En af de mest hyldede tv-serier lige nu er en skak-serie i overskuelige syv afsnit. Den hedder ”Dronninggambit” og kan ses på Netflix. Det er en fiktiv historie fra 1950’erne og 1960’ernes USA, der følger børnehjemsbarnet Elizabeth Harmon. Hun lærer ved et tilfælde at spille skak af pedellen i børnehjemmets kælder, og hun viser sig at være et naturtalent – et vidunderbarn.
Serien følger hendes unge liv og karriere, hvor hun dels prøver sine evner af mod en masse mandlige modspillere, dels skal slås med de udfordringer, hendes opvækst og sære væsen giver hende. Uden at serien træder i det, lider hun af den milde form for autisme, som man kalder Aspergers syndrom.
Skak-entusiaster har altid været gode til at finde fejl de få gange, spillet er blevet filmatiseret, men der er virkelig gjort noget ud af det denne gang. Eks-verdensmester Gerri Kasparov er en af konsulenterne på serien, og i flere afgørende scener har man baseret sig på partier, der rent faktisk har været spillet i skakhistorien. Det er velgørende med en serie, der introducerer til en særlig kulturel verden: skakkens verden.
Det, der overraskede os mest ved at se serien, var imidlertid, hvor opbyggelig den på mange måder var. I næsten hvert afsnit frygtede min kone og jeg, at der nu var noget skidt på vej – sadisme, vold, overgreb, intriger, ondskab – og så gik vores værste forventninger ikke i opfyldelse. Det var lige til at blive glad og i godt humør af.
Men det var også tankevækkende, for hvorfor havde vi de forventninger? Sikkert, fordi tv-serie-genren svælger i den slags. Så snart man præsenteres for en bestemt karaktertype eller en bestemt situation, ved man, hvad klokken er slået. Nu kommer der det. Og det. Og det. Nu skal hovedpersonen til at løbe spidsrod. Og vi skal løbe med.
Man beder selvfølgelig selv om det, når man opsøger kriminalserier og spionserier, men som en anmelder fra Berlingske forleden skrev, så har de sidste fire ”mainstream”-serier i bedste søndags-sendetid på DR også været særdeles dystre og uhyggelige: vold i familien, blodig terror i København, psykopati, drab og selvtægt i en lille dansk provinsby, og så har jeg glemt, hvad den fjerde handlede om.
Ironisk nok var samme anmelder dog nådesløs i sin nedrakning af TV 2’s ”Badehotellet” i seriens første mange sæsoner. Alt for meget folkekomedie og glansbillede. Det er ikke nemt.
Inden for mediernes verden tales der nogle gange om konstruktiv journalistik, det vil sige nyhedsartikler, der fokuserer på løsninger og fremskridt i stedet for på konflikter og problemer. På samme måde kunne man måske forestille sig konstruktiv fiktion, opdigtede historier, der ikke fokuserer på ondskab og nedrigheder, men viser, at tilværelsen kan være andet og mere.
Trods alt opretholdes livet på hele kloden hver eneste dag af myriader af i bedste fald gode og uselviske handlinger eller bare almindelige og fremkommelige handlinger.
Konstruktiv fiktion, ville det ikke bare være eskapisme og ”feel good”? Jo måske, men et virkelighedsbillede, hvor det ene menneske altid er det andet menneskes ulv (homo homini lupus, som den gamle latinske vending siger) er hverken sundt eller repræsentativt.
Når det er sagt, er der måske også en motiveret sammenhæng mellem seriens emne og seriens gode ånd. Næsten alle de menneskelige relationer i ”Dronninggambit” er formidlet af skakspillet. Ingen kan kaste sig som ulve over hinanden, fordi der står et bræt med nogle brikker på imellem dem. Skakspillet er en højt udviklet objektiv orden, som man ikke kan sjakre med. Det kan da godt være, at de mandlige skakspillere undrer sig over Elizabeth Harmons tilstedeværelse og ikke forventer det store af hende, men når de først er blevet klapset af, møder de hende med stor anerkendelse som sande gentlemen.
Denne saglige formidling, denne objektive orden, er en sand lise for genrens opkørte og hidsige univers, og det tjener serien til stor ære, at den fører det så konsekvent igennem. Verden er faktisk fuld af venlige og hjælpsomme mennesker, og nogle gange er der formidlende instanser som skak, der gør verden endnu mere dyb, vidunderlig og fantastisk, end den ellers ville være.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.