Prøv avisen
Signatur

Claus Grymer: Når præsten taler om nåde, tænker jeg på mine blomstrende orkidéer

"Orkidéerne er et billede på det hele. Orkidéerne, der beder mig tænke for eksempel på, hvor rig min tilværelse som journalist har været." Arkivbillede.

Orkidéerne i vindueskarmen minder forfatter Claus Grymer om hans lange liv

Jeg har tre orkidéer. Men forstand på orkidéer har jeg ikke.

Jeg er kommet uforskyldt til dem. Og aner ikke, hvordan jeg skal være god mod dem. De tildeles en ugentlig sjat vand. Det er, hvad jeg kan drive det til. Og det er uden tvivl temmelig meget for lidt. Og dog blomstrer de. Uophørligt. Som om de ikke kan eller ikke vil andet.

Uanset hvordan jeg gebærder mig, står de i vindueskarmen og smiler til mig. Det er ren nåde. Når præsten taler om nåde, tænker jeg på mine blomstrende orkidéer. Og samtidig på mit lange liv – på, hvad orkidéerne fortæller mig om det. Om afmagt, der ikke fik det sidste ord. Og om betænkelige handlinger, der heller ikke gjorde det, selvom de ikke var fremmende for den vækst, som livet bør være. Og alligevel – på trods af både det ene og det andet – har jeg oplevet megen vækst. Om nogen ved jeg, at de ufortjente gaver er de største.

Orkidéerne er et billede på det hele. Orkidéerne, der beder mig tænke for eksempel på, hvor rig min tilværelse som journalist har været. Og ret har de, på trods af at jeg dybest set slet ikke er journalist. Jo, nok af uddannelse, men ikke af væsen og tilbøjelighed. Om noget er en nyhed, har aldrig interesseret mig.

Men heldigvis er journalistikken et hus med mange boliger. Jeg fik lov til at indrette mig, som jeg gerne ville. En og anden har vistnok beskyldt mig for at være forkælet. Og det har jeg for så vidt også været. Men jeg har selv tænkt anderledes på det. Som nåde. Og netop derfor er jeg ikke bukket under for fristelsen til at betragte det gode liv som en selvfølge. For den, der tænker sig om, er det såkaldt almindelige og normale tæt forbundet med det forunderlige. Det mirakuløse er til stede i flere sammenhænge, end vi nødvendigvis erkender. Alt godt er et mirakel.

Jeg fik – minder orkidéerne mig om – hvad jeg ikke uden videre havde grund til at regne med: et meningsfuldt arbejde. Jeg tænker på en af de første gange, hvor jeg virkede som teateranmelder. Mens lyset dæmpedes i salen, tændtes et andet inde i mig. Tændtes af, hvad der forekom mig ubegribeligt – dette at mit arbejde var at sidde dér i teatret med en vagtsom kuglepen kredsende over notesblokken.

Mine forudsætninger var ikke helt lette at få øje på. Den glæde, som mine 38 år som teateranmelder gav mig, var alt i alt lige så ufortjent som den utrættelige blomstringstid i vindueskarmen.

Blomster kan folde sig ud, hvor blomster egentlig ikke kan gro. Ja, det er muligt. I skæret fra orkidéerne tænker jeg på det. Tænker på barnløshed, som i lang tid syntes uundgåelig. Men flyvende fra Korea kom to små piger. Meget havde de haft imod sig. Umulige vækstbetingelser. Men de blomstrede op. Og i dag er den ene sognepræst, og den anden psykiatrisk sygeplejerske.

Ligeledes om dette fortæller orkidéerne. Og om den glæde, det er at opleve verden sammen med et lille barn. Det, man ikke troede skulle ske, skete pludselig. Det var, som om man selv blev barn på ny og så alting gennem dets undren. Sammen med barnet stod man bøjet over en myretue. Og aldrig – syntes man – havde en myretue været så kriblende fyldt med liv som denne. Det var den første myretue, man overhovedet stod ved. Sådan føltes det.

Barnet blev invaderet af en vildfaren myre. Det samme gjorde man selv. Og det meget vigtige, altomfattende projekt blev da at få begge myrer bragt i sikkerhed tilbage til tuen. Og det skulle endelig ske uden at gøre skade på dem, det var aldeles afgørende for barnet. Og dermed også for én selv. Barn og voksen forenedes i nænsomhed over for en myre. Det var lige så småt, som det var stort. Og vi delte lettelse, da vi så, hvordan de tilbageleverede og tilsyneladende uskadte myrer atter blandede sig med deres artsfæller og – blev vi enige om – hurtigt udviste samme flid som disse. Og kommet så vidt kunne vi med tilfredsstillet samvittighed forlade tuen og bevæge os videre mod nye eventyr. For eksempel dem, der sang fra mange træer.

Orkidéerne vil mig noget. De vil gøre mig klogere på mit liv. Jeg ser det gennem dem.