Prøv avisen
Tidens tegn

O har du søskende, så skøn derpå

Lars Handesten, lektor ved Syddansk Universitet og anmelder på Kristeligt Dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I en tid, hvor familier splittes, og forældre og børn og søskende ikke vil være sammen, kan der være god grund til at holde sammen på stumperne, fordi vi på godt og ondt skylder hinanden vores identitet

Da jeg var i Beijing for halvandet år siden for at undervise, spurgte jeg mine kinesiske studerende, om de havde søskende, eller om deres familieforhold var en følge af etbarnspolitikken. Flere, end jeg havde forventet, havde en søster eller en bror, men mange af dem havde ikke. De havde fætre og kusiner, men det ville deres egne børn ikke få, ligesom de heller ikke ville få onkler og tanter.

Det er mærkeligt at forestille sig, at man selv skulle være uden søskende, fætre og kusiner – når man nu er vant til det. Der er ingen at dele sin familiære part af barndommen med. Ingen søskende i hverdagen, ingen fætre og kusiner i ferier hos bedsteforældre og til familiefester.

Det kan godt være, at man ikke sidder lårene af sine familiemedlemmer til daglig, men det betyder alligevel en hel del, at de er der. Er man ikke så bevidst om det til hverdag, så bliver det dog tydeligt, når ens familiemedlemmer dør, og man ultimativt aldrig kommer til at se dem igen.

Jeg har selv tre søskende. Eller havde, for min ældste søster er netop død. Jeg er nummer tre i søskendeflokken og er på visse punkter opdraget og dannet mere af mine ældre søskende end af mine forældre. Det var mine søskende, jeg gerne ville ligne, og når jeg ikke kunne det, så ville jeg i hvert fald netop ikke ligne dem og søgte en identitet i opposition.

Måske har jeg også på den lange bane haft mere travlt med at gøre op med mine ældre søskende, hvad enten det var de biologiske eller de symbolske i form af idoler, end mine forældre.

Som barn så jeg op til mine ældre søskende, der jo i sagens natur hele tiden var foran mig. De kunne mere, turde mere, lige meget hvor meget jeg anstrengte mig. Min bror kunne cykle, før jeg kunne gå, og da jeg kunne cykle, var han klar til at køre knallert. Da jeg endelig blev gammel nok til en knallert, var han ved at tage kørekort. Og mens jeg rodede med at lappe min egen cykel, skilte han fingernemt sin knallertmotor ad. Det var umuligt at hamle op med, så det holdt jeg op med. Jeg kunne aldrig leve op til min brors tekniske snilde, og så vendte jeg både knallerter og biler ryggen. Jeg måtte slå mig igennem på nogle andre områder, for her var alt allerede besat. Så mens min bror blev elektriker og ingeniør, blev jeg litterat.

Det var til gengæld mere i min søsters ånd, for hun læste mange bøger, ligesom mine forældre, og det kom jeg også til. Jeg læste nogle af de bøger, som hun havde stående. Jeg hørte også nogle af de plader, som hun kom hjem med. Som den ældste var det hende, der introducerede The Beatles i familien med ”Rubber Soul”-albummet i 1965 og ”Det Hvide Album” i 1968. Hun levede allerede i de unges uafhængige verden med fester, sprut, smøger, kærester og eget sted at bo, mens jeg stadig gik i skole og boede hjemme. Men hun introducerede mig til det meste og slæbte ”lillebror” med på jazzklubber, før jeg rigtig var tør bag ørerne.

Det er klart, at forholdet til ens søskende også er præget af rivalisering og jalousi, og at et par generationer af kinesere er lykkeligt fri for den slags, da de har deres forældre for sig selv og bliver dyrket som små guder af både forældre og bedsteforældre. Alt i alt vil jeg dog foretrække at have søskende, selvom de kan være besværlige og irriterende en gang imellem. Og selvom voksne søskende er gode til at fastholde hinanden i de roller, som de engang har fået med sig fra barndommen af. Men også de roller kan komme i skred.

Nu da min storesøster er død og gået ud af rækken, sker der noget i dynamikken mellem os andre. Hun har i højere grad end jeg været den, der efter min mors død har forsøgt at holde sammen på familien ved for eksempel at arrangere julestue, hvor alle generationer har været samlet. Nu da hun er væk, skal hendes ”ansvarsområder” fordeles. Det kommer jo ikke til at foregå efter direkte forhandlinger, men som nye, tavse overenskomster mellem søskende og en ny generation af fætre og kusiner. Nogen må tage teten, hvor hun før gjorde det. Som den ”evige” lillebror har det ikke ligget til mig at gøre den slags, men det kan ændre sig.

Der er en gammel sentimental fabel af H.V. Kaalund om den dræbte and og hendes ællinger. Moralen lyder: ”O har du en moder, da skøn derpå!”. I en tid, hvor mange forældre og børn har brudt med hinanden, og hvor søs-kende heller ikke har lyst til at være sammen, vil jeg gerne moralisere og sige: ”O har du søskende, så skøn derpå!”.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.