Prøv avisen
Globalt

Den digitale teknik er fremragende – men den er ikke fejlfri

”Egypterne og kineserne censurerer internettet. Det gør amerikanerne og danskerne sikkert også, men undlader at fortælle det,” skriver Sven Burmester, som blandt andet er tidligere vicedirektør i Verdensbanken. – Foto: Aly Song/Reuters/ Ritzau Scanpix

Sven Burmester

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det digitale skaber en mere produktiv verden, som vi gamle lidt sørgmodigt må godtage, skriver Sven Burmester

NETOP SOM JEG begyndte på et udkast til denne klumme, gik skærmen pludselig i sort. Det sker rundt regnet en gang om måneden og gør mit forhold til den digitale verden anstrengt. Der er tale om frygt og bæven, snarere end imponerethed af al det teknisk mulige.

Hvad gør jeg, når det sker? Ja, det ved jeg ikke engang selv! Jeg prøver lidt af hvert – jeg genstarter, jeg slukker og starter igen, jeg trykker på wi-fi-ikonet, jeg skifter server. (Læseren vil allerede her med rette bemærke, at jeg ikke ved, hvad jeg snakker om – ikoner, algoritmer, websider, blogs, sociale medier er alt sammen volapyk).

Nogle gange klarer jeg faktisk problemet uden at vide hvordan. Men ellers må jeg have amerikanske, danske, egyptiske eller kinesiske venner til hjælp. Altid unge. Størstedelen af mine over 75-årige venner deler mit anspændte forhold til det digitale. Jeg beder om at få at vide, hvad der er gået galt, men de unge opgiver som regel at forklare og forlader scenen under mange taksigelser fra min side.

Hvad mon gik galt med den sorte skærm denne gang?

Der er tre muligheder: Teknologien svigtede. Nogen – som regel censorerne – blandede sig. Eller – allermest – jeg trykkede med rystende gammelmandsfingre på den forkerte tast.

De digitale apparater sælges under påskud af, at de er logisk perfekte. Det er de ikke. Dankort indførte det smarte swiping-system, så man ikke længere skulle bruge pinkode ved betalinger under 200 kroner.

Mit virkede ikke. Så jeg gik hen i Danske Bank, som efter grundige undersøgelser konkluderede, at chippen desværre ikke virkede, så jeg måtte have et nyt kort. Inden vi kom så langt, gik jeg på indkøb i Irma. Kassedamen swipede kortet. Da det ikke virkede, åndede hun tungt på chipen – og siden har kortet virket!

HVIS MAN VIL SE ELEKTRONIK, der ikke virker, kan jeg anbefale sidste udgave af ”Star Wars”-filmene, hvor teknikken med et stærkt humoristisk anstrøg gang efter gang bryder sammen.

Den digitale teknik er fremragende. Men den er ikke fejlfri.

Egypterne og kineserne censurerer internettet. (Det gør amerikanerne og danskerne sikkert også, men undlader at fortælle det.) Egypterne lukker simpelthen systemet, så man straks er klar over, hvad der er sket. Kineserne gør det lidt mere elegant. Der kommer en notits på skærmen. (”Vi har et problem. Vi arbejder på det. Prøv igen lidt senere.”). Det kan man så naivt prøve en halv snes gange uden resultat. Og så er det ellers slut med at læse The Economist eller sågar Kristeligt Dagblad på skærmen, når man sidder i Chengdu i det sydvestlige Kina.

Så er der det oftest forekommende problem: mig selv. Jeg har aldrig orket at få lært selv det mest fundamentale, fordi jeg med venners hjælp har kunnet hutle mig igennem. Når dertil kommer, at jeg er afskåret fra telefonsamtaler, Skype og Siri på grund af næsten forsvundet hørelse, at jeg dårligt kan klare sms med de rystende fingre, og at mit tastatur er engelsk, så der uvægerligt kommer fejl, når jeg skriver på dansk, ja, så er det vel forståeligt, at skærmen kan gå i sort en gang imellem.

Nu er alt det her jo kun vigtigt for mig selv. Men den digitale verden har et par dimensioner, som er af global betydning. Dels lever de unge i en virtuel verden, dels er det digitale langtfra globaliseret endnu.

Går man på gaden i København, Washington, Kairo og Chengdu, som jeg gør, er smartphones simpelthen en fastgroet del af de unge. De ligner store fugle, der hakker løs på et bytte. De svarer dog beredvilligt på spørgsmål med fremvisning af svaret på den lille skærm. En stor fordel for os døve. De afskærer sig med musik fra omverdenen med ørepropper, der ligner høreapparater. Kosmetisk fint for os døve. Og inviterer man på frokost, sniger mobilerne sig hurtigt på plads ved siden af silden.

De unge skaber en ny kultur for middelklassen verden over. Om den er bedre end den gamle, skal være usagt, men den er ikke tilgængelig for alle. Der er ”kun” hen ved tre milliarder mobiler eller andet digitalt privat udstyr i verden. Der er 7,5 milliarder mennesker. Et stort flertal har altså ikke adgang til den digitale verden og dermed til den øgede økonomiske formåen, som det digitale medfører. Om de får det, er således en afgørende faktor i den globale økonomi. Man kan gå ud fra, at tilhører man middelklassen, har man også digital adgang. Verdens befolkning stiger med 80 millioner – stort set alle fattige – om året, mens middelklassen – heldigvis – med nuværende økonomiske vækstrater stiger med 150 millioner. Med lidt held er vi altså på rette vej, selvom det ville være nemmere, hvis vi fik befolkningstilvæksten – altså de 80 millioner – standset.

MIN DIGITALE VERDEN FORSVINDER som for alle i min aldersgruppe, når jeg selv forsvinder. Det bliver slut med sorte skærme. Og det bliver slut med bedsteforældre, der tror, de kan lære ungerne et og andet i den virtuelle verden.

Det digitale skaber en mere produktiv verden, som vi gamle lidt sørgmodigt må godtage. Vi kan bedst lide sild uden smartphones. Vi ved, at den digitale verden kan skabe mægtige ting. Men venner med den bliver vi aldrig.

Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. Han er bosat i Washington D.C., men opholder sig hvert år desuden i Kina, Egypten og Danmark og skriver fast i Kristeligt Dagblad om sine indtryk og den globale udvikling.