Nøglen til Dylan er hans sang

Mange er dybt optaget af Dylans tekster, men jeg har hørt hans sang som et instrument på linje med guitar og mundharpe, skriver Lars Handesten om 80-årsfødselaren, som han hørte første gang som 11-årig

Dylan har ikke kun været den, der samlede, men også den der spredte. Nogle hører ham aldrig og kan ikke tåle hans efterhånden meget raspende stemme, mens han for andre er nærmest sakral.
Dylan har ikke kun været den, der samlede, men også den der spredte. Nogle hører ham aldrig og kan ikke tåle hans efterhånden meget raspende stemme, mens han for andre er nærmest sakral. Foto: Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix.

Sidst jeg så Bob Dylan – det er en seks-syv år siden ved en koncert i Helsingborg – stod han med siden eller ryggen til mig det meste af tiden. Jeg havde ingen kontakt med ham, og jeg stod også alt for langt væk til den udendørs koncert, hvor al lyd og stemning forsvandt op i den mørke, åbne himmel. Jeg havde taget min søn på 15 år med, fordi han – ufrivilligt – havde hørt Dylan, siden han blev født, og jeg syntes, at han skulle se og høre verdensstjernen bare én gang i sit liv.

Det var ikke nogen succes. Den gamle Dylan er ikke rigtig for børn og unge, og selv jeg kan komme i tvivl om relevansen af, at han står på en scene og maltrakterer sine egne gode sange. Dedikerede Dylan-fans synes, at det er evigt interessant, hvad han nu kan finde på at udsætte sangene for. Og tager den halvsure, stive, gamle mand noget, der ligner et enkelt dansetrin på scenen, bryder jubelen løs og vil ingen ende tage. Se, Dylan danser! Lyset i telefonerne bliver tændt, og ikke et øje er tørt. Mesteren selv ser aldeles upåvirket ud og gentager bare for 117. gang ”Don’t follow leaders, watch the parkin’ meters”.

Der er noget paradoksalt i den personkult, der står omkring Dylan, når han nu så dårligt egner sig til den. Man forstår, at han ikke havde lyst til at møde op i Stockholm for at modtage Nobel-prisen i litteratur.

”Don’t look back” hed filmen, der slog Dylans stjernestatus fast. Men efter 60 år på scenen er det svært at lade være med at se tilbage. Han synger selv gamle Frank Sinatra-numre fra 1950’erne og traditionelle julesange. Her er jeg personligt stået af. Men ellers – ellers er han den musikalske luft, jeg har åndet i, siden jeg som 11-årig hørte Radio Luxembourg via min storebrors spolebåndoptager og lagde mærke til et par numre fra ”John Wesley Harding”albummet. Der var noget, der allerede dengang gav genlyd i mig, og snart efter fik jeg et opsamlingsalbum med ham, hvor alle de store hits var på.

Dylan er måske den, jeg har lyttet allermest til gennem årene. Og lyttet er det rigtige ord. Der er folk, som har været dybt optaget af hans tekster, men jeg har snarere hørt hans sang som et instrument på linje med guitar og mundharpe. Selvfølgelig er der sætninger og sange, der har sat sig fast, og som har flettet sig ind, hver gang jeg har været ”tangled up in blue”.

Dylan har ikke kun været den, der samlede, men også den der spredte. Der har altid været dem, som kan lide ham, og dem, som ikke kan holde ham ud. Der går et jerntæppe ned igennem min vennekreds og i min familie. Nogle hører ham aldrig og kan ikke tåle hans efterhånden meget raspende stemme, mens han for andre er nærmest sakral. Skal man sætte lidt fut i selskabet i min familie, skal man bare sige Bob Dylan, så kører diskussionen på de høje nagler. Der er ikke plads til de store nuancer, når Dylan deler vandene.

Blandt mine venner er der én, der stort set kun hører moderne jazz. Jeg sætter ikke Dylan på, når han er på besøg. I forhold til denne avancerede instrumentalmusik falder Dylan selvfølgelig også igennem. Det er jo i princippet ikke meget mere end ”tre akkorder og sandheden”. Det sjove og skønne er, hvor mange gange Dylan kan variere og forny denne simple formel og finde på stadig nye og vedkommende vers.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.