Jeg har ikke nogen særlig forkærlighed for udenrigsminister Jeppe Kofod (S) hverken politisk eller personligt. Men jeg vil have ham skåret ned af den galge, han hænger og dingler i.
I fordums tid lod man de henrettede, døde forbrydere hænge i deres galger, indtil kødet var faldet af benene, og sorte fugle med krumme næb havde hakket de sidste fordærvede rester af. Højt hævet i landskabet hang de. Til skræk og advarsel hang de.
Sådan hænger Jeppe Kofod. Nu for anden gang. Første gang var for 12 år siden, da han havde sex med en 15-årig pige til et møde i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Kofod var 34 år. Pigen var jomfru og græd, og ja, det man kan man så mene en helt masse om – og vel var det overmåde dumt af Kofod og hjerteskærende synd for pigen.
Nuvel. Kofod fortrød, undskyldte, snøftede, beklagede, begræd, angrede i offentlighed, blev frataget sine ordførerskaber og sit gode navn og rygte. Eller det blev han faktisk først nu her 12 år senere – for i mellemtiden var han faktisk blevet pillet ned af galgen, rettet lidt ud og gjort til udenrigsminister.
Men nu hænger han der igen, og kødet er ved at falde fra Kofods knogler, og de sorte fugle (læs: MeToo-horderne) hakker løs på ham. Næres af resterne af ham. Og lader ham hænge til skræk og advarsel til alle andre mandlige eksemplarer af menneskeslægten: Så galt kan det gå, hvis du ikke retter ind efter krænkelseskulturens nypuritanske adfærdsregulering – eller hvis du ikke gjorde det for 20 år siden.
Ingen sag er for gammel eller for lille. Og jeg vil sådan set ikke forsvare Kofods sag, men jeg vil forsvare hans ret til at komme ned fra galgen og blive givet tilbage til sit liv. Og som sådan er der ikke en sag, ingen retssag i hvert fald. Men folkedomstolen har fældet sin moralske dom, og som om de ikke selv står under nogen dom, har selvretfærdige politikere, debattører, journalister og andet godtfolk stået i kø for at dømme og frakende Kofod hans moralske og etiske dømmekraft. Som udenrigsminister. Det giver ingen mening.
Men ikke desto mindre hænger han der igen, den angrende synder, og beklager, indrømmer fejlen, undskylder uforbeholdent, tager det fulde ansvar og lægger sig fladt ned under MeToo-flodbølgens voldsomme kraft. Og det er næsten ikke til at holde ud at se på. En nådesløs kraft, der luger ud – luger de urene fra. For tilgivelsens tid er forbi, og moralismens tid er kommet. En tid uden selvransagelse – uden selvbesindelse. En tid, hvor vi fælder ækle, smålige domme over hinanden og giver dem evighedens vægt – ikke at den skal vare i evig tid, men at den er kvalitativt evig. En tid, hvor vi ikke kender grænserne for, hvad vi kan dømme. En tid, hvor vi har glemt, at der er domme, der ikke tilkommer et menneske at dømme, men som små farisæere stiller vi op på alle medieflader og sociale medier, på scener og åbne pladser, hvor alle kan se os, lykønsker os selv med vores egen lille fromhed, og så takker vi Gud, at vi ikke er som tolderen derovre, som synderen, som Jeppe Kofod og som alle mulige andre, der ikke har udvist den moralsk rigtige adfærd.
Men hvor kommer dog moralismen fra? Jo, den kommer såmænd, når mennesket har glemt kristendommens allervigtigste budskab, nemlig syndernes forladelse. Eller rettere: Det begyndte selvfølgelig med, at vi glemte, at vi er syndere. Og når der ikke længere forkyndes syndernes forladelse, altså Guds nådige barmhjertighed, da bliver enhver synd utilgivelig.
Derfor handler balladen om udenrigsministeren og hele MeToo-militarismen hverken om sex, sexisme eller om, hvorvidt Kofod har moralsk dømmekraft – nej, den handler om os selv. Og om vores egen indre ånd. Hvem er vi selv? Har vi selv vores synders nådige forladelse? Og om, at vi trænger til at løfte blikket og kigge op – ikke på udenrigsministeren, der halvdød hænger i sin galge – men opad mod Ham, som hænger på korset for vores synders skyld – og lad blikket standse der.
For dér kommer Gud os i møde med sit blik. Når først det er sket, kan vi se hen langs jorden og på os selv og hinanden. Og frit leve med hinanden i troen på at Han, der blev ophøjet på korset, blev det så højt, at han kunne hente Guds nåde, vores synders forladelse ned til os – så vi blev befriet for den uoverkommelige opgave at skulle dømme hinanden ned af ministertaburetten, ned fra direktørposter, ud af det pæne selskab, op i galgen og ned i Helvede. Hvor der i øvrigt må være trængsel efter indtoget af MeToo i verden. Men før hashtagget kom gud ske lov både korset og nåden – nåden over alle dage og over alle mennesker. Og som Møllehave skriver: ”Nåden er, når alt er tabt/ at få alt tilbage.” Det gælder faktisk også udenrigsministeren.
Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.