Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Ny lov om voldtægt kan løfte vores evner til at omgås hinanden

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Når voldtægt går fra at defineres som ”sex under tvang” til at være sex uden frivillighed eller samtykke, bliver det vigtigt, at vi alle skærper vores evne til at aflæse hinandens signaler og kommunikation, skriver sociolog Anette Prehn

Danmark vil forventeligt snart se ny lovgivning, der har til formål at løfte indsatsen mod voldtægt. Det er vigtigt og på tide.

Uanset om ”frivillighed” eller ”samtykke” ender med at stå i centrum, rummer dette skridt en anledning til et mere generelt løft af vores kulturelle kompetencer.

Når voldtægt går fra at defineres som ”sex under tvang” til at være sex uden frivillighed eller samtykke, bliver det vigtigt, at vi alle skærper vores evne til at aflæse hinandens signaler og kommunikation. Som Straffelovrådet understreger i sin betænkning, at lovgivningen skal ”bidrage til en generel forståelse af, hvor grænserne går mellem acceptabel seksuel adfærd og strafbar seksuel adfærd”.

Dette lægger op til, at vi ”fintuner” os i forhold til: Hvilke signaler sender et menneske egentlig, der gerne vil have sex med dig? Hvordan er de mimiske, kropslige eller sproglige ytringer? Hvordan afklarer du og I konkret, at begge parter rent faktisk gerne vil? Hvilket sprog kan benyttes? Omdrejningspunktet kommer dermed i høj grad til at handle om den anden og om relationen, som du indgår i.

Forskning indikerer, at mænd generelt har sværere ved at aflæse ansigtsmimik end kvinder. Den hidtidige lovgivning, der lagde afgørende vægt på, om der aktivt blev sagt fra eller ej, har ikke været en anledning til at optræne evnen til at aflæse nonverbalt sprog eller udvikle sit eget verbale. Den nye lovgivning har potentialet til dette samt til at skabe en række øvrige mellemmenneskelige afledte effekter, herunder en mere ærlig samtale og nysgerrighed i forhold til, om man ønsker sex med en anden, hvornår, hvordan, initieret af hvad og så videre.

I mange daginstitutioner lægger man i dag fra børns tidligste leveår vægt på, at børn lærer at sige stop. Naturligvis er dét at mærke både sin egen lyst og ulyst, sine grænser og sige stop i tide en vigtig kompetence. Den kan bare ikke stå alene. For hvis det er den primære strategi, vi lærer børn – at den, der føler sig intimideret skal sige fra – så kan vi opleve, måske 15-20 år efter, at en ung mand uforstående siger: ”Jamen, hun sagde jo ikke stop!”. Denne logik lægger handlingsansvaret over på den, der oplever sig intimideret, gået for nær eller dårligt behandlet, og overtræderen behøver ikke at lære noget som helst. Logikken leder også på afveje på anden vis. For én type reaktion, når man oplever sig truet, er nemlig at fryse og sige ingenting. Og passivitet kan i øvrigt være en rationel reaktion, hvis man ræsonnerer, at dét at gøre modstand blot vil forværre situationen, man befinder sig i.

Hvad enten en ny lovgivning kredser om frivillighed eller samtykke, er den en invitation til, at alle forsøger at blive bedre til at aflæse de mennesker, vi færdes iblandt – også når vi er i en seksuel relation med dem. Ansigtet og øjnene taler nemlig, og det er en vigtig mellemmenneskelig kompetence at have disse som tilbagevendende fikspunkter for menneskeligt samvær. At få øje på nuancerne i disse såkaldte ”mikrobeskeder”: Hvornår er man i gang med at sige eller gøre noget, som en anden ikke er med på? Hvornår er en anden for eksempel tryg, fri og fuld af lyst? Forskere vurderer, at vi hver afsender op imod 4000 mikrobeskeder pr. dag. Det kræver lidt øvelse at lære at aflæse dem, men det er muligt og en vigtig investering i samspil.

Uanset hvordan den kommende lovgivning ender med at blive formuleret, rummer den en kompleksitet. Har man for eksempel altid lyst, inden man går i gang med en seksuel akt – eller kan man få lyst undervejs? Går man i ægteskabet eller parforholdet nogle gange med til samleje af kærlighed til den anden eller for at få en ”pligt” overstået? Er frivillighed eller samtykke nødvendigvis lig med lyst? Kan man mon altid tage sine egne fortolkninger af en anden for gode varer?

Den nye voldtægtslovgivning gør det oplagt med nye typer af refleksioner. Danske unge og voksne indtager ifølge en ny rapport fra Europa-Kommissionen en førsteplads i drukdisciplinen ”bingedrinking”, hvor man indtager fem til 10 genstande på én gang. Det kan lede til overvejelser som: Har en fuld person særlig gode forudsætninger for at vurdere, om en anden udviser tegn på frivillighed eller giver samtykke? Kan en fuld krop signalere en frivillighed, som fortrydes undervejs eller bagefter? Et nej er naturligvis et nej, men fuldskab kan gøre tungnem, og alkohol slører sanserne. Hvor fuld er det egentlig hensigtsmæssigt at være? Og videre: Findes der arenaer, man kan komme til at placere sig i som menneske, hvor situationen bliver usikker eller farlig – for eksempel fordi det er svært bagefter at hævde, at man ikke var der frivilligt? Som Straffelovrådet præciserer, er der kun sjældent vidner til en seksuel akt. Hvad nu, hvis man er gået med en fremmed hjem fra byen? Hvad nu, hvis man ændrer mening om, hvorvidt man ønsker at have samleje med vedkommende, når man er gået i gang? Hvornår kender man egentlig et menneske godt nok til at vælge at have sex med vedkommende? Er det nødvendigvis, når man første gang mærker lysten til at have det? Er dét at have fysisk samkvem med en anden i øvrigt i sig selv, mellem linjerne, et signal om, at man dermed også siger ja til efterfølgende samleje? Det er relevante overvejelser, som kalder på refleksion og samtale for mennesker i alle aldre.

Dét, der primært er fremme i den offentlige debat for tiden, er spørgsmålet om frivillighed versus samtykke. Begge omdrejningspunkter vil mere alment kunne føre en kulturel kompetenceudvikling med sig. Dén, der tager initiativ, har pligt til at sikre sig, at den anden er indvilligende.

Hvem ved: Måske vil vi om 5-10 år se tilbage på den nye lovgivning og betragte den som et godt eksempel på kulturel udvikling. Og en anledning til at justere på nogle praksisser, som måske ikke var så hensigtsmæssige endda.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.