Sognepræst om corona-regulering i EU: Nu viser der sig en anden risiko ved pandemien

Drøftelse med argumenter for og imod er ofte sat ud af kraft. Mange sætter sig straks på den høje moralske hest: ”Det drejer sig om menneskeliv.” Det er en grov forenkling, skriver Anders Raahauge

Sognepræst om corona-regulering i EU: Nu viser der sig en anden risiko ved pandemien
Foto: Denis Lovrovic/AFP/Ritzau Scanpix.

Debatten i Europa er i disse dage præget af megen eftertanke over reguleringen af borgernes adfærd under denne anden coronabølge. Tidligere tysk familieminister for CDU, 43-årige Kristina Schröder, skriver mandagsklumme i Die Welt, og i forgårs angik den statens indgreb i borgernes frihed. Modsat autoritære regimer må og skal frie samfund afveje tvang og kontrol og give rum for personligt ansvar, mener Kristina Schröder.

Borgeren må have et vist mål af spillerum til at træffe frie, fornuftige valg. Det glemte de tyske myndigheder under den første corona-lockdown, hvor man indførte regler for at sætte sig på en parkbænk og luftning af hunden. Og mødte man politiet, skulle man i nogle delstater kunne begrunde, hvorfor man havde forladt sit hjem.

Under novembers nye nedlukning har staten besindet sig. Hvis borgeren ikke selv må afgøre, om hun eller han sætter sig på bænken, besøger sine børnebørn eller inviterer venner til middag, så er hun slet ikke et ansvarligt individ, men blot modtager af lodret befaling.

Man er kun ramt af det ”corona-imperativ”, som Tysklands mest berømte virolog Christian Drosten har formuleret: Handl hele tiden, som om du faktisk er smittet, og enhver over for dig tilhører en risikogruppe.

Med et genialt kunstgreb lykkedes det filosoffen Immanuel Kant at formulere sit kategoriske imperativ sådan, at dets strenge bud alligevel åbner mulighed for det fornuftige menneske til, fra gang til gang, at vurdere sin handling: ”Handl således, at din viljes grundsætninger også altid kunne gælde som princip for en almen lovgivning.” Christian Drostens imperativ er derimod så snævert, at man faktisk bør storme bort fra enhver, man møder: den logiske reaktion hos en smittet over for de mest sårbare.

Myndighederne bør tillige afveje risiko over for sociale, økonomiske og psykologiske skadevirkninger ved stramme restriktioner. Og de er svære at beregne:

”Hvad betyder tabet af en tredjedel af et skoleår for millioner af børn? Hvor meget tæller en finansiel krise og det dermed forbundne tab af velfærd? Hvordan tæller de psykisk syge, misbrugerne, voldsofrene, hvis lidelse i hjemmet i reglen sikkert er blevet endnu værre?

Sådant kan virologerne ikke tage stillig til. Her skal politikerne afveje. Desværre gemte de sig under den første nedlukning bag statistikker og lod som om, de intet valg havde, men handlede aldeles objektivt. Ikke efter moden overvejelse. Som var politikeren reduceret til en notar, der blot kunne konstatere det pandemiske imperativ.”

Og der er fortsat politikere, der bestrider, at de har et spillerum for vurdering, men blot farer frem. Det er en trist langtidsvirkning, at debatten er blevet for hård, konstaterer Kristina Schröder.

Selv har hun på Twitter sat spørgsmålstegn ved maskepligt for skolebørn og blev derpå ramt af infame beskyldninger for hensynsløshed.

Drøftelse med argumenter for og imod er ofte sat ud af kraft. Mange sætter sig straks på den høje moralske hest: ”Det drejer sig om menneskeliv.” Det er en grov forenkling, der bekvemt blot skal lukke munden på modparten.

Rod Liddle er en af hovedskribenterne på The Spectator, verdens ældste tidsskrift. Han indrømmer åbent, at han har sadlet om. I marts gik han fuldt ind for Storbritanniens nedlukning, for det virkede som den entydige kur mod en ny, alvorlig pest. Nu ser han anderledes på situationen. ”Jeg fejlvurderede, i hvilken grad én lille gren inden for videnskaben, som ikke kan se skoven for bare træer, kunne gribe magtens håndtag og nægte at slippe dem igen.”

Coronaen viste sig at være mindre farlig end først antaget. Gennemsnitsalderen for døde med corona i Storbritannien er 82,4 år, lidt højere end den britiske gennemsnitslevealder. Og dødeligheden blev ikke som formodet mellem to og tre procent, men lidt under 0,4 procent. 0,4 procent af den britiske befolkning udgør stadig frygtelig mange mennesker, medgiver Rod Liddle: 250.000. Tallet skal dog sammenholdes med de dødsfald, som følger aflysningen af tre millioner kræftundersøgelser indtil videre i år i Storbritannien.

Rod Liddle går stadig ind for kloge restriktioner, men han havde ikke forudset, hvordan venstrefløjen føjede covid-19 ind i sit arsenal af politiske våben, og hvordan den ville slå ned på enhver kritik af omfanget af statslig regulering.

Han må konstatere, at håndteringen af pandemien er blevet del af kulturen i 2020 på linje med trans-ideologi og kasten statuer af hvide mænd i vandet. Nu kan man både blive straffet for ikke at bære maske og ikke at knæle i idræt.

Rod Liddle efterlyser mere realisme: ”Dette er blevet et nyt område i vore liv, hvor eventyrets syn på verden dominerer: Ingen skal nogensinde dø! Eller arbejde! Venstrefløjen påstår, at den har eksperterne på sin side. Men som altid passer det ikke. Den har institutionerne og ngo’erne og de internationale organisationer, som alle har aktier i dette.”

Le Figaro interviewer filosoffen Étienne Klein. Han gruer for den anden nedlukning i Frankrig. Den første fandt han velgørende. Verdens rytme blev så langsom, at man for første gang følte sig synkroniseret med den. Denne nye nedlukning, som i Frankrig er meget skrap, er jo et deja-vu, som vækker irritation snarere end fred i sindet, mener Klein.

Ser man historisk tilbage, kan man konstatere, at befolkningerne før i tiden altid blev ramt af et kollektivt hukommelsestab oven på en overstået epidemi.Man fandt meget hurtigt tilbage til den afbrudte livsform. Ja, man blev faktisk mere travle end før, som om man ville indhente forsømt. Selv håber Étienne Klein på en global samtale om nye prioriteringer oven på denne rystelse. Uden hukommelsestab.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.