Menneskerettighederne støtter religion i det offentlige rum

De grundlæggende menneskerettighedstekster taler imod tidens antireligiøse kræfter

Ville stifterne af menneskerettighederne bruge grøn eller rød farve til at kategorisere nutidens antireligiøse tænkere? Kortet baserer sig på en 2007-rapport om menneskerettighedskrænkelser fra Freedom House.
Ville stifterne af menneskerettighederne bruge grøn eller rød farve til at kategorisere nutidens antireligiøse tænkere? Kortet baserer sig på en 2007-rapport om menneskerettighedskrænkelser fra Freedom House. Foto: Wiki Commons.

Når man læser nøgledokumenterne om de grundlæggende menneskerettigheder, er det klart, at det er det religiøse menneske, der skal beskyttes.

Det er ikke et offentligt rum uden religion, der holdes en hånd over. Det er ikke fritagelse for kristendomsundervisning. Det er ikke den areligiøse stat. Og det er ikke retten til selv at bestemme sin religion i 15-års alderen.

Det er mennesket dengang som nu religiøst der garanteres sin frihed til at udøve religion. Og det er forfatterne alt om at gøre at forsvare dette menneske.

Vor tids fæle misforståelse - at religion er farligt, noget man skal holde væk fra det fælles rum - står i grel modsætning til den omsorg for det religiøse individ, der lægges for dagen hos tolerancens foregangsmænd.

Her er Skaberen rettighedernes garant, som der står i den amerikanske uafhængighedserklæring, eller den højeste væren, som den franske 1789-erklæring siger.

1) I den franske erklæring om rettigheder for mennesket og borgeren (1789) hedder det, at ingen må stilles til ansvar for sin religiøse overbevisning, så længe denne ikke skader offentlig ro og orden.

Artikel X - Ingen må stilles til ansvar for sine anskuelser, heller ikke religiøse anskuelser, så længe deres udtryk ikke forstyrer den offentlige orden, som loven foreskriver.

Grundlæggerne kunne godt skelne mellem ekstremister og fredelige troende. Det er det, der er så svært for nutidens antireligiøse, for hvem alle religiøse mennesker bliver bærere af virussen religion.

2) I Virginia Declaration of rights (1776) hedder det, at alle har ret til frit at udøve religion som samvittigheden nu kræver det og at det er en pligt at udleve næstekærlighed og overbærenhed.

XVI [vi tror på] at religion, eller den pligt vi har over for vores Skaber og måden, vi udtrykker den på, kan styres af fornuft og overbevisning, ikke af magt eller vold, og at alle mennesker derfor har lige ret til frit at udøve deres religion, i overensstemmelse med deres samvittigheds krav, og at det er en pligt for enhver at praktisere den kristne overbærenhed og næstekærlighed over for andre.

Ingen rettigheder uden pligter. Og pligterne svarer her omtrent til kristendommens kernebudskab, Du skal elske din næste.

3) Virginia-erklæringen var den direkte inspiration for Thomas Jefferson, da han lavede Bill of rights (første del af den amerikanske uafhængighedserklæring, 1789), der også er meget optaget af at beskytte retten til frit at praktisere sin tro.

Tredje artikel... Kongressen skal ikke lave nogen love, der indretter sig efter en enkelt religiøs institution, eller forbyder den frie udøvelse af religion, eller reducerer ytringsfriheden eller pressefriheden, eller retten til frit at forsamles i fred og ro, eller retten til at indgive klage til statslige instanser over modgang.

Article the third ...... Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof; or abridging the freedom of speech, or of the press; or the right of the people peaceably to assemble, and to petition the Government for a redress of grievances.

Denne frihed for det religiøse menneske må have været dødsensalvorligt for grundlæggerne, siden det betones igen og igen igennem disse første tekster om menneskerettighederne.

4) Springer man frem til FNs 1948-erklæring, bliver der sagt nogle alvorlige ord om adskillelsen af religion og offentlighed i artikel 18:

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Formuleringen her er det modsatte af religion skal ud af det offentlige rum, som det lyder fra Fogh, Thorning og de andre religionsuddrivere. Nej, der er frihed til at vise sin religion i det offentlige rum, siger det dokument, der blev grundstenen i verdenssamfundets moralforståelse.

Målet på det religiøse område er klart i erklæringerne: At holde hånden over det skrøbelige menneske. Det gælder eksplicit det menneske, der har en særlig religiøs farve. Ikke bare det religiøst farveløse menneske.

Tanken om, at det religionsneutrale er sundere end det religiøst farvede menneske er i det hele taget ikke i harmoni med den grundlæggende menneskerettighedskultur. Det er først kommet til inden for de seneste generationer.

Kløe i nakken må det give på sekularisterne, at hele klodens menneskerettighedskultur er vokset ud af et religiøst syn på livet. Menneskerettighederne trådte sine barnesko i den frugtbare kristne jord, hvilket selvfølgelig kan aflæses i erklæringernes sprog og indhold.

Menneskerettighederne stod bogstaveligt talt ud af munden på religiøse mennesker. Og disse betænkte sig ikke på at tage deres kristendom med ind i det offentlige rum. Hele kriminaliseringen af det religiøse, som i dag har fået fodfæste i vores kultur, var ikke med ved fødslen af menneskerettighedstanken. Den er først kommet ind, efter tolerancens foregangsmænd gik ud.