”Alting har en ende,” sang Shu-bi-dua i et af bandets store hits fra 1970’erne ”Hvalen Hvalborg”. Jeg blev mindet om sangen i forbindelse med forsanger Michael Bundesens nylige død.
Fra et eksistentielt perspektiv er det naturligvis en korrekt iagttagelse: Vi lever alle med en begrænset holdbarhed her på jord; både mennesker, dyr og planter. Jorden selv har også en ende, omend forskere fortfarende diskuterer både udløbsdato og sandsynlig udløsende årsag.
Ikke desto mindre leverer vor tid mange varianter af ”endeløs”. I den forgangne uge blev jeg interviewet til et dagblad om ”det grænseløse privatliv” og de konsekvenser, det har for vores fælles liv. Tidligere har vi primært talt om ”det grænseløse arbejdsliv”. Det blev muliggjort, da diskussionerne om balancen mellem arbejdsliv og privatliv for alvor tog fat omkring årtusindskiftet. At kunne tage arbejdet med hjem og løse opgaver på tidspunkter, som passede ind i ens egne og familiens øvrige prioriteter virkede både smart og fleksibelt. Det lød som et frisættelsens budskab; en gave til det moderne, selvstyrende og hele menneske. Hen ad vejen kom det ligefrem til at fremstå som et medarbejdergode, der ikke kunne rulles tilbage.
En afledt effekt blev dog også ”det grænseløse privatliv”, hvor mange i dag tager forpligtelser og distraktioner fra privatlivet med på jobbet. Selvom de egentlig er på arbejde, er de tilgængelige for børnenes opkald og sms’er, melder sig til eller fra til træning og aktiviteter, deltager i online diskussionstråde af privat karakter, følger en nyhedsstrøm eller en livesending af sport og så videre. Den enkeltes grænsesætning mellem private og professionelle gøremål bliver stadig mere flydende – og dermed også mere uigennemskuelig for de nærmeste omgivelser. Desuden overbebyrdes vi let.
Negativ stress er udtryk for ubalance mellem de krav, der stilles til os, og de ressourcer, vi har. Regnestykket kan betragtes som en bankkonto. Vi skal sørge for, at der er midler på kontoen, ellers går den i minus. De fleste kan godt klare et vist overtræk i en kortere periode, men det er uholdbart på længere sigt. Oplevede krav fra andre – samt kravene fra os selv til os selv – tæller også med som træk på bankkontoen.
I en hverdag med ringe grænsesætning mellem forskellige livsarenaer kan det – al friheden og fleksibiliteten til trods – betyde, at vi sjældnere oplever at se enden på noget. Faktisk bliver rigtig meget bare ved og ved.
Fra litteraturen er et af de stærkeste symboler på endeløst arbejdspres Sisyfos’ anstrengelser med at rulle en sten op ad en bakke. Endeløse belastninger frarøver os tilfredsstillelsen ved en slutning, en velundt pause og en ny begyndelse. De æder af vores kræfter.
”Endeløs” dominerer også på mange andre områder. Et barn kan ikke længere lukke døren til skoledagens sociale interaktioner, når det har fri. Samspillet, hyggen, men også mobberiet kan fortsætte online.
”Endeløs” er også centralt for den fristelsesøkonomi, vi lever i, hvor det gælder om at lokke mennesker til at give deres opmærksomhed til snart dette så hint. Medier som Youtube og Netflix er gået forrest med et evindeligt insisterende udbud, der har som formål at lede os ind i fristelse: efter du har set det indhold, du aktivt – og måske endda velovervejet og værdibaseret – opsøgte, præsenteres du for en længere smøre af automatiske afspilninger af alt det, afsenderne synes, at du bør se – eller som de får penge for at få dig til at se. Den endeløse logik betyder, at selv et værdibaseret ja kræver en række håndfaste nej’er efterfølgende. Danske public service-medier har tilmed fundet ud af, at de kan forbedre deres digitale publikumstal på den måde.
Kierkegaard talte om mennesket som ”en Synthese af Uendelighed og Endelighed”, men er der overhovedet særlig megen tid til at filosofere over nogen af disse, når vi så let hvirvles ind i en endeløs malstrøm af alt det, der kræves, kunne gøres og må opleves? Hvad gør erkendelsen og erfaringen af ”en ende” for menneskers horisont, indstilling og valg?
Når logikken går på tværs af mange livsområder, stiger stressniveauet. Kunne der mon være familiemedlemmer, der drømmer om, at dagens dont igen får en ende, og at hjemmet i højere grad bliver familiens egen ”hellige” arena, i stedet for at ligge i konkurrence med alskens arbejdsopgaver, der ikke blev lavet? Kunne der være arbejdsgivere, som drømmer om igen at turde sige: ”Jeg forventer dit nærvær og fokus, når du er på arbejde. Også når det foregår hjemmefra?”. Vil der opstå et folkekrav om ”forventet utilgængelighed” i visse af livets zoner? Eller om at få lov til at måtte nøjes med det, vi aktivt vælger til, uden partout at skulle påduttes alt muligt ekstra?
Hvalen Hvalborg fik en ende, blev stoppet ud med vat og kom på museum. Tænk, hvis vi kunne gøre noget lignende ved den endeløse trend.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.