Jeg rejser ofte til og fra Cameroun, hvor jeg researcher på en bog. Sidst jeg passerede hjem over Sahara, fløj vi om natten, hvor man ser de små bål dybt nede i sandhavet. De flakkende punkter, der minder en om, at der er liv alle vegne. Måske, tænker man, sidder der en flok flygtninge fra det engelsktalende mindretal i det vestlige Cameroun dernede.
Der er for tiden 450.000 internt fordrevne i forbindelse med den borgerkrig, du med stor sandsynlighed ikke kender til. Konflikten handler om forskelsbehandling i det overvejende fransktalende Cameroun. I grænseområdet mod Nigeria ligger der et område, hvor stort set alle er engelsktalende. Dette mindretal, der dækker en femtedel af befolkningen, er blevet behandlet som andenrangsborgere siden afkolonialiseringen.
I de engelsktalende områder har man forsøgt at opnå bedre og mere rimelige forhold. Centralstyret har ignoreret, afvist og siden med brutalitet forsøgt at slå protesterne tilbage. Det har eskaleret volden. Den primære årsag til, at centralstyret ikke ønsker at demokratisere kontrollen med Vestcameroun, er olie, tømmer og landbrugsvarer. Ressourcer, der eksporteres, så vi kan bygge terrasse i regnskovstræ eller spise billig frugt plukket flere tusinde kilometer væk. Men alting har en pris, og den pris er politikere ikke glade for at tale om. I Cameroun ønsker centralstyret ikke at beskæftige sig med den regulære ulighed mellem grupper i samfundet, og i Danmark ønsker politikere som Mette Frederiksen (S) ikke at forberede befolkningen på, at verden står midt i en eskalerende ressource- klima- og naturkrise, der får mennesker til at bevæge sig, fordi de føler sig nødsaget til det for at kunne leve et værdigt og trygt liv.
I stedet taler man om verden, som om vi ikke var forbundne. Der bruges utrolige mængder af taletid på falske dagsordener. Man henvender sig til den såkaldt almindelige dansker, der bor ude i virkeligheden. Bare rolig, vi garanterer en harmonisk, hvid middelklasseverden.
Du behøver ikke være nervøs, kommunikerer Mette Frederiksen, når hun installerer den største stråmand af dem alle: at verden stopper i Hvidovre og omegn, og at alt, hvad der ligger uden for virkeligheden, er nærområderne – et sted, hvor muslimerne og eliten vælter rundt i et burkaklædt, fundamentalistisk caffe lattesmurt orgie.
Peder Frederik Jensen er forfatter.