Forleden blev jeg i et radioprogram sammen med to andre stillet et tankevækkende spørgsmål. Vi blev bedt om at sige, om vi grundlæggende finder, at livet er tragisk eller lykkeligt. Mens det jo straks må indvendes, at det er lige lovlig sort-hvidt sat op, kan det af og til være interessant at vælge side. Blot for eksperimentets skyld.
Således besluttede jeg, at livet er grundlæggende tragisk, hvilket først og fremmest hænger sammen med min tro på, at vi er faldet. Bevægelsen bort fra den paradisisk uskyldsrene tilstand og ind i den evige kredsen om egen identitet udgør på mange måder en tragisk tilstand. Den er også interessant, bestemt, men det udelukker ikke et tragisk islæt, og tragisk er det, at det menneske, der er kommet til verden ved Guds vilje, har så svært ved at acceptere, at det er skabt.
Trangen til at gøre op med skabtheden genkendes i høj grad i den samtale, som i dag dominerer, og som også bidrager til min fornemmelse af, at menneskelivet basalt set er mere tragisk end lykkeligt. Nemlig vores samtale om identitet og alle dens nuancer af selvhævdelse, polarisering, bitterhed, hævntørst, ensomhed og optagethed af køn, race- og hudfarve. Tragedien i denne tids udfoldelse.
Jeg skal ikke nægte, at feminismen har gavnet, skønt jeg stadig jævnligt drømmer mig tilbage til 1800-tallet, hvor kvinder som noget naturligt kunne holde et hjem og gik i kjole, mens mænd gik med høj hat.
Jeg har møjsommeligt lært at værdsætte dele af det moderne råderum, men vor tids feminisme har brændemærket det med sin hævdelse af, at mennesket fødes uden en bestemmende kønsidentitet.
Det er en tanke med store konsekvenser, og lad os søge tilbage til et stort, moderne feministisk ikon. Nemlig, amerikaneren Judith Butler, der i 1990 udgav bogen ”Kønsballade”, hvori hun gør op med forestillingen om, at køn er noget, man er. Det er noget, man gør, og Butler skriver:
”Der er ingen kønsidentitet bag udtrykkene for køn; denne identitet konstitueres performativt af selve de ’udtryk’, som siges at være dens resultater.”
Lidt snørklet, men hensigten er klar. Mennesket skal løbende tolkes gennem sit øjeblikkelige udtryk, hvilket må betyde, at der i sidste ende ikke kan siges andet om os, end hvad vi i dette øjeblik repræsenterer. Og så står vi der. Ved den åbne ladeport, hvor enhver følelse har krav på at blive respekteret, og mens tanken grunder i ønsket om frisættelse, ender man snart ved spørgsmålet om, hvem man overhovedet er, hvis der ingen given identitet findes. Ved denne ladeport kan mennesket føle alt lige fra berusende selvfølelse til dyb afmagt, og Judith Butler og hendes disciple har været med til at frigøre de vilde kræfter, som Søren Kierkegaard beskriver som den ”Raahed”, der opstår i et samfund, hvor ”Alt bliver en ubetydelig Udvorteshed uden Charakteer…”. Altså, en tilstand, hvor mennesket ikke i forholdet til Gud defineres som ånd, men i forholdet til tidens flygtige ideologier defineres som – ja, som hvad? Som et flydende væsen, der må bruge så mange kræfter på at hævde sit eget værd, at en vis udmattelse med sikkerhed hos de fleste vil indfinde sig.
Og så forstår vi ekstra tydeligt, hvordan det tragiske udfoldes i tidens kamp om de ydre identitetskendetegn, der er fyldt med fordomme, had og magtbegær.
Vi lærer for tiden, at jo mindre vi tror på, at vi er skabt med en given identitet, desto mere blodigt kæmper vi for selv at fastsætte og ophøje identiteter.
Vi lærer for eksempel, at den syge optagethed af hudfarve løber så løbsk, at dommene fældes hurtigere, end vi kan nå at blinke, som det sker i sagen fra Bornholm, hvor drabet på en sort mand af mange opfattes som indlysende racistisk motiveret, skønt både politi og de, der kendte de involverede, siger noget andet.
Det handler om en længsel efter at se alt i lyset af en sammenhængende identitetsdogmatik, der nemlig skaber en slags betryggende orden som erstatning for den gamle tro på Gud som skaber og opretholder.
Men det er en barsk form for erstatningsreligion. Den tvinger individet til konstant at vurdere, hvad man lige nu repræsenterer, og feminismen har med sin insisteren på at opløse kønsidentiteten banet en stor del af vejen for den indestængte identitetspolitik, der vil føre til så megen splid og ulykke.
Et vist ragnarok er sandsynligvis kun lige begyndt, statuer vil falde, folk vil blive udskammet, historien skal censureres, og en del vil i det stille gå rundt og føle sig fortabte i forsøget på midt i det hele at sætte meningsfulde ord på sig selv.
Ja, så kaotisk kan det i den vestlige verden blive, at identitetsideologien og feminismen som en stor del af dens motor nødvendigvis må præge den, der stilles over for det evigt interessante spørgsmål: Er livet grundlæggende lykkeligt eller tragisk? Det er en lille smule sort-hvidt sat op, jeg ved det, men prøv alligevel. Overvejelsen gavner dén, der gerne vil forstå arten af tragedien, som den udfoldes lige nu.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.