Prøv avisen
Refleksion

Ondskabens banalitet lurer altid

illustration: søren mosdal

Rasmus Willig

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Set i lyset af de mange klimaflygtninge kunne et ubekvemt spørgsmål til Hannah Arendt være, om hun ville betegne det som en ny form for banal ondskab. En banal ondskab, der består i en skærpet administration af grænser og hjemsendelsesprocedurer. Afvist og udvist til det, der er et resultat af vores levevis

I min studietid læste jeg i nogle perioder på Johann Wolfgang Goethe-Universität i Frankfurt am Main under Axel Honneth, som lige havde overtaget professoratet i socialfilosofi efter Europas vel nok største og stadig nulevende filosof Jürgen Habermas. Jeg var i den syvende himmel. Jeg gik ikke, men løb hæsblæsende til forelæsninger, deltog i adskillige forskningsgrupper og havde til formålet oparbejdet en evne til kun at sove nogle få timer, så jeg ikke gik glip af noget.

De mange timer i forelæsningslokalerne, på studerekammeret og på biblioteket blev kun afbrudt af den årlige foldboldkamp i Grüneburgpark, hvor Honneths ph.d.-studerende og assistenter og vi, som var rejst til Frankfurt, spillede kantianere mod hegelianere.

Det var en match mellem to store tyske idéhistoriske traditioner, hvor anskuelser for en gangs skyld delte sig et andet sted end på de mange sider, der som regel blev udgivet på det verdensberømte forlag Suhrkamp Verlag. Den årlige sportsbegivenhed var en tradition, der var overleveret fra Habermas, og var et syn for guder, for når skrivebordsfilosoffer blev lukket ud på grønsværen, helt uden fornemmelse for hverken bold eller spil, var det kun et lykketræf, at tyske tv-stationer med flair for reality-tv ikke dukkede op. Var det sket, var den kritiske socialfilosofi blevet reduceret til en historisk parentes uden nogen mulighed for at blive genoplivet.

Jeg delte en lejlighed med to tyske evighedsstudenter, og i det altid møgbeskidte køkken delte vi mad, drikkevarer og et lille fjernsyn, som stod mellem den udkogte pasta og de tomme flasker fra aftenen før. En dag troppede Stefan op med en vhs-maskine og nogle overspilninger af Eichmanns rettergang i Jerusalem, og jeg sad limet til det lille fjernsyn bånd efter bånd og prøvede at forstå, hvordan et menneske kunne handle så vanvittigt.

Jeg forstod aldrig Eichmanns lange tekniske udredninger og lænede mig hele tiden frem mod skærmen, når kameraet var ved at komme i øjenhøjde med arkitekten til menneskehedens største forbrydelse, for der måtte jo være en skjult ondskab derinde bag de mange bureaukratiske forklaringer.

Da jeg kom hjem, blev jeg spurgt, om jeg ville oversætte en svensk tekst, der var skrevet af den svenske sociolog Anders Ramsay, og som skulle udgives i en bog om den jødiske filosof Hannah Arendts reportage for New York Times fra Eichmanns rettergang i Jerusalem. Jeg takkede ja og blev som så mange andre, der har læst hendes beskrivelser, klogere på, hvad jeg ikke forstod før. Hendes pointe om, at holocaust ikke bare var resultatet af en gal mands værk, men muliggjort af en mangel på moralsk sensibilitet blandt almindelige mennesker, var ikke kun overbevisende, men af største betydning, hvis det ikke skulle ske igen.

Eichmann var nemlig en almindelig bureaukrat og en pligtopfyldende af slagsen. Han var almindeligt karriereorienteret, ikke noget ud over det sædvanlige, men helt ordinær. Hannah Arendt konkluderede derfor, at hans ondskab var banal. Eichmann var en skrivebordsbøddel, der i behørig afstand bistod med de tekniske løsninger. Et ”mappedyr”.

Det var distancen, behandlingen af mennesker som tal og rene abstraktioner, der gjorde ham banal, og for efterkrigstidens embedsmænd var det et skoleeksempel på, hvori faren ved et neutralt embedsmandsværk i betydningen ”ikke moralsk reflekterede” består.

Men vi har glemt Hannah Arendts vigtige lektie, for selvom hun stadig er en hyppigt læst filosof, er hun langtfra fast pensum. Hendes pointe var, at nazitidens rædsler ikke kunne isoleres til nazisternes umenneskelige overgreb, men er et alment træk, vi hele tiden skal holde et vågent øje med. Ondskabens banalitet lurer altid i administrationen af dem, som har mindst eller få rettigheder, uden pas eller fremtid.

For dem, som ikke kender til Hannah Arendts tanker og ikke orker at pløje sig igennem hendes enorme forfatterskab, er der et sjældent tv-interview på Youtube foretaget af den tyske journalist Günter Gaus, hvor hun redegør for sin politiske filosofi, og vi kan jo lege med tanken om, hvilke spørgsmål Günter Gaus ville have stillet i dag.

Set i lyset af de mange klimaflygtninge kunne et ubekvemt spørgsmål til Hannah Arendt være, om hun ville betegne det som en ny form for banal ondskab. En banal ondskab, der består i en skærpet administration af grænser og hjemsendelsesprocedurer. Afvist og udvist til det, der er et resultat af vores levevis.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.