Prøv avisen
Kiosken

Når vi deler billeder af vores døde børn

Chrissy Teigen, der er model og forfatter, ses her med sin mand musikeren John Legend. Dette billede, hvor parret er på hospitalet, er et blandt flere, der er taget kort efter, at Legend og Teigen fik at vide, at deres barn ikke overlevede fødslen. Billedet har derfor været genstand for vild diskussion. For er det okay at dele den slags billede på sociale medier? Foto: Chrissy Teigen/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved roskilde universitet. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Chrissy Teigen og John Legend deler her et billede, hvor parret er på hospitalet. Billedet er et blandt flere, der er taget kort efter, at de fik at vide, at deres barn ikke overlevede fødslen.

Jeg går ikke ud fra, at særligt mange blandt Kristeligt Dagblads læsere kender Chrissy Teigen. Men Teigen er en international kendis. Teigen er model og forfatter til nogle kogebøger. Hun er gift med musiker John Legend. Hun har over 32 millioner Instagramfølgere og flere end 13 millioner følgere på Twitter. Og det er først og fremmest, fordi hun lader offentligheden følge med i hendes privatliv.

For to uger siden gjorde Teigen noget, som har skabt debat – ikke kun på de sociale medier og i alverdens sladderblade, men også i en lang række etablerede internationale medier: hun lagde billeder ud, hvor hun og manden grædende sad og holdt om deres dødfødte baby, Jack. Blandt andre Washington Post bragte en større artikel, ”Chrissy Teigen og John Legend deler tabet af parrets tredje barn på de sociale medier”, med citater fra den tekst som Teigen lod ledsage de hjerteskærende billeder: ”Vi vil altid elske dig, Jack.”

Teigens første billede fra hospitalet, hvor hun folder hænderne og græder i smerte, fik på rekordtid flere end 11 millioner likes på Instagram. Selv da Teigen sad i taxaen på vej hjem fra hospitalet, tweetede hun videre om sin sorg: ”Jeg kører nu hjem fra hospitalet uden min baby. Hvordan kan det være rigtigt?”.

Washington Post gør opmærksom på, at der årligt er cirka 26.000 dødsfødsler i USA. Og det er en af grundene til, at Teigen i mange medier har fået stor ros for sin hudløse eksponering af intimsfæren. ABC News slår i en stor artikel fast, at Teigens åbenhed om sin sorg ”giver validitet til de tavse smerter og lidelser hos mange familier”. Teigens gestus “har hjulpet til at nedbryde den stigma der omgærder afbrudte graviditeter og dødsfødsler. Når kendisser deler deres sorg, er det en støtte til alle kvinder, der har haft lignende oplevelser”.

Men historien vækker også til eftertanke, selvom man naturligvis hverken kan eller skal kritisere en kvinde, der lige har mistet sit barn. Hadley Freeman, som selv har gennemlevet en afbrudt graviditet, reflekterer i The Guardian . ”Den her historie får en masse følelser frem i mig, Men det er ikke gode følelser. Grænsen mellem det private og det offentlige forsvinder. I vores performative tidsalder bliver vi belønnet for at dele enhver krise, der sker i vores krop, enhver tanke der passerer gennem hovedet.”

Den franske samfundsøkonom og debattør, Olivier Babeau, udgav for to år siden en lille bog, ”Hyldest til hykleriet”. Titlen er en provokation, men Babeau mener det alvorligt. Som Babeau udtalte i et interview i franske Le Figaro : ”Hykleri er en betingelse for det sociale liv.” Babeau vender i sin bog tilbage til den oprindelige betydning af ordet ”hykleri”, som kommer fra det oldgræske ”hypocrites”, og som betyder skuespiller.

I den græske teatertradition brugte skuespillere masker til at repræsentere de karakterer, som de spillede foran et publikum. Pointen er enkel: mennesker har faktisk brug for masker for at opretholde identiteten i mødet med offentligheden. Som eksempel giver Babeau ”gode manerer”: ritualiserede måder at opføre sig på, når vi agerer i offentligheden, men som vi – som en maske – lægger på hylden, når vi er alene.

Hykleri er samfundets mulighedsbetingelse. Hykleriet markerer en adskillelse mellem privatliv og offentlighed. Og det er selve denne adskillelse, der i dag er truet af det, som Babeau kalder for en ”egalitarisk puritanisme” og ”transparensens diktatur”.

Alle er lige. Og alt skal være synligt for alle – hele tiden. Derfor forsvinder de gode manerer i det offentlige rum. Hvis vi ikke siger ”undskyld” eller ”pardon”, når vi vader rundt i vores dagligstue, så behøver vi jo heller ikke gøre det, når vi spadserer ned af strøget og støder ind i en anden.

Den berømte tyske samfundsteoretiker Jürgen Habermas har fremført den berømte tese om en ”systemverden”, der truer den såkaldte ”livsverden”. For Habermas er systemverdenen styret af anonymiserende markedsmekanismer og objektiverende administrativ magt, mens livsverdenen bygger på de menneskelige relationer og identiteter, der opstår via den sproglige kommunikation. Ifølge Habermas er systemverdenen i gang med at kolonisere livsverdenen og truer dermed den frie og fornuftige kommunikation, hvorigennem mennesker skaber mening i deres liv.

Måske man i dag kan vende hans teori på hovedet: det er livsverdenen og kommunikationen omkring vores privatliv, der er i fuld gang med at kolonisere resten af samfundet. Vi troede, at vi ikke havde brug for masker.

Men i stedet har vi gjort offentligheden til en permanent skueplads for vores blottede intimitet. Truslen mod vores livsverden kommer ikke fra stat eller marked. Den kommer indefra.