Til næste år har byen 500-årsjubilæum. Gad vidst, om det vil kunne fejres ordentligt med dronningebesøg og optog, som traditionen foreskriver. Eller om vi stadig lever i coronaens skygge. De gamle traditioner holdes i hævd. Således ved høstgudstjenesten, hvor kirken er helt enestående smukt pyntet med årets afgrøder og blomster, og en række Store Magleby beboere kommer i de gamle farvestrålende dragter. Her består den innovative ritualudvikling i, at de gamle skikke bevares og dyrkes med pietet.
De to handlinger, bisættelsen og høstgudstjenesten, kan virkelig få én til at elske kirken, fordi den her varetager nogle for mennesker vitale funktioner for udfoldelsen af det åndelige og folkelig liv.
Tirsdag var jeg så til valgforsamling i mit bopælssogn. Det blev lige den dag, hvor myndighederne formanede os om at holde os fra diverse ”hotspots”. Mon en valgforsamling vedrørende menighedsrådet er et hotspot, tænker jeg, da jeg tager cyklen for at komme op til kirken, hvor valgforsamlingen holdes. Min bekymring er grundløs. Dette er ikke et hotspot. Der er rigtig god plads til at holde behørig afstand.
Den nye måde at afholde menighedsrådsvalg på ved en valgforsamling er en følge af den forandring, der er sket med folkekirken, som berørt i tidligere refleksioner på denne plads, hvor den er gået fra at være et samfundsbærende kirkevæsen til en forening for de særligt interesserede. Fremmødet er ikke overvældende. Den afgående formand byder velkommen med det opmuntrende statement: Folkekirken er folkets kirke og ledes af folket! Og det er den ledelse, der skal vælges i aften. Det sker også i tur og orden. Men deltagelsen er mildest talt begrænset. Der er vel 10-15 mennesker, der deltager i valget udover de ansatte og dem, der har intention om at stille op til menighedsrådet. Så det folkelige mandat må i bedste fald siges at være smalt. Men alt går ordentligt til i overensstemmelse med den dagsorden, som alle menighedsråd følger denne aften.
Det mest interessante er runden, hvor kandidaterne præsenterer sig selv og siger lidt om, hvorfor de er villige til at gå ind i menighedsrådet og øve dette stykke frivillige arbejde i kirkens tjeneste. Der er dem, der er optaget af gode vilkår for det daglige arbejde for således at fremme kirkens liv og vækst. Men der er også dem, der vil have mere gang i den og foreslår nye aktiviteter, der kan bidrage til kirkens rummelighed og gøre den mere synlig i lokalområdet. Mange er klar over, at kirken som kulturinstitution er udfordret i disse år, og er derfor interesseret i at styrke netop de elementer i kirkens udadvendte arbejde.
I de forskellige præsentationer lægger man ofte vægt på den brug, man har gjort af kirken. Her spiller lejlighedsritualerne en stor rolle: Her er jeg gift, her er mine børn døbt og konfirmeret, her ligger mine forældre på kirkegården, og her skal jeg også selv ligge.
Skal jeg dømme efter den valgforsamling, som jeg deltog i, så formår menighedsrådet stadig at tiltrække kompetente og engagerede mennesker, der er villige til at lægge et ikke helt lille stykke arbejde i kirkens tjeneste. Der er stadig folk, der elsker kirken. Det folkelige mandat er imidlertid smalt. Men måske er det ikke i valgproceduren, at folkekirken skal vinde sin folkelige legitimitet.
For hvad er det, som gør folkekirken folkelig? Ja, skal man slutte noget af de vidnesbyrd, som vi her hører, så sker det ikke gennem den semidemokratiske valgprocedure, men det er, når kirken kommer folk i møde og formår at give trøst og opmuntring i de situationer, hvor vi har behov for det. Og det er, når kirken kan skabe gode rammer for fejringen af de glædelige begivenheder, som vort menneskeliv til alt held også består af. Og det er, når kirken kan virke samlende i det lokale og således bidrage til samfundets sammenhængskraft.
Viggo Mortensen er professor emeritus i systematisk teologi.