Prøv avisen
Kirkeligt set

Når folkekirken kæmper om, hvad folket vil have

illustration: søren mosdal

Henrik Wigh-Poulsen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Man kan forlade komfortzonen, blive udfordret, få prøvet teologien af og måske ligefrem lære et og andet og lade sig bevæge. Det kendetegner teologisk dannelse. Jeg skal ikke udelukke, at det også er, hvad de har øvet sig på i Høsterkøb, skriver Henrik Wigh-Poulsen

NÅ, NU HAR røgen vist lagt sig, så lad mig her indledningsvist udbryde et velment ”Åh, de stakkels mennesker i Høsterkøb”. Nu gik de lige og troede, at de havde knækket koden, der kunne få folk til at vælte til gudstjeneste og redde folkekirken fra druknedød i ligegyldighedens hav, og så fik de sådan nogle på frakken.

Ovenikøbet af deres egne. I hvert fald af alle os, der før alle de gode intentioner fik øje på den henrivende selvforgabelse, den hasarderede teologiske kørsel på to hjul i svinget, og dertil (og det var næsten det værste) skulle udsættes for forskellige mediers anledning til igen-igen at fremstille folkekirken som et mørnet relikt, der trænger til fornyelse, og så videre.

MEN LAD NU DET HVILE, som manden sagde. Langt mere interessant er sådan set, her på et par ugers afstand af debatten, at fundere lidt over, hvad det er, der sker, når folk i folkekirken sådan i almindelighed giver udtryk for, hvad de rent faktisk tænker om samme.

Men også, hvad det sætter i gang af rygmarvs- og andre reaktioner hos os, der måske betragter os selv som dens formulerede repræsentanter, og som sådanne er let krænkbare og potentielt pirrelige på dens vegne.

Som det blev sagt i et klogt indlæg i Høsterkøb-kontroversen i sidste uge, så roses den stedlige præst i den famøse postomdelte pamflet for at have gjort, hvad præster har gjort siden Reformationen, nemlig lært sit sogn at kende og tilpasset sit arbejde efter det.

Men i netop forstads- og byområder, hvor folk bryder op og kommer til og har mange og forskellige ting for, kan det nogle gange være sværere end som så at udøve den hæderkronede pastorale disciplin.

Og hvis vi så spørger dem derude, hvad de går og tænker om kirken og gudstjenesten, så får vi nogle gange svar, vi virkelig selv var ude om, og, for nu at være lidt grov, måske ikke helt lever op til vores forventninger. Og hvad gør vi så?

Lige netop dét spørgsmål tror jeg kommer til at fylde mere og mere i en folkekirkelig tradition med grundtvigsk vandmærke, hvor kirke og folk må (på grundtvigsk) ”vekselvirke”, og hvor det ikke er holdbart, hvis de i stigende grad stikker af i forskellige retninger. Så igen: Hvordan reagerer vi, når folket i folkekirken siger, hvad de rent faktisk tænker om folkekirken?

VI HAR NETOP HER I AARHUS holdt et større netværksmøde, ”Fælles om”, hvor 300 mennesker fra kommune, kirke og kirkelige organisationer mødte hinanden, og forskelligt uforudset opstod, som der altid gør, når repræsentanter fra forskellige verdener mødes og veksler ord med hverandre.

Det helt igennem glædelige ved denne lejlighed, og ved så mange lignende lejligheder i disse år, er, at folkekirken og dens præster i den grad efterspørges for det, de kan og kommer med. Vi kaldes på.

Så for en stund at forlade sognegårdens trygge rammer og som den gamle landsbypræst gå ud at lære sit sogn, dets institutioner og fællesskaber bedre at kende er fortsat en givende og lærerig erfaring, som de vistnok også har gjort sig i Høsterkøb.

Men måden, vi efterspørges og kaldes på, altså. Den er ikke altid for teologisk sarte sjæle. Der kommer nogle tanker ind over om kirken, dens rolle og væsen, hvor man står sådan lidt øh-bøh tilbage, og den indre tidehvervsmand måske raser og rusker i de tilgitrede kældervinduer.

OG HVAD SÅ, SOM SAGT? Jo, man kan selvfølgelig sætte snor i ham og for en stund lukke ham ud i frisk luft og gøre sig munter på den onde og sylespidse måde, teologer kan være rigtig gode til, helt efter den gamle, kendte devise: Det er godt nok med menigheden (og folket), lige indtil de begynder at få meninger.

Modsat kan man selvfølgelig også komme markedet i møde og give den gas med David Bowie og Hansi Hinterseer i højmessen, selvom det jo ikke rykker det vilde, og selvom det heller ikke just er pop, folk som flest efterspørger.

Eller – og det er kurven, jeg lægger mine æg i – man kan forlade komfortzonen, blive udfordret, få prøvet teologien af og måske ligefrem lære et og andet og lade sig bevæge. Det er for undertegnede at se, hvad der kendetegner teologisk dannelse: at bringe evangeliet ud af huset og på udebane, sammen med andre, lade noget komme til, der sætter traditionen i spil på nye måder, i både medløb og modløb. Og det kan vi alle sandt for dyden blive bedre til. Der er vi i en konstant læreproces.

Jeg skal bestemt ikke udelukke, at det er, hvad de også har øvet sig på i Høsterkøb. Og sådan forstået kan man da kun byde deres bestræbelser velkomne.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh.