Det vidner om en kulturel forarmelse, at tiden altid fabler om ”mangfol-dighed”. Den er jo ikke noget i sig selv, påpeger Mark Bauerlein, redaktør ved magasinet First Things.
Mangfoldighed er en flad værdi, der ikke peger mod noget højere, kulturelt mål. Den angår kun større forskellighed.
Dens fortælling har et simpelt plot:
”I begyndelsen var manden, den hvide mand, den heteroseksuelle hvide mand, den kristne, heteroseksuelle, hvide mand. Og så var der de mange – kvinder, sorte, brune, hinduer, haitianere, homoseksuelle. Det er den handling, som skal beskrive vores land, vore universiteter, film og institutioner, hvad enten de har held til at gennemsætte mangfoldighed eller ej. Det er det hele. Vi går fra mono til multi, fra kun vanilje til 39 sorter is, og der kommer intet af det.”
Tænk på den store litteratur, skriver Bauerlein, hvor mange bolde den kunne holde i luften. Frihed, hjemstavn, kærlighed, nederlag og sandhed var i spil. Nu drejer mange film og romaner såvel som samfundsdebatten sig ofte bare om denne tomme mangfoldighed.
”Vores force er mangfoldighed,” erklærer firmaer og politikere. Og så en-der det dér. Rent antiklimaks. Da Barack Obama blev præsident, jublede alle over mangfoldighedens indtog i Det Hvide Hus, men euforien måtte vige for hverdagen, da han begyndte at regere. Så betød hudfarve mindre, og hans politik måtte bedømmes på dens resultater.
De eneste, der forsøgte at forlænge fortællingen, var de ivrige tilhængere, der blev ved at fremstille Obamas politiske kritikere som indskrænkede individer, som bare ikke kunne tåle mangfoldighed.
Kun når den savnes, kan mangfoldighed avle lidenskab, når der er kamp forude. Har den først sejret, ophører den med at være vital værdi. Derfor lever den i dag mest i munden på kommunikationsfolk, mindre i hjerterne. Den er en bureaukratisk ting. Gennem kvoter er mangfoldighed indført alle vide vegne, og lidenskaben er borte.
Derfor forsøger man nu at piske strid op igen og opfinde nye konflikter. En fortælling har brug for en kamp mellem skurke og helte. Måske er det derfor, gender-krigen ønsker at danne stedse nye kønsidentiteter og dermed nye minoriteter, som man kan kalde undertrykte. Så kan man komme på barrikaderne igen. For har mangfoldigheden først sejret, sænker kedsomheden sig.
Og dermed måske den kulturelle tomhed, kunne man tilføje. En angst for den frysende åndløshed, man har stridt sig ud i.
I The American Spectator er Joseph Bottum inde på noget af det samme. Han skriver om romanens aftagende betydning, som han anser for symptom på, at Vesten er ved at tabe sansen for højere mål.
Prosa er der nok af i tiden, men ofte erstattes romanerne af de meget populære biografier. Medierne producerer laviner af halv-litterære essays i new journalism -genren. Men det er jo slet ikke det samme. Der skrives stadig gode romaner, men de føles ikke nær så uomgængeligt vigtige som engang.
Romanen var gennem 300 år Vestens muligvis vigtigste kunstform. Et instrument til forståelse af eget sjæleliv. Man begyndte at kigge indefter og fokusere på det individuelle.
Noget lignende skete i filosofien, hvor moderniteten indvarsledes med Descartes (1596-1650) og hans ”jeg tænker, altså er jeg”. Hos Kant (1724-1804) og Rousseau (1712-1778) fortsættes denne kredsen om jeg’et.
Også den protestantiske teologi er præget af fokus på den individuelle sjæl.
Joseph Bottum ser da også romanens vigen gå hånd i hånd med sekulariseringen. USA forstod sig indtil 1965 som en klart protestantisk nation, men i dag er kun 10 procent af amerikanerne medlemmer af protestantiske kirke-samfund. Det er den vigtigste forandring af landet gennem de seneste 50 år, mener Bottum.
Romanen skildrede ofte tvivl og søgen, men tilbød også løsninger. I dag føles den mindre livsvigtig, sikkert fordi vi er ved at miste interessen for en dybere mening i tilværelsen og for vores egen historie og dens værdier. Skal man i dag endelig beskæftige sig med sin kulturelle fortid, gælder det i reglen bare de forbrydelser, Vesten skulle stå bag.
”Og uden sansen for historiens tidligere mål og deres begrundelser, hvorfor så stræbe for fremtiden? Hvorfor skrive eller læse store bøger for at vinde indsigt?”.
Se på bibliotekerne, siger Bottum, hvor bunker af romaner makuleres, og hylderne bliver færre. Og se på universiteterne, hvor humaniora underviser i alle mulige andre ”tekstformer” end romanen.
Bottum nævner snesevis af betydelige, nyere forfattere – V.S. Naipaul, Mario Vargas Llosa, Thomas Pynchon, Philip Roth, Don DeLillo, J.M. Coetzee, Martin Amis, Salman Rushdie, A.S. Byatt, Zadie Smith, Haruki Murakami, Marilynne Robinson og flere. Alle talentfulde, men uden den gigantiske og brede betydning som Daniel Defoe, Jane Austen, Charles Dickens og W.M. Thackeray havde for menneskene engang. Det er ikke forfatterne, der er noget i vejen med. Det er læserne.
Hvad vi oplever, er faktisk, at kulturkristendommen med dens relative alvor også sekulariseres bort. Romanen var et forsøg på at genfortrylle verden. Den blev en stedfortrædende erstatning for den vigende kristendom. Moderne litteratur ville gerne skabe en dennesidig metafysik, en kult omkring sjælen og dens granskning. Nu viger tilsyneladende også denne seriøsitet.