Prøv avisen
Etisk set

Cepos-direktør: Social arv er først og fremmest noget positivt

Familien er civilisationens måske største succes. Familien overfører normer og værdier til næste generation. Har en familie først knækket koden til et succesfuldt liv, viderebringes den med stor sikkerhed til næste generation, skriver Cepos-direktør Martin Ågerup. Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Martin Ågerup

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den ulidelige lethed, med hvilken Mette Frederiksen (S) politisk leger med familiens rolle i samfundet, er skræmmende. Det er vores kulturs overlevelse og vores nationale identitet, man leger med, skriver direktør i Cepos Martin Ågerup

METTE FREDERIKSEN (S) vil være børnenes statsminister. Det virker umiddelbart sympatisk. Men når man ser på, hvad hun vil gøre i praksis, bør alle alarmklokker ringe.

Problemet illustreres af en kampagnevideo om social arv, som Socialdemokratiet udsendte for nylig. I videoen står børn på række i en håndboldhal og får til opgave at kaste hver sin bold i mål. Men først bliver en række indikatorer for gode opvækstvilkår læst op – for eksempel om, at ingen af forældrene er arbejdsløse. De børn, for hvem vilkårene passer, bliver bedt om at træde to skridt frem. Til sidst står nogle af børnene tæt på målet og kan nemt kaste bolden ind, mens andre står langt fra målet.

Mette Frederiksen træder herefter frem og meddeler: ”Når børns fremtid stadigvæk kan blive bestemt af deres baggrund, så er vi andre ikke lykkedes med at skabe et samfund med reelt lige muligheder for alle børn.” Lige muligheder for alle er både en socialdemokratisk og en borgerlig-liberal mærkesag. Vi bør hjælpe alle, der af den ene eller anden grund har svært ved at klare sig selv. Men statsministeren præsenterer en utopi, som ikke kan realiseres. Frederiksens vision kræver en omnipotent stat, der kan træde i stedet for familien.

At de fleste forældre af kærlighed til deres børn gør sig umage med at give dem en god opvækst, præsenteres i Frederiksens video som en form for snyd: Børnene kan træde to skridt frem og dermed uretmæssigt stille sig bedre end de børn, der har været mindre heldige.

Samfundet præsenteres som et spil, hvor man enten vinder og får bolden i mål eller taber. Og hvor der kun er ét mål. Hvis man scorer, er det godt for én selv og dårligt for de andre. Sådan er det ganske rigtigt i håndbold, men sådan er det ikke i et samfund. Det er tværtimod en stor fordel for os andre, at vi har meget dygtige læger, ingeniører og iværksættere, som kan gøre os raske, opfinde ny teknologi og skabe arbejdspladser og velstand. I et samfund, hvor forældrene har ansvaret for deres egne børn, er det et vilkår, at forskellige forældre opdrager forskelligt. Det fører ikke til en perfekt verden, men det perfekte eksisterer kun i utopierne og Paradisets Have. Vi lever i den virkelige verden. Mette Frederiksens vision forudsætter, at hun kan indføre paradis på jord. Det har kollektivister prøvet før, og det har altid ført til helvede på jord i stedet.

Vi har allerede set de første eksempler på, hvordan Mette Frederiksen vil forsøge at virkeliggøre sin utopi, og straks bliver det mindre smukt at se på. Utopien indebærer, at staten overtager mere og mere af familiens ansvar og frihed: Det frie skolevalg skal stækkes, så højst 10 procent af børnene går i friskoler – mod i dag cirka 18 procent. Flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre, selvom eksperter fraråder det. Og for at undgå lektiehjælp i familien indførte Socialdemokratiet i 2013 en centralistisk heldagsskole med tvungen lektiecafé.

Men familien er civilisationens måske største succes. Familien overfører normer og værdier til næste generation. Har en familie først knækket koden til et succesfuldt liv, viderebringes den med stor sikkerhed til næste generation. Det formår langt de fleste familier at gøre med stor succes. Staten hverken kan eller bør overtage opgaven.

Den ulidelige lethed, med hvilken man politisk leger med familiens rolle i samfundet, er skræmmende. Det er vores kulturs overlevelse og vores nationale identitet, man leger med.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.