For et par år siden talte jeg og nogle andre i Socialdemokratiet om værdien af danmarkshistorien. Om hvordan viden om fortiden og dens fejl og mangler og fortidens mange gode og forstandige beslutninger og handlinger sikrer den enestående trygge og gode tilværelse, som tildeles os her på den nordlige halvkugle.
Vi talte om, hvordan fravær af historie og viden herom risikerer at få befolkninger og beslutningstagere til at begå fortidens fejl om igen.
Nogle af os erindrede, at Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen i sine mange første år udgav skrifter og underviste tillidsfolk i bevægelsens gerning og historie. Det blev ligesom væk i løbet af 1970’erne og 1980’erne.
Jeg, som gik i folkeskole i 1970’erne, blev sammen med mine jævnaldrende den første generation, som blev betegnet som historieløse – og desværre med god ret. Tiden i 1970’erne stod på endeløse bøger om vikinger og velsignelsen ved brug af Fælleden og frem for alt ikke om konger, krige og kronologi.
Min føromtalte samtalekreds syntes, det kunne være spændende at få historien ind i vores vigtigste arbejdsværelse på Christiansborg, det socialdemokratiske gruppeværelse, og spurgte derfor en kunstner og en historiker, om de ville påtage sig opgaven. Opdraget var syv malerier, der skulle afspejle forskellige historiske perioder fra 1871 og til nu, inddrage Socialdemokratiets ledende skikkelser og afspejle væsentlige begivenheder, som Socialdemokratiet har været en del af. De sagde heldigvis ja, og undervejs har vi set skitser og er blevet fortalt om arbejdets fremgang, men har kun været inddraget i minimalt omfang i billedernes indhold.
Således kan man nu gå på opdagelse i Socialdemokratiets historie i syv nye og, synes jeg, flotte og imponerende malerier. Og oveni er der udgivet en historiebog, som guider læseren igennem 150 års partihistorie.
Fremover kan vi vise besøgende på Christiansborg vores malerier frem og fortælle en historie om Socialdemokratiet. En historie, der vil være forskellig fra fortæller til fortæller. Jeg vil høre til dem, som med stor patos og stolthed vil tale om Socialdemokratiets flotte historie – andre fortællere vil rakke os ned og hade løs på Buhl og Krag. Og det er fint – det var vist også sådan, jeg fik at vide kunst skulle virke, dengang på skolebænken i 1970’erne.
Det eneste, malerierne ikke er skabt til, er at udløse en lavine af had og raseri på godhedens højborg Politiken, men det hænger måske sammen med, at de pågældende også er blevet historieløse.