Folkekirken har også haft sexismesager

For præster har der siden Danske Lov fra 1683 eksisteret særlige regler for sømmelighed og opførsel. Det har dog ikke forhindret, at også folkekirken har haft sager om sexchikane, skriver historiker Jes Fabricius Møller

Her ses omtale af sager fra Kristeligt Dagblads avisarkiv.
Her ses omtale af sager fra Kristeligt Dagblads avisarkiv.

De sidste dages debat i avisens spalter viser, hvor stor uenigheden er om, hvor grænserne går mellem god og dårlig opførsel. Man kunne godt få det indtryk, at der pludselig er dukket nye regler op, som ingen vidste, at de skulle rette sig efter før i forgårs, men der er fortilfælde, der ligner de sager, som netop i disse dage dukker op. I folkekirken kaldes den slags dekorumsager efter det latinske ord for sømmelighed.

Tjenestemandslovens paragraf 10 tilsiger, at tjenestemanden skal overholde de regler, der gælder i embedet, ”og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.”

Men for sognepræster gælder der udvidede regler, hvis begrundelse går tilbage til Danske Lov fra 1683, ifølge hvilken præsten ikke blot som prædikant, men også med sit eksempel skal være til opbyggelse og ”uden Forargelse”.

Fra Kristeligt Dagblads omtale af sagen den 23. januar 1996.
Fra Kristeligt Dagblads omtale af sagen den 23. januar 1996.

Lignende formuleringer findes i præsteløftet fra 1870. Hvad der anses som sømmeligt, afhænger naturligvis af tid og sted. Det kunne for eksempel tidligere vække forargelse i en menighed, hvis en præst blev skilt og måske endda gift igen, jf. Paulus første brev til Timoteus, hvor det hedder, at menighedens ældste kun kan være en kvindes mand.

Dekorumsager blev ofte afgjort diskret, eksempelvis ved at præsten blev overtalt til selv at tage sin afsked. Den første egentlige dekorumsag blev ført 1979-1980 mod sognepræsten i Hune ved Blokhus, hvor det forargede, at præsten gik på værtshus. Det endte med, at præsten beholdt sit embede.

I 1996 fik en dekorumsag fra Nyborg omfattende omtale, blandt andet på Kristeligt Dagblads forside i flere dage i træk. Det vakte også opsigt, at avisen valgte at gengive nogle af sagens akter ordret, for det betød, at der optrådte udtryk i avisens spalter, som aldrig før var set på tryk i Kristeligt Dagblad.

Anledningen til sagen var en episode, hvor en nyansat sognepræst havde været på værtshus. Til en ung kvinde, der stod med en billardkø i hånden, havde han sagt: ”Du kan godt lide store kø’er.” Det resulterede i, at kvindens mand slog præsten ned.

Præsten blev blandt meget andet også beskyldt for, at han var fremkommet med sjofle bemærkninger over for både sognebørn og medarbejdere i kirken, herunder upassende komplimenter til kordegnens 16-årige datter.

Sognepræsten forsvarede sig med, at han blot ”afprøvede grænser”. Det fik provsten, Niels Carl Lilleør, til at bemærke, at han nu foretog en indberetning, således at det kunne stå klart for sognepræsten, ”hvor den grænse er, som han så ihærdigt søger efter.” Præsten blev fritaget fra tjeneste af Fyns biskop Kresten Drejergaard med den begrundelse, at han havde forbrudt sig mod sømmeligheden.

Sagen mod sognepræsten i Nyborg blev dengang kategoriseret som seksuel chikane, og der blev lagt op til en tjenestemandssag efter tjenestemandslovens paragraf 10 med henblik på afskedigelse, men sognepræsten indgav selv sin afskedsbegæring, inden sagen kunne finde sin afgørelse.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.