Tænk på ordet ”hjemtagning”. Det bruger offentlige myndigheder, når de beslutter, at en bestemt opgave, for eksempel sygetransport, ikke mere skal udføres af private firmaer i konkurrence, men til gengæld af myndigheden selv. Opgaven ”tages hjem”, underforstået: hjem, hvor den hører til, og det kan ingen vel have noget imod.
Ordet ”hjemtagning” er politisk spin. Et ord, der er konstrueret til at legitimere en bestemt handling. Det modsatte ord er ”opgavetyveri”, og det dækker over det samme set fra leverandørens side. ”Opgavetyveri” forudsætter implicit, at opgaven ”tilhører” den private leverandør, og nu ”stjæles” af det offentlige.
Ordet ”opgavetyveri” er dermed lige så kritisabelt som ”hjemtagning”: Begge dele er manipulation, og oplyste borgere, for eksempel os der læser Kristeligt Dagblad, skal være vågne, så vi ikke lader os manipulere. Vi skal sætte os ind i substansen og danne vores mening på et reelt grundlag.
Heldigvis er substansen enkel i den konkrete situation: Den drejer sig om opgaver, der enten kan løses af en offentlig myndighed, for eksempel en kommune eller region, eller af en eller flere private virksomheder.
Hvis opgaven skal løses af en privat virksomhed, er det myndighedens rolle at finde det firma, der kan levere den bedste løsning for den laveste pris. På den måde er ansvaret adskilt: Myndigheden bestemmer, hvad der skal udføres, leverandøren finder den bedste og mest effektive måde at udføre opgaven på.
Hvis leverandøren snyder på vægten, kan myndigheden gribe ind og forlange, at virksomheden leverer det, den har lovet eller eventuelt opsige samarbejdet og finde en anden og bedre leverandør.
Det er fordelen ved fri konkurrence: leverandøren er motiveret til hele tiden at finde bedre og billigere måder at udføre opgaven på, mens myndigheden gennem sin kontrol sikrer, at borgerne får værdi for pengene.
Hjemtagning er det modsatte: Her er ansvaret blandet sammen og ingen økonomisk motivation til at finde den bedste og billigste måde at løse opgaven på. Der er jo ingen konkurrence og heller ingen kontrol. Myndigheden stiller selv opgaven, udfører opgaven selv og kontrollerer selv, om kvaliteten er i orden. Hjemtagning er det samme som monopolisering.
Fra økonomisk teori ved vi, at vi skal undgå monopolisering. Udviklingen går i stå, priserne er for høje og kvaliteten er for dårlig. Tænk bare på den elendige service, som monopolet PostNord har ydet i snart mange år, eller mere aktuelt kvaliteten af det produkt, som monopolet Skat leverer.
Mit ærinde er ikke at argumentere mod et bestemt ord eller en bestemt måde at gøre tingene på, men derimod at afsløre manipulation. Især den manipulation, som politikere og offentlige myndigheder bruger.
Det værste eksempel i øjeblikket er overvågning. Statsministeren vil ”passe på Danmark”, og derfor skal der installeres overvågningskameraer og indføres software til automatisk ansigtsgenkendelse. Udtrykket ”passe på Danmark” er manipulation, fordi det reelle mål er et helt andet. Realiteten er, at overvågningen skal bruges til at øge statens kontrol af borgerne, men det er der ingen, der tør sige.
De fleste danskere mener heldigvis stadig, at staten er til for at tjene borgerne, ikke for at kontrollere dem. Statsministeren kunne bruge samme argument for at installere overvågning i alle soveværelser sådan, at kvinder kunne beskyttes mod voldtægt, og det er absurd.
Et liberalt demokrati som det danske kræver borgere, der tænker sig om, og stiller spørgsmål til politikeres og myndigheders handlinger. Det kunne man passende kalde ”hjemtagning af ansvaret”.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.