Når pendleren putter sig på byens ældste pizzeria

Vi har stærke følelser bundet til steder, men tidens ubønhørlige gang kan gøre følelser og steder fremmede over for hinanden

Jeg er pendler, bor på Frederiksberg i København, men arbejder på Syddansk Universitet i Odense. Da jeg blev ansat for 10 år siden, kunne jeg høre på flere kolleger, at de ikke havde noget kendskab til Odense. De var nemlig pendlere. Hvor var mon den restaurant, hvor den kollegiale middag skulle foregå? De anede det ikke, selvom de havde arbejdet i byen i 10 år. Jeg var temmelig forbløffet. Her 10 år efter må jeg konstatere, at det er gået mig på samme måde. Jeg har ikke nogen fortrolighed med den by, jeg arbejder i.

Det har jeg så alligevel. Jeg har nemlig et livshistorisk forhold til Odense. Jeg har boet i byen to gange. Som barn, fra jeg var fem til otte år. Og som ung i de første studieår, fra jeg var 19 til 21. Det er to afgørende perioder i livet. Den første er den, hvor man træder ud af den tidlige barndom og bliver et bevidst væsen, der begynder i skole. Verden åbner sig, og det går op for én, hvor lille man selv er. I den anden fase rejser man ud, forlader sin mor og far, får nye venner, bliver en anden, verden er godt nok stor, men den kan bare komme an, for man har appetit på den og mange kræfter.

Verden blev til i Odense. Jeg har derfor stærke følelser for byen og mange steder i den. Og derfor svor jeg, at det ikke skulle gå mig som mine kolleger. Tredje gang skulle også være lykkens gang. Det blev det så ikke. Jeg er oppe mod stærke kræfter. Ens by er nu engang dér, hvor man bor, har sin familie og sine venner, hele sit fritidsliv.

Byen har så heller ikke gjort det let for sig selv. Universitetet ligger på en mark uden for den. Og når klokken bliver fire om eftermiddagen, låser alle døre, og man skal bruge kort for at komme fra én gang til en anden. ”Vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere”. Nej, ikke just. Og så tager en pendler selvfølgelig hjem.

Der er dog dage, hvor jeg overnatter i Odense. Mest når jeg skal afholde eksamen tidligt om morgenen. Så holder mine nerver ikke til at lade eksamen afhænge af togdriften. Jeg sover på et billigt hotel. Jeg vil ikke ulejlige de få mennesker, jeg kender i Odense, ved at banke på deres dør. Og der skal lades op til de lange dage ved det grønne bord.

Jeg går rundt i byen i de mørke aftener som et spøgelse. Jeg opsøger de gamle steder, som om mine hjemløse følelser vil bevæge bestemte gader og huse og aftvinge dem en velsignelse: ”Jo jo, vi virker fremmede, men det er stadig os, og vi har din ryg. Du skal bare klø på”.

Ved hvert ophold ender jeg altid en aften på et pizzeria i den fjerne ende af Vesterbro. Der er en varm og hyggelig stemning. Man føler sig ikke alene, selvom man er det. Her sidder jeg og putter mig lidt, får en karaffel vin og lader tankerne flyve. De reklamerer med at være byens ældste udenlandske restaurant, helt tilbage fra 1975, hvor jeg flyttede til byen for at læse. Det kan være, min kæreste, Asta, og jeg har siddet her dengang, eller min studiegruppe og jeg. Det har vi da garanteret. Preben og Frank og Anders og Kirsten. Jeg kan godt nok overhovedet ikke huske det. Men et pizzeria, noget helt nyt i bybilledet. Har vi ikke villet prøve det? Det virker i hvert fald hjemligt. Huleagtigt. Det har de bedste kvaliteter fra datidens brune værtshuse.

Da jeg var lille, boede vi i en etageejendom på Falen, der ligger nede til venstre, hvis man går forbi pizzeriaet, ud af byen. Restauranten har ikke ligget der endnu, alle de gange, jeg gik med min mor i hånden den korte tur fra Falen op i byen. Men der lå spændende butikker: en legetøjsforretning, hvor jeg måske kunne få lov at købe en cowboy- eller indianerfigur at lege med. Der lå også et antikvariat med tegneseriehæfter. Måske er det stedets gode ånd, der omslutter mig. Pizzeriaet er en kronotop, et rum, der kan opsuge flere tider i sig.

Jeg får italiensk isdessert og kaffe. Den lille dreng ligger og sover nede i Falen. Måske har han lagt en indianer under hovedpuden. Frank og Preben ryger virkelig mange cigaretter, og vi diskuterer utrætteligt de politiske fraktioner på universitetet. Måske skal vi drikke øl på Tinsoldaten i nat? Det bliver vist uden mig. I morgen er der atter en eksamensdag, og jeg skal hjem på hotellet. Men da jeg træder ud på Vesterbro i aftenens mørke og kulde, føler jeg de første par minutter, at det stadig er min by, og at jeg har alle mine tider med mig.