Hvis der er to, der står sammen i dansk politik, er det Rasmus Paludan og radikal islamisme. Deres fælles projekt handler om at trykteste vores forståelse af demokrati og åndsfrihed. Og på et dybere plan kristendom.
To episoder inden for det seneste par uger illustrerer i deres tilsyneladende forskellighed problemet.
Første episode: Jeg morede mig kosteligt, da journalisten Abdel Aziz Mahmoud forrige torsdag købte domænet stram-kurs.dk og skabte en funktion, så folk, der gik ind på det, kom direkte til Mahmouds egen organisation Mino Danmark, som arbejder for fredelig integration.
Sjovt fundet på, og hvor havde Paludan godt af det. For hans synspunkter er dybt umenneskelige og udemokratiske!
Men efter et par timers hygge med stuntet begyndte eftertanken: Havde jeg syntes om metoden, hvis den var gået ud over en bevægelse, jeg har den mindste sympati med?
Svaret er naturligvis nej.
For selvom stuntet ikke hører til de alvorligste brud på menneskerettighederne, er det i modstrid med elementære demokratiske spilleregler: Vi kæmper med hinanden på argumenter, ikke på forskellige former for obstruktion af modpartens virksomhed.
Anden episode kom dagen efter – den 3. maj: Integrationsminister Inger Støjberg vil lave en liste over regimer, foreninger og enkeltpersoner, som ikke må give donationer til opbygning og drift af ”Religiøse foreninger med videre” i Danmark.
De donorer, der skal kunne forbydes, skal dokumenteret have antidemokratiske holdninger. Selvom det ikke fremgår direkte af artiklen, handler det naturligvis primært om udenlandske donorer og om donationer til moskéer og muslimske kulturhuse.
Igen: Jeg har sympati med hensigten. Der er åbenlyst antidemokratiske kræfter i det muslimske Danmark, som skal bekæmpes, og det er fristende bare at klappe i sine hænder, for ”mørke kræfter skal ikke ødelægge demokratiet”, som ministeren siger.
Men som i Abdel Mahmoud-tilfældet er det metoderne, der er problemet, selvom Støjbergs eksempel er mindre morsomt og i grader mere alvorligt. Kampen mod ekstremister skal føres på argumenter, holdninger og forkyndelse. For min skyld gerne robuste, udiplomatiske og skarpe formuleringer. Men det skal ikke foregå på restriktioner og smarte eftertacklinger.
Ellers skader vi vores egen demokratiske sjæl og bliver selv mørke kræfter, der ødelægger demokratiet.
Filosoffen Friedrich Nietzsche citeres undertiden for en bemærkning om, at ”den, der vil bekæmpe et monster, skal tage sig i agt for, at han ikke selv bliver et monster”.
Hvad enten, det er et ægte citat eller ej, rammer det en nerve: Vi kan i vores iver for at forsvare demokratiet, rummeligheden og menneskeligheden selv blive umenneskelige.
Derfor må vi – i forlængelse af Jesu bjergprædiken – i mødet med selv den mest rædselsfulde næste spørge os selv: Behandler vi ham lige nu, som vi selv ville behandles?
Når det handler om idelogisk kamp, konkretiseres spørgsmålet: Giver vi ham almenmenneskelige og demokratiske spilleregler?
Altså spilleregler, vi ville acceptere anvendt mod os selv. Jeg ville for eksempel ikke synes om, at danske missionsselskaber, der arbejder i Etiopien, Tanzania og Cambodja kom på lister over uønskede donorer i disse lande.
Det gælder også, når Rasmus Paludan og nogle muslimske ledere optræder som destruktive næster, som det er umuligt at føle den mindste respekt for.
For at tale grundtvigsk: Vi må kræve af dem, at de optræder med ”hånden bundet og munden fri” og kun bruger ånd og ord, selv når de argumenterer for demokratiets ophævelse. Og de må forvente det samme af os. Hvis nogen af os overskrider den grænse og begynder at anvende vold, pres og chikane, har vi straffeloven til at sætte grænsen. Ikke særlige regler for særlige grupper.
Jeg er klar over, at vi har en injurielovgivning og racismeparagraf, men grundlæggende må jeg erkende, at jeg går ind for, at vi med argumenter udskammer upassende ytringer i stedet for at lovgive os ud af problemet.
Modspørgsmålet er naturligvis, om et demokrati, der agerer på den måde, ikke bliver sårbart og får en svækket modstandskraft mod ekstremister.
Jeg anerkender anfægtelsen i det spørgsmål, men ser kun ét svar: Det er demokratiets nødvendige sårbarhed at løbe risikoen og rumme synspunkter, der vil ophæve det.
Vil demokratiet ikke leve i den sårbarhed, er det på vej til at guddommeliggøre sig selv. Og det bliver demokratiets død.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh.