”When I get older
Losing my hair
Many years from now
Will you still be sending me a Valentine?
Birthday greetings bottle of wine?”
Hvis bare man venter længe nok, sker alting af sig selv. Nu har jeg ventet i årtier på at nå frem til de 64 år, som The Beatles synger om i sangen fra 1967 – ”When I’m Sixty-Four” – og i denne uge er det sket. Jeg er blevet ældre og er så småt begyndt at tabe mit hår. Hårgrænsen viger, og jeg bliver mere og mere højpandet. Min elskede er her stadig og behøver ikke at sende mig et postkort og en flaske vin.
Nu bor vi sammen, deler seng og have, børn og barnebarn.
Engang var alt det bare fremtid. Noget, jeg ligesom The Beatles kunne drømme om og vagt forestille mig. Det mærkelige er nu, at jeg ikke længere rigtig kan synge med på den sang med al dens forventning og håb, fordi jeg er forbi. 64 år er for mit vedkommende ikke længere fremtid, men fortid. Jeg ved, hvad det hele blev til. Jeg ved, at hun stadig behøver mig og stadig nærer mit liv, og at sangen ikke længere er et spørgsmål til mig:
”Will you still need me,
will you still feed me?
When I’m sixty four?”
Ja, det er det, hun gør. Er det nu bedst at leve i forventningen eller i indfrielsen? Det er bestemt ikke lige til at svare på, fordi forventningen kan rumme så meget og føles uendelig, mens indfrielsen hurtigt kan føles så lille. Nå, var det bare det? Var det virkelig, hvad jeg længtes efter og drømte om? Skulle det virkelig være bedst at nå frem til den ro, hvor man bare passer sin have, drikker et glas vin og har sendt længslerne på pension?
Eller er spørgsmålet stillet forkert, og må det stilles anderledes nu, end en dengang 27årig beatle kunne finde på? Han doblede sine år op og lagde 10 til, og så var han så gammel, som han overhovedet kunne forestille sig:
64!
”O boy, o boy!”
Så må man da om ikke være færdig, så sat af. Sat ud i haven og reduceret til en ældre mand, der fjerner ukrudt og skifter sikringer, når lyset går.
Beatles synger:
”When I’m sixty-four?
You’ll be older too
And if you say the word
I could stay with you
I could be handy
Mending a fuse
When your lights have gone
You can knit a sweater by the fireside
Sunday mornings go for a ride
Doing the garden
Digging the weeds
Who could ask for more?”
Ja, hvem kan ønske sig mere, når først man passer sine have, og konen sidder ved brændeovnen og strikker en sweater til en? Ville man så ikke være lykkelig?
Ja, det kunne man håbe på i så mange år. Hvad man ikke kunne forestille sig, dengang man bare var 27 år, var, at 64 slet ikke er nogen alder, og at man har en hel del andet at lave end at hive skvalderkål op af bedene og kæmpe med brændenælder. Ja, man har dårligt tid til at se sine børn og børnebørn og i hvert ikke tid til at strikke en sweater. At være 64 år er stadig at pukle løs og at kunne synge med på ”A Hard Day’s night”.
”When I’m Sixty-Four” er en sød og naiv sang. Den er en ung mands værk, en ung mands fantasi om, hvordan det vil blive engang, når man er blevet gammel. Så lad os vende tilbage til alle de spørgsmål, når jeg engang bliver 94 år og rigtig gammel, og når alt håret og strikkemaskerne er tabt for altid. Indtil da kan vi da godt synge om, hvad fremtiden vil bringe:
”Will you still need me?
Will you still feed me?
When I’m ninety-four?”
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten.