DER ER IKKE MEGET, der kan måle sig med diskussioner blandt præster og biskopper og øvrige interesserede. De handler ofte om de helt store spørgsmål, hvilket også gælder den seneste om evolutionsteoriens betydning for vores selvopfattelse og etiske dømmekraft.
Uanset om man sympatiserer med præst Mads Jakob Jakobsens formulering i det lokale kirkeblad eller ej, har balladen afstedkommet vigtige overvejelser om vores kultur.
Forleden bidrog lektor Hans Henrik Hjermitslev med en spændende kronik her i avisen, hvori han understregede, at Mads Jakob Jakobsen overdriver sammenhængen mellem en videnskabelig teori og vor kulturs bærende livsanskuelse. Hjermitslev skriver følgende:
”På et tidspunkt i løbet af menneskehedens udvikling har kulturen udfriet sig fra naturens nødvendighed og skabt rum for individets frihed og dermed en etik, der adskiller mennesket fra dyrene.”
Hvorpå det tilføjes, at dette er baseret på ”det kristne kærlighedsbud og den gyldne regel om, at ’alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem’”.
DET ER JO SANDT, at vi har adgang til en etisk bevidsthed, der adskiller os fra dyrene, men kan man slutte fra denne iagttagelse og til en antagelse af, at styrken fra det kristne kærlighedsbud og den gyldne regel vil blive ved med at have samme afgørende plads i vores bevidsthed?
Dette er et centralt spørgsmål i den uendelige samtale om den kristne kultur og menneskenaturen, og når vi ihærdigt hver søndag forkynder kristendom i landets kirker, skyldes det vel blandt andet en bestemt erkendelse. Nemlig, at mennesket aldrig kan forlade sig på, at det har udfriet sig så meget fra de lavere kræfter, at det ikke fortsat i en eller anden grad vil forfalde til at opføre sig i pagt med naturlig selviskhed. Forkyndelsen er også beregnet til at minde os om, at vores bevidsthed om det kristne kan overskygges af noget andet, fordi tiden går, alt imens synet på liv og død og menneskeligt råderum altid er i bevægelse.
Lars Sandbeck og Lars Christiansen skrev i 2009 bogen ”Gudløse hjerner”, som var en polemisk kritik af nyateismen og den mere forråede videnskabstro, og her sættes visse ting på oplysende vis på spidsen. Blandt andet lyder det:
”Vi skal selvfølgelig ikke melde fandens ankomst, før han er her, men vi frygter, at nutidens biologisme kan føre til radikale ændringer i menneskesynet, der på længere sigt kan gøde jorden for biofascister, der i videnskabens hellige navn vil rense ud i den menneskelige genpulje.”
De to forfattere understreger, at vi aldrig må glemme, at vores menneskesyn kan ændres i et omfang, som man måske ikke lige nu med alle sine gode intentioner tror muligt. Det skyldes også, at næstekærlighedsbuddet jo kan blive tilpasset tidens kræfter, og for eksempel kan vi i debatten om aktiv dødshjælp ane nogle forskydninger. Mens mange i dag mener, at det er næstekærligt at begå medlidenhedsdrab – hvilket det jo også kan være – kan man glemme at tage højde for den norm, der på længere sigt kan udvikles. Når synet på forholdet mellem os og døden ændrer sig, kan det muligvis medføre en ændring i synet på, hvad næstekærlighed er. Og hvor meget man i dens navn må tage beslutningen om liv og død i egne hænder.
DERFOR ER DER NOGET LIDT VOVET ved som Hans Henrik Hjermitslev at foreslå, at vi blot vil blive ved med at hvile i en bestemt etisk tænkning, udsprunget af det kristne kærlighedsbud.
I hvert fald rummer den overbevisning en stor tillid til vores egen gode dømmekraft. I min nye bog ”Tolv tiltaler” beskriver jeg blandt andet det selvhævdende i menneskesindet, som man kan erfare i de øjeblikke, hvor ens egen selviske vilje kan føles stærkere end viljen til at ære den anden. Og en højere magt.
Vi befinder os altid i fare for at forråde den gyldne regel, fordi vi ikke er stærke nok til blot som civiliserede væsener altid at adlyde den, og i diskussionen om vores civilisation må vi ikke glemme, hvor svært det kan være at gennemskue, hvornår man gør sig skyldig i for egenrådigt at tolke det etiske ideal. Også næstekærligheden kan blive til en størrelse, der på problematisk vis skabes i menneskets eget billede, og når det af Hans Henrik Hjermitslev beskrives som vort adelsmærke, at vi har sat os ud over naturen ved at skabe en kultur, der grunder i den gyldne regel, behøver man blot at skue ind i sig selv for at sande, at alt ikke dermed er sagt.
For hvad nu hvis mennesket udviser mere og mere tendens til at tolke den gyldne regel, som det selv vil? Og hvad nu, hvis det end ikke opdager det? Til inspiration kan man citere den tyske forfatter Rüdiger Safranski, der i bogen ”Det onde” skriver:
”Når man holder op med at tro på Gud, er der ikke andet at gøre end at tro på menneskene. Derved kan man gøre den overraskende opdagelse, at det var lettere at tro på menneskene, mens man endnu tog omvejen omkring Gud.”
Lad os bære den tanke med os, når vi diskuterer arten og holdbarheden af vores civilisation.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.