Når venstrefløjens avantgarde endnu en gang har indtaget gaderne og er i færd med at hive endnu en statue af en historisk person ned, ved de så ikke, at de og statuen har part i samme synd? Når woke -bevægelsens proselytter kræver endnu en person fjernet fra pensum eller fyret fra sit job, ved de så ikke, at dem, de udskammer, er dem selv? Når gadens parlament foretager endnu en lynchning på sociale medier, ved de så ikke, at vi alle står der, nøgne og små, i gabestokken?
Måske er det sådan, at vi alle har en iboende trang til at dele verden op i let forståelige modsætninger. Godt og ondt. Lys og mørke. Rigtig og forkert. Ret og vrang. Krænkere og ofre. Og måske er det sådan, at verden for mange hænger bedst sammen, hvis man forestiller sig selv frelst og frigjort fra mørket og frigjort fra verdens søle.
Når man hiver Columbus, Thomas Jefferson, George Washington eller Robert E. Lee ned, og de rammer jorden, er det selvfølgelig nemmest, hvis man har fået overbevist sig selv om, at man repræsenterer de retfærdige, og intet har tilfælles med de personer, der blev til statuer. At man på mirakuløs vis repræsenterer evolutionens zenit, og bærer den evige sandhed i sig.
Politiske debatter bliver sikkert også nemmere, hvis man har overbevist sig selv om, at man er et bedre menneske end dem, man er uenige med. I det hele taget er det ingen grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre og sige, når man skal udskamme alle de uretfærdige, hvis man ved, at man selv står i lyset og råber ind i de andres mørke.
Men så simpel er verden ikke i den lutherske kristendom. Heller ikke den politiske. For vi er alle faldne. Vi er alle syndere. Vi gjorde, som Paulus skriver det, alle i vores køds begær, hvad kødet og sindet ville. Vi var af naturen alle vredens børn ligesom de andre. Det, vi deler med personerne bag statuerne, vores politiske modstandere og alle dem, der i vores øjne har handlet forkert, er, at vi, siden frugten blev spist, alle har part i syndefaldet.
Vi er mere interesseret i at fremme egne interesser end i at elske næsten. Vi er alle en statue, der har stået alt for længe. Vi er alle uretfærdige, men retfærdiggjorte af Gud gennem Jesu død på korset. Vi har intet at lade hinanden høre. Vi er ikke hinandens dommere, for jeg er lige så falden som du, og du er ikke mindre retfærdiggjort og tilgivet end mig.
Frelste af nåden skal vi kæmpe med syndefaldets konsekvenser i os selv. Den magt, som synden har over os, kan ødelægge fællesskabet. Vi kan ikke genoprette forholdet til Gud ved at være fromme eller følge religiøse forskrifter, men kun ved at tage imod Guds kærlighed og gå ud i verden for at genoprette fællesskabet mellem os.
Den uforsonlige kultur, der har stjålet sig vej til vores midte, forhindrer os i at se, at vi alle alt for ofte ikke gør det gode, vi vil, men alt for ofte det onde, vi ikke vil. Det er en kultur, hvor der ikke findes nogen tilgivelse eller forståelse for, at fællesskabet bryder sammen i uforsonlig rus, når ingen kan vente med at kaste den første sten. Jeg ved ikke, hvem den sidste rene vil være, men jeg ved, at det ikke er mig.
Det ukristelige ødeland, vi famler os fordømmende rundt i, kan vi selvfølgelig finde ud af igen. Det, vi har mistet, kan selvfølgelig generobres, men det kræver, at vi indser, at vi har svigtet vores børn og tør tage et opgør med den religionsforskrækkelse, der har gjort, at vi har erstattet kristne kerneværdier med pladderhumanisme og gold moralisme.
Vores børn har ikke brug for flere verdensmål, men de skal kende kristendommen, så de kan forsvare den åndsfrihed og det fællesskab, vores kultur er baseret på, som de gudbenådede syndere, de er.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.