Prøv avisen
Kiosken

Præriebøger: Når historien bliver censureret

I bogserien ”Det lille hus på prærien” har bestseller forfatteren Laura Ingalls Wilder brugt sprog om indianere, som nu har udløst, at forfatterens navn er fjernet fra en børnebogspris. Det har skabt debat i USA. Bøgerne skaber frygt, mener nogle. Andre argumenterer for, at det er bedre at lære børn at håndtere fordomme end at skjule dem. – Foto: Ritzau/Scanpix

Anders Raahauge

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Bibliotekarforbundet vil udelukkende sende et signal om egne værdier og fjerner ingen af Laura Ingalls Wilders bøger fra børnebibliotekernes hylder

I DEN HØJT elskede bogserie ”Det lille hus på prærien” beretter amerikanske Laura Ingalls Wilder om sin barndom med familien som nybyggere i 1880’erne. Af og til møder de indianere, og nu mener den amerikanske bibliotekarforening, at disse ofte omtales på upassende måde.

The American Library Association har derfor besluttet at omdøbe deres prestigefyldt børnebogspris Laura Ingalls Wilder Award til Children’s Literature Legacy Award. Det sker for at lade prisen flugte med foreningens værdier.

Den første pris gik til Laura Ingalls Wilder selv i 1954 tre år før hendes død. Bøgerne udkom fra 1932 til 1943. I en forklarende pressemeddelelse siger bibliotekarforeningen:

”Wilders værker afspejler forældede kulturelle holdninger til oprindelige folk og farvede mennesker, som modsiger moderne accept, hyldest til og forståelse af mangfoldighedens fællesskaber.”

Eksempler på skræmmende steder i bøgerne fra the frontier er således, at personer flere gange hævder, at ”kun en død indianer er en god indianer”. En kalder indianerne ”vilde dyr”, som ikke har ret til at leve på deres jord.

Bibliotekarforbundet vil udelukkende sende et signal om egne værdier og fjerner ingen af Laura Ingalls Wilders bøger fra børnebibliotekernes hylder. Børnebogsforsker Debbie Reese siger til The New York Times:

”Der skabes denne diskrete, men meget tydelige frygt hele vejen gennem bøgerne.”

Man skal ikke læse dem med de yngste i skolen. Heller ikke for at oplyse dem om racisme, mener Debbie Reese.

”For hvad med de oprindelige (engelsk: native, red.) eller sorte børn i klassen, som skal leve med det øjeblik, hvor de nedværdiges over for de hvide børn til gavn for oplysningen?”.

I National Review kommenteres beslutningen af Caroline Fraser, som har skrevet en Laura Ingalls Wilder-biografi og er redaktør af Library of America-udgaven af den berømte serie. Hun medgiver, at den rummer racistiske elementer. Dens skildringer af indianerne bør børn kun modtage sammen med voksnes kommentarer, skriver hun. Men det altdominerende i bøgerne er en levende og uforglemmelig fortælling om den barske sandhed i nybyggernes liv: ”Ledvogtere som American Library Association burde opmuntre børn til at læse vores provokerende klassikere – kritisk.”

I samme magasin skriver Dedra McDonald Birzer om censurens fagre nye verden, hvor man helst sletter alt, som ikke passer ind i en moderne skabelon. De politisk korrekte savner respekt for fortiden, mener hun.

”I kampen for safe spaces og trigger-free zones søger dette lands bibliotekarer at ødelægge en litterær heltinde, som millioner af amerikanske piger (og drenge) har identificeret sig med og forsøgt at leve op til. Herved prøver de at ødelægge os alle og genskabe os i deres eget billede.”

I Times Literary Supplement skriver Terri Apter, psykolog og forfatter, at hun fra sin barndom ellers huskede bøgerne som meget nuancerede i deres skildringer af indianerne. Laura Ingalls Wilder skildrer ofte den ubehagelige spænding mellem de rastløse nybyggere, jorden og jordens retmæssige beboere. Og hun lod personerne drøfte rimeligheden af udsagnet ”kun en død indianer er en god indianer”, der lægges i munden på nogle få.

Terri Apter husker, at indianerne blev skildret med respekt for deres individualitet: Nogle er gavmilde, værdige og venlige, andre ikke.

Hun erindrer tillige, hvordan Lauras far med godt humør adlyder regeringens bud om, at han og andre nybyggere skal forlade deres nyopførte huse, fordi de ligger på indiansk territorium.

Nu har hun genlæst bøgerne og fik ”sine barndomsminder rigeligt bekræftet”. Som voksen finder hun tilmed yderligere kompleksitet. Wilders beskrivelser af indianerne er allevegne gennemtrukket af ærefrygt. De hyldes for deres værdighed og intelligens. Faderen siger for eksempel om en, da han har gæstet deres hytte: ”Det var fransk, han talte. Jeg ville ønske, jeg havde lært lidt af det sprog.”

Terri Apter anbefaler, at voksne forklarer de fordomsfulde replikker for børn, for det er bedre at lære dem at håndtere sådant end at skjule det.

Vi kan alligevel ikke slette alle fordomme fra vore egne hjerter og sind, mener hun. Og vil man nedgøre fortidens forfattere, da er man så naiv, at man tror sig selv fri af fordomme.

”En langt mere oplysende tilgang er det at se, hvordan sågar de forfattere og kunstnere, som vi elsker, en gang imellem udtrykker de fordomme, som også bliver ved med at inficere os selv.”

Desuden får denne grove fremfærd mod replikker, der i dag kaldes uacceptable, al nuance i kunsten til at fordampe. Romanens Laura finder som lille pige indianerne skræmmende, men hun er samtidig dybt fascineret af dem. Terri Apter slutter:

”Fordømmer vi hver eneste fordom, risikerer vi at skjule vore egne og give dem den selvretfærdige fordømmelses maske på.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i social videnskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst.

Laura Ingalls Wilder blev 90 år og levede fra 1867 til 1957. Som pensioneret lærer begyndte hun at skrive børnebøger om sin opvækst i nybyggertiden i Nordamerika. – Foto: AFP/Ritzau Scanpix