Mon ikke den voksende politikerlede skyldes, at politikerne ikke længere svarer på kritik?

Men hvis al kritik reduceres til et redskab til at gøre sig immun over for skandaler eller afsløringer af en forfejlet politik, er der ikke kun tale om et farligt forsøg på at reducere den næste vælgerflugt, men om en flugt fra enhver form for etik forbundet med grundlæggende demokratiske dyder, skriver Rasmus Willig

Illustration: Søren mosdal
Illustration: Søren mosdal.

PÅ DEN ENE SIDE skal ethvert samfund, der vil karakterisere sig selv som demokratisk, stille mulighedsbetingelserne til rådighed for alle sine borgere, således at de frit kan ytre kritik af den til enhver tid førte politik.

På den anden side kan sådanne mulighedsbetingelser, sådan som de kommer til udtryk i frihedsrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed, ikke stå alene. Der må også være velfungerende institutioner, for at et demokrati kan fungere, for uden børnehaver, folkeskoler og fri adgang til videregående uddannelser har ingen befolkning forudsætninger for at kunne stille kritiske spørgsmål til deres magthavere.

Det er derfor også bekymrende, at netop børnehaver, folkeskoler og øvrige uddannelsesinstitutioner har været udsat for løbende besparelser de seneste mange år.

Ikke kun fordi besparelserne kan medvirke til, at kommende generationer

ikke har de bedste betingelser for at blive dygtige, men også fordi det svækker deres demokratiske dannelse, ja, reducerer deres muligheder for at kigge deres politikere i kortene.

DET ER OGSÅ MERE END bekymrende, at traditionelle institutioner som den uafhængige presse, domstolene og universiteterne også har været underlagt massive besparelser de seneste år. De voldsomme nedskæringer i DR må alt andet lige medføre en svækkelse af den gravende journalistik, der af gode grunde er ressourcekrævende. Det samme gælder for domstolene, der en særlig vigtig kontrolinstans i forhold til lovgivningen, og ikke mindst for universiteterne, hvor en stor del af opgaven består i at levere uafhængig og kritisk forskning i konsekvenserne af den førte politik.

Parallelt med de løbende sparetiltag over for de institutioner, som er forudsætningen for et velfungerende demokrati – det vil sige instititutioner, hvor både befolkning, presse, domstole og forskere kan ytre sig om særligt kritisable forhold, som bør komme til offentlig

diskussion – investerer vores politikere massivt i antallet af spindoktorer.

Det er tale om en helt ny form for omfordeling. Ikke i traditionel økonomisk forstand, hvor en privilegeret klasse afgiver kapital for at løfte en mindre privilegeret, men en omfordeling af demokratisk kapital, hvor privilegerede politikere reducerer befolkningens demokratiske kapital og forøger deres egen kapital til at reducere enhver form for kritik.

En doktor stiller som bekendt en diagnose, måske oven i købet en kritisk en af slagsen, med henblik på at kurere patienten, hvorimod en spindoktor har til opgave at neutralisere og returnere enhver form for kritik. Det svarer ikke kun til, at en almindelig doktor ikke vil lytte til sine patienter, men at han eller hun også forsøger at sløre alle sygdomssymptomer i håbet om, at patienten vil blive rask uden behandling.

I ETISK HENSEENDE kan vi sige, at kritik og svar på kritik er etisk motiveret. En kritik er etisk motiveret, fordi den er adresseret til en politiker i håbet om et svar. En politikers svar er ligeledes etisk motiveret, idet vedkommende forsøger at imødegå en befolknings bekymringer. Og imellem kritik og svar på kritik finder vi håbet om en bedre politik og et mere retfærdigt samfund.

Men hvis al kritik reduceres til et redskab til at gøre sig immun over for skandaler eller afsløringer af en forfejlet politik, er der ikke kun tale om et farligt forsøg på at reducere den næste vælgerflugt, men om en flugt fra enhver form for etik forbundet med grundlæggende demokratiske dyder.

Både besparelser af mulighederne for at stille kritiske spørgsmål og investeringerne i at undgå at svare sker forholdsvis ubemærket, forekommer abstrakte og synes umiddelbart svære at se de direkte afledte konsekvenser af.

Det er imidlertid blevet tydeligt, at det kniber med den politiske legitimitet, for enhver form for magt – også en politisk magt – er afhængig af en vis grad af tillid, og mon ikke den voksende politikerlede kan ses som en direkte følge af, at der ikke længere svares på nogen kritik, at den ikke bare neutraliseres, men også returneres?

Først var det pædagogernes kritik af de dårlige arbejdsbetingelser, der blev vendt om til, at deres virke bestod i en alt for lang pause på legepladsen. Senere kom turen til folkeskolelærerne, hvis kritik af folkeskolereformen blev tilsidesat og senere returneret, for enhver måtte jo kunne forstå, at lærernes arbejdstidsbetingelser var alt for favorable. Det samme gjaldt for skattemedarbejderne, som åbenbart var så ineffektive, at de skulle erstattes af ny teknologi, oven i købet så hurtigt, at de slet ikke nåede at ytre kritik, før det var for sent.

Det ligner en dårlig cirkelslutning: på den ene side besparelser på selve kilden til finansiering af de ressourcekrævende demokratiske institutioner og på den anden side investeringer i, at det ikke leder til en udskiftning af de selvsamme ansvarlige politikere.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.