Nu er det store spørgsmål: hvad sker der, når kirkerne genåbner? Vil de møde en åndelig hunger, som lader kristendommen blive omfattet med nyvakt interesse? Eller vil lukningen vise sig at have medført varig skade, idet den har vænnet folk fra at gå i kirke?
Sådan spørger i The Spectator Luke Coppen, Europa-redaktør for Catholic News Agency.
Formoder man det første, da støtter man sig til det bevingede ord: ”I en skyttegrav er der ingen ateister.” Livsfare gør sjælen ydmyg. Efter Anden Verdenskrigs massedød oplevede USA i 1950’erne en voldsom religiøs vækkelse; 1950’erne blev i en vis forstand den amerikanske religiøsitets guldalder med tele-evangelisering og massegudstjenester.
Og noget rører sig nok i de millioner, der nu lever med en vis frygt. Netsøgningerne på ordet ”bøn” er eksploderet, og en undersøgelse viser, at 55 procent af amerikanerne har bedt for, at pandemien skulle slutte. Herunder vel at mærke 15 procent, som ellers aldrig folder hænderne.
Men den anden mulighed kan ikke udelukkes.
”Nogle sociologer mener, coronavirussen er en alvorlig trussel mod vestlig kristendom. De forudsiger, at sygdommen vil fremskynde kirkegangens allerede store tilbagegang,” skriver Coppen.
Man må huske, påpeger han: ”Det at gå i kirke er en vane, og så snart en vane er brudt, er det svært at genoptage den.”
Luke Coppen fortsætter:
”Der skal måske kun en måneds kirkelukning til, for at mange vil være fristede til at holde helt op med at gå. Især hvis der efter kirkernes åbning hænger en samfundsmæssig stemning over dem, der anser gudstjeneste for en unødvendig risiko.”
Redaktøren beretter:
”Mange, som pligtopfyldende er gået til gudstjeneste hele deres liv, er irriterede over den hurtighed, hvormed biskopperne indvilgede i først at aflyse tjenester, derpå at lukke kirkerne helt. Det er især pinefuldt for katolikker, eftersom kirken lærer, at det er en alvorlig synd at gå glip af søndagens messe. Nu har biskopperne for første gang forsikret troende om, at det er tilladt – endda smukt – at blive hjemme.”
Virtuelle gudstjenester er en dårlig erstatning, mener Luke Coppen. De mangler meget, og selv den frommeste må hemmeligt indrømme, at de er frygteligt kedelige.
Han frygter, at det 21. århundredes materialistiske mennesker næppe vil blive bevæget religiøst af pandemiens dødsrate, og de vil sikkert beholde deres forståelse af døden som enden.
”Det er desværre nemmere at tro på tilintetgørelse end opstandelse. Virussens virkning på religiøs praksis er overvældende negativ,” vurderer Luke Coppen.
Men kristendommen er ofte blevet afskrevet og er hver gang kommet stærkt tilbage.
”Kristendommen tog også sin begyndelse midt i nederlag og fortvivlelse.” Så denne krise kan, imod alle odds, blive en ny begyndelse.
Le Figaro taler med filosoffen Rémi Brague, medlem af Det Franske Akademi, om dødens nye realitet og allestedsnærvær i et afkristnet samfund.
Sekulære mennesker opfatter døden som afslutningen, siger Brague, for de bekender sig til Nietzsches diktum ”Gud er død”. Det tilkender døden større styrke end Gud.
”Og hvis styrke er målestokken, så anses døden for mere guddommelig end Gud, som den skulle have dræbt. På den måde kan ’Gud er død’ vendes om til ’døden er Gud’. Denne halve guddommeliggørelse af døden forklarer, hvorfor moderne mennesker tier om den: en guddom er noget, hvis navn man ikke bare sådan udtaler.”
Men vi er alligevel stadig omsorgsfulde i behandlingen af vore døde. Her er kirkens ritualer efterspurgte, ja, nærmest uomgængelige.
Men gudstjenestens ritualer og sakramenter betyder, at disse måneders virtuelle gudstjenester ikke fungerer. For her er kroppen ikke inddraget.
”Og sakramenterne forbinder uløseligt den allerhøjeste med det mest ydmyge, det mest elementære i vores verden: at ernære sig, at reproducere sig (også ægteskabet er et sakramente), at dø. Denne paradoksale alliance tildeler vores arme og skrøbelige art en helt særlig værdighed.”
Måske kan denne krise lære folk, at tabuer ikke er af det onde og ikke bare skal nedbrydes. De er med til at gøre os til mennesker.
Det er således tabu blot at skaffe sig af med et dødt legeme, som var det en genstand. Det vidste Antigone i Sofokles’ drama, så hun insisterer på at begrave sin dræbte broder behørigt.
Palæontologerne har i 300.000 år gamle grave fundet blomsterpollen. Man lagde blomster på sine døde. De nærede en respekt, som vi forhåbentlig ikke mister.
"Jeg håber ikke, det varer for længe med disse lyn-begravelser, for de kan give os dårlige vaner,” bemærker Rémi Brague.
Og så bør den nyoverståede påske minde os om, at udsagnet ”Gud er død” faktisk er sandt en dag ud af 365, nemlig lørdag før påskemorgen.
Da tømte Kristus den bitre kalk for at dele vores kår til bunds. Han er ’nedsteget til dødsriget’, for der skal ikke være et eneste sted, hvor ikke Gud også er.
Det skal man skrive sig bag øret i disse uger, betoner Rémi Brague.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.