Prøv avisen
Tidens tegn

Når stjernerne falder fra anmelderens himmel

Nils Gunder Hansen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den veldrejede krimi skal ikke piskes med Marcel Proust, hvad angår stjerner og standarder. Derfor er det nogle gange svært at anmelde med et blik på både døgnet og evigheden

En venlig læser har skrevet til mig for at spørge til stjernesystemet. Han kan ikke altid få antallet af stjerner til at passe med bedømmelsen i den skrevne tekst. Den aktuelle anledning var min nylige anmeldelse af Jens Christian Grøndahls roman ”Inde fra stormen”, som jeg gav fire stjerner, hvor teksten virkede mere positiv end det. Det syntes læseren, og det kan han have ret i. Han anfører i øvrigt, at hans spørgsmål ikke gælder den anmeldelse specielt, men mange anmeldelser inden for alle kunstformer.

Humlen er jo, at vi er ude i en form for ”dobbelt bogholderi”. På de fleste aviser praktiserer vi et dobbelt bedømmelsessystem: Antal stjerner kommunikerer en ret éntydig dom, den skrevne tekst kan – den behøver selvfølgelig ikke – levere mange nuancer, argumenter og mellemregninger.

Når to så forskellige systemer skal samarbejde, vil der ofte opstå friktion, og jeg tør vel godt røbe, at vi anmeldere indimellem også kommenterer stjerne-antallet over for hinanden eller vender det med vores redaktør: Passer antallet til teksten? Hvis mine studerende på universitetet til eksamen fik en halv til en hel sides skriftlig bedømmelse ud over deres karakter på 7-trinsskalaen, ville det nok også give anledning til en del friktion. Jeg tør næsten ikke tænke tanken til ende.

En del anmeldere bryder sig slet ikke om at give stjerner. Andre ser det som en selvfølgelig del af deres professionelle opgave. Uden at jeg helt kender historien bag, gætter jeg på, at disse systemer mere har været ønsket af chefer end af anmeldere: Stjerner er blikfang og nyhedsværdi, og de er læserservice og brugervejledning, hvor skrevne anmeldelser kan have en indbygget drift mod en mere eksklusiv akademisk og æstetisk bedømmelse.

Et hovedproblem er, om skalaen skal opfattes absolut eller relativ. Her må enhver svare for sig. Men skulle man være absolut, skulle der næsten aldrig uddeles seks stjerner og måske kun fem stjerner få gange på et år. For seks stjerner kan kun gives til udødelige mesterværker, fødte klassikere, der vil stå til evig tid, og fem stjerner til de overordentligt fremragende værker, der vil fordunkle det meste andet inden for en kortere årrække. Almindeligt gode bøger vil aldrig kunne få mere end fire stjerner. Og de fleste andre tre eller to eller det, der er værre, selvom de regelrette katastrofer måske vil være sorteret fra, inden de rammer anmelderen.

På den måde ville stjernerne ikke skabe meget liv på siderne, og en chef på en avis, hvor jeg tidligere var ansat, kom da også engang for skade at røbe, at man på ledelsesgangen var lidt træt af de mange anmeldelser med tre eller fire stjerner. Spil dog nu i hele banens bredde, I æggehoveder!

De fleste anmeldere bruger derfor nok skalaen mere løst, afslappet og relativt. Bøger skal jo også bedømmes på deres genre og på deres prætentioner. Den veldrejede krimi skal ikke piskes med Proust. Enhver debuterende digter er måske ikke den nye Adam Oehlenschläger, men mindre kan gøre det.

Apropos spørger læseren også, om unge kunstnere ikke ofte bliver anmeldt relativt mildt, og om det ikke er problematisk, omend godt og ansporende for de unge, hvis man på den måde har aldersrelaterede kriterier? Der er nok noget om det, men det er i så fald et kulturelt eller almenmenneskeligt forhold, der går videre end anmelderi: Alle elsker ungdom, især talentfuld og engageret ungdom. Tænk blot på klima-aktivisten Greta Thunberg. Der er noget kollektiv ønskedrøm og virkelighedsflugt i ungdomskult til alle tider.

Nu var Grøndahls roman ”Inde fra stormen” i høj grad skrevet på baggrund af erfaring og levet liv. Den ville have været utænkelig som debutroman. Men lad mig i denne snævre kreds indrømme, at når jeg kun gav den fire stjerner, var det, fordi jeg underhånden tænkte på den absolutte skala. Nok er denne roman ypperligt god på sine præmisser – et lille tværsnit af en familiehistorie med indlagte kritiske samtidskommentarer – men er den trods alt ikke så spinkel i sit anslag, også målt med det bedste, Grøndahl selv har leveret i sit lange forfatterskab, at den ikke er et hovedværk, men kun en fin lille ting til fire stjerner