DET ER HÅBLØST. Sådan i al almindelighed. Uanset, hvor energisk man står op og vil det bedste med dagen, opstår der små svigt undervejs. Uanset, hvor velindstillet det moralske kompas måtte være, bliver man ført på afveje af sig selv.
Forargelsen over endnu et henkastet løbehjul, over endnu en medborger, der springer over i køen i supermarkedet, når de åbner i kasse fire, og over endnu en politiker, der hyklerisk peger på splinten i andres øjne, imens han eller hun har indtil flere bjælker solidt placeret gennem kraniet, fylder sindet i stedet for glæden over værensunderet.
Det synes umuligt at opretholde optimismen på egne og andres vegne. Det er håbløst. En hurtig rundtur i den skraldespand af skuffelse, indebrændthed og usaglige raseriudbrud, vi kalder de sociale medier, kan suge livsglæden ud af enhver. Et samfund, der synes i stadig opløsning med korruption, økonomisk spekulation på bekostning af andre og en optagethed af egne goder, der udelukker andres nød.
Og så er det snart jul. Tid til gaveræs, overforbrug, druk og bjerge af død gris i forskellige udskæringer. Begejstrede finansfolk, der melder om nye rekorder for julehandlen, imens arterne forsvinder, og klimaet går sine helt egne vegne som en direkte konsekvens af hyperforbrugssamfundet. Et samfund, som de færreste finder den store tilfredshed i, men som vi alligevel render forvildede rundt i, forført, vildledt og bedraget af en reklameindustri, der helt uden skam står forrest i køen for at sætte verden i brand. Det er også håbløst.
Og så skinner solen alligevel skarpt og lavt over Sjællands brune marker sådan en decembermorgen på vej i tog gennem landet. En venlig mand hjælper en venlig kvinde med at bære en klapvogn ind i toget. Kaffen er varm, og baristaen lød, som om hun mente det, da hun ønskede mig en god dag.
I aften er den elskede og jeg hjemme samtidig. Mellemste søn fylder 19 år og har meddelt, at han flytter hjemmefra. Og så sidder man der stolt, glad, lettere forvirret og med et tab i hjertet, som skal være der.
Så måske er det hele ikke så håbløst. Måske handler det mere om at huske på de sandheder, som vi godt ved, at vi skal leve efter, men hele tiden synes at glemme i den larm, som vi fylder verden med. Peter Plys har fat i den lange ende, når han bemærker, at ”nogle gange er det de mindste ting, der fylder mest i hjertet”.
Har man fået en tilværelse for intet – som vi har – så følger der to betingelser med. For det første skal man gøre sit bedste for at give videre. For det andet skal man sørge for at glæde sig over tilværelsen. Og her bliver opmærksomheden på de mindste ting vigtig. For det er så let at føle håbløshed. Det store billede, verdens gang og dødens vished tager glæden ud af tilværelsen, og etikken bliver til bitre pligter, der skal løftes på vej mod graven.
Men fokus på det banale, forstået som det enkle og simple, der tit forsvinder, kan hjælpe til at fastholde den grundlæggende glæde og undren over at være til og give lyst til at række den videre til andre. Og så står det mig lysende klart, kære læser, at du sikkert allerede lever dit liv sådan som den største selvfølge.
Men vi er nogle, der har behov for at blive mindet om det – og der synes juletiden, hvor lyset fødes ind i verden igen, at være en god anledning.
Glædelig jul!
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.