Prøv avisen
Historisk set

Monarkiernes fald for 100 år siden indvarslede en ny tid

Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Foto: Fechner/Ritzau Scanpix

Af Jes Fabricius Møller, anmelder på kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hvorfor er den 9. november så vigtig en dag i tysk historie, og hvorfor er den ikke tysk nationaldag?

Da Berlin-muren faldt i 1989, forekom det umiddelbart indlysende at gøre dagen til nationaldag for et forenet Tyskland. Når det ikke blev tilfældet, skyldes det, at den 9. november er en belastet dag i tysk historie. Først og fremmest er det årsdagen for Krystalnatten i 1938, den nat og dag, da den nazistiske antisemitisme brød ud i en landsdækkende hærværksbølge mod jøder og jødisk ejendom. Det er i år 80 siden.

Krystalnatten selv fandt sted på 20-årsdagen for en anden skelsættende begivenhed i tysk historie, den sidste tyske kejsers abdikation den 9. november 1918. Det var ikke mindst amerikanerne, der stillede krav om hans afgang.

Den tyske kejsers østrigske kollega havde takket af få dage før. Krigen kostede i det hele taget mange konger og kejsere jobbet. På få år blev republikken den normale statsform. Mange så det som et skridt mod større retfærdighed. Der var også revolutionære optøjer, og nogle drømte om at videreføre den russiske revolution i Tyskland. Forsøgene blev slået ned med hård hånd.

Det tyske kejserrige var blevet skabt i 1871 med Preussen som drivende kraft efter tre lynkrige mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Det var i store træk en efterfølger til Det Tyske Forbund, der blev stiftet i 1815 med blandt andre den danske konge som medlem i sin egenskab af hertug af Holsten. Dette forbund var selv en efterfølger til det første tyske kejserrige, der efter tusinde års beståen var gået under i Napoleonskrigenes malstrøm i 1806. Det er også forklaringen på, at Hitler kaldte sit rige det tredje og regnede med, at det ville bestå i tusinde år.

Det andet tyske kejserrige var en union af en god snes statsdannelser, der for størstedelen selv var monarkier. Også de ophørte med at eksistere i 1918, og deres kronede hoveder holdt med at fungere. Den danske konge på dette tidspunkt, Christian X, måtte tage imod dele af sin svigerfamilie, der var flygtet fra storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin.

Kejserriget havde en fælles, valgt rigsdag og en ikke-parlamentarisk regering i Berlin, men var i øvrigt føderalt og decentralt opbygget. Der var for eksempel ingen tysk enhedshær. Soldaterne tjente i de enkelte tyske staters hære. Derfor var de mange danske slesvigere, der kæmpede i Første Verdenskrig oftest i preussisk tjeneste. Kun flåden var kejserlig og dermed fællestysk.

Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Bismarck har ikke noget godt navn herhjemme, fordi han var arkitekten bag den preussisk-østrigske sejr og altså også det danske nederlag i 1864. Efter 1871 forstod den erfarne diplomat Bismarck imidlertid at holde Tyskland ude af stormagtskonflikter og dermed opretholde den europæiske fred. Denne stabilitet satte Wilhelm II over styr, da han afskedigede Bismarck.

Tyskland begyndte en oprustning af ikke mindst flåden. I 1895 åbnede Kielerkanalen, og dermed kunne tyske krigsskibe bevæge sig fra Nordsøen gennem Holsten til Østersøen uafhængigt af de indre danske farvande. Det forrykkede magtbalancen i Nordeuropa. Det var derfor en meget stor spænding, der udløstes ved krigsudbruddet i 1914. Kejserens magt var ikke så stor, som han gerne selv ville tro, så det var i lige så høj grad hans selviscenesættelse, der gav bagslag i 1918. Han havde givet den som generalissimus, og så måtte han også tage den fulde konsekvens af det militære nederlag. Han drog i hollandsk eksil, hvor han plejede sine fritidssysler til sin død i 1941.

Historikernes vurdering af den 9. november 1918 afhænger i høj grad af, hvordan de ser på det andet tyske kejserrige. Nogle ser i kejsertidens standsbevidsthed og undersåtlig autoritetstro kimen til Hitlers diktatur. Andre fremhæver, at kejserens højtidelige selviscenesættelse blot var facadedekorationer på en moderne samfundsbygning, der fulgte den almindelige, europæiske udvikling. Winston Churchill mente ligefrem mange år senere, at Hitler aldrig ville være kommet til magten, hvis monarkiet var blevet bevaret i en eller anden form i Tyskland.

Under alle omstændigheder ville det på grund af Krystalnatten aldrig komme på tale at bruge denne skæbnesvangre dato som nationaldag, så man valgte en anden løsning, årsdagen for optagelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken den 3. oktober 1990, som nu er Tag der deutschen Einheit.

Klummen historisk set skrives på skift af historikerne Jes Fabricius Møller, Uffe Østergaard og Lars Hovbakke Sørensen.