Den første gang, jeg så hende, var det i form af en lille oval hvid prik på et skanningsbillede. ”Det bliver en pige”, sagde jeg i bilen hjem. Måske er jeg blevet synsk med årene, for sådan blev det.
Der var også glæde, endelig var der et barnebarn på vej. For mens veninderne blev mormødre og farmødre til den ene lille dreng eller pige efter den anden, trak det ud. Mon det nogensinde skulle vederfares mig at opleve den helt særlige lykke, som alle bedsteforældre kan tale om i timevis, og som visse pragmatikere finder det anstrengende at lægge øre til?
Endelig kom hun så. Nogle uger for tidligt og trods god fødselsvægt en såkaldt ”sen præmatur”. Der var ikke behov for kuvøse, men modermælk via sonde og at skærme mod for mange indtryk. Hospitalet, hvor den lille familie var indlagt i knap 14 dage, dikterede også, at hun i den første tid af hensyn til den nære tilknytning kun måtte holdes af sin mor, far og storebror, som vores søn ikke er biologisk far til, men for nylig har adopteret. Men vi måtte gerne komme på besøg. Som en lille abeunge hang hun på sin mors bryst, og hvor var hun dog bitte og sikke nogle små kære fødder, og lignede hun egentlig ikke sin morfar?
Familien kom langt om længe hjem til sig selv, og jeg fik for første gang lov til at sidde med hende. Det var stort. Ikke ligesom da jeg i det forrige årtusinde fødte min søn, hvor de første timer var euforiske. Sikkert en tilstand indkodet fra naturens hånd, så den nybagte moder får kræfter til at tage sig af sit afkom. Det var noget andet. En dyb beskyttertrang og taknemmelighed over at få lov til at opleve at holde et mirakel i mine arme.
Er der noget med, at i bedsteforældrehierarkiet kommer farmor ind på en andenplads? Måske er det en opfattelse, jeg slæber med mig fra min egen barndom. Min farmor og farfar boede i et lille husmandssted i Glumsø og senere i en lejlighed i Ringsted. En uge hver sommer skulle jeg på ferie hos dem. Så lå jeg og sov i revnen mellem de to solide hvidmalede senge under en kilotung dyne omgivet af snorken i stereo, der fik gardinerne til at blafre og tagstenene til at rasle. Når min farmor talte i telefon, sagde hun, at vi skulle have sul til aften. Hun holdt Det Bedste, som jeg sad og læste i, når hun løste krydsord ved spisebordet, mens hendes ene øje, der var af glas, stirrede på mig. Hvis min farmor var blevet født i et andet miljø og en anden tid, er jeg sikker på, at hendes gode hoved kunne have resulteret i uddannelse, job og en mere begavet mand end ham, hun fandt via en kontaktannonce, da min fars far døde i en ung alder.
Det lå ligesom i luften, at min farmor ikke var fin nok. Måske har jeg endda engang hørt ordet plebejer udtalt om hende. Min mor var i hvert fald ikke begejstret. Jeg har ikke mødt det samme forbehold, tværtimod. Og vi er gode bedsteforældre-kolleger med mormor og morfar.
Vi er begyndt at passe det lille barnebarn. Det er hårdt arbejde at holde øje med hende, så hun ikke kommer noget til. For nu, hvor hun er et år og nogle måneder, er hun overalt, og der lurer masser af farer. Men farmor bliver varm om hjertet, når hun smiler et af sine charmesmil og rækker sine buttede arme ud efter én. For hun er selvfølgelig et i særklasse yndigt, klogt, sjovt og dejligt barn, der i dag naturligvis ligner sin far. Som hendes farfar sagde forleden:
”Hun er da mere charmerende end de fleste andre små børn.” Og jeg er blevet lige så fjollet som andre bedsteforældre og hiver telefonen frem og viser billeder og videoer af det lille vidunder, så snart nogen spørger til hende.
Da hun skulle døbes, fik jeg lov til at vælge en af salmerne. Det blev ”Den yndigste rose er funden”. Præsten havde undret sig over, at der skulle synges en julesalme til en forårsdåb, men forstod, da han hørte, hvad barnet skulle hedde: Rose.