Det pibler frem fra alle afkroge af samfundet. Det store kollektive ”stop” til magtmisbrug og sexisme. Debatten rummer dog også indvendinger fra åbenlyst stærke personer, der antager, at alle andre kan være som dem og med pondus sige fra over for grænseoverskridende adfærd. Sådanne pointer er dog udtryk for manglende sans for de sociologiske, psykologiske og værdimæssige aspekter af menneskeligt samspil.
Tillad mig at dele et eksempel fra mit eget liv, som har haft en afgørende betydning for min interesse for det, der er ”på spil” mellem mennesker.
Da jeg var 14 år gammel, gik jeg til jiu-jitsu. Cheftræneren udviste stor og kropslig interesse for de ældre teenagepiger. Heldigvis var jeg for ung til, at det gik ud over mig. Klubbens øvrige ledere sagde ingenting.
På en jiu-jitsulejr sagde cheftræneren til min veninde og mig, at han ville komme ind til os om natten. ”Så låser vi døren,” sagde vi prompte. ”Jeg har nøglen,” svarede han tilbage. Vi blev først paf, dernæst rædselsslagne. Senere lovede en anden leder, der havde overhørt ordvekslingen, at cheftræneren nok skulle holde sig væk. Vi faldt i søvn den aften, fulde af frygt.
Efter lejrturen ville min venindes forældre klage over cheftrænerens adfærd, og de spurgte om mine forældre også ville stå bag den. Svaret var ”ja”. En klage til ungdomsskolen kunne dog kun indgives med navns nævnelse, hvorefter min venindes familie trak sig. Mine forældre stod nu i et svært valg. Ville de frafalde klagen af frygt for, hvad cheftræneren kunne finde på gøre ved mig eller dem? Eller ville de stå ved den, alene?
Mine forældre valgte at gå videre med klagen. Det er jeg stolt af i dag, men dengang havde det markante konsekvenser. Fra den ene dag til den anden blev cheftræneren frataget sit ansvar, og jeg blev mødt af iskold luft fra det øvrige lederkollegium. Klubben var som med et trylleslag blevet lukket land for mig. Jeg begyndte at gå til fodbold i stedet.
Situationen her udspillede sig for mere end 30 år siden. De seneste uger har vist langt grellere eksempler på, hvordan mennesker med magt har spillet på de tangenter, de havde adgang til, i forhold til de mennesker, de mente sig bedre end.
Om vi kan lide at se det i øjnene eller ej: Op til i dag har den stærkes ret trumfet den svageres værdighed i mange brancher, organisationer og institutioner. Der er talrige eksempler på (seksualiseret) magtmisbrug i både sportsklubber, kirkesamfund, arbejdspladser, brancher og så videre. Omgivelserne har i vid udstrækning set stiltiende til. Måske har de endda forsvaret krænkeren eller desavoueret den svageste part, hvilket er to sider af samme sag.
I en situation, hvor for eksempel en ung praktikant i et lille fagligt miljø oplever ydmygende magtmisbrug, kan dét at sige fra være ensbetydende med at save den gren over, man er ved at klatre op ad. Som jeg oplevede det, kan et miljø eksludere én, når man råber op. Jeg kunne relativt let skifte sportsgren dengang. Men hvis man for eksempel er under uddannelse og stærkt afhængig af andres opfattelse af ens personlige habitus og kompetencer, kan det have fatale konsekvenser at gå op imod en truende og grænseoverskridende autoritet.
En realistisk og tiltrængt følgevirkning af den selvransagelse, der i disse uger finder sted i brancher, organisationer og institutioner, er, at der
– etableres et eksplicit normsystem, som både den potentielle krænker og dennes omgivelser kender til og formes af,
– skabes en klar kommandovej for, hvad man gør, når magt udnyttes til at degradere menneskelig værdighed og tydelige retningslinjer for, hvordan klager om dette håndteres,
– sker en øget forståelse for, hvad der er på spil for den svageste part, når magt udnyttes, og hvor vigtig omgivelsernes rolle er for at fremme respekt og empati.
Når jeg tænker tilbage på livsoplevelsen med cheftræneren, lærte den mig meget. Den gav mig en vigtig lektie i personligt mod, i at turde sige fra på lejren, i at turde stå fast på en klage over en adfærd, der er forkert, og i at tage ansvar for en sag, der rækker ud over mig selv. Her gjaldt det de ældre piger, som igennem måneder og år havde stået model til cheftrænerens adfærd, mens de voksne bare havde ladet det ske.
Mine forældres eksempel dengang har haft en definerende betydning for mange af mine valg sidenhen – også i forhold til at trække en klar grænse i sexistiske gråzoner. Det lærte mig at stå op for dét, jeg oplever er rigtigt, og at dette kan have omkostninger. Vi kan dog ikke antage, at alle har lignende ”skabeloner for handling” med sig hjemmefra. Derfor er det kærkomment, at strukturerne omkring individerne nu så at sige ranker ryggen.
I den aktuelle debat bemærker jeg uroen, der opstår, når et normsystem er under forandring. Nogle bliver helt i tvivl om, hvordan man nu kan og må opføre sig. ”Må man ikke give et kompliment mere?”, spørger de. Jo, naturligvis må man det. Men der er tale om en kulturel vaneændring, der i øvrigt foregår parallelt med en samtykkelovgivning, som også skaber nye ringe i vandet. Vi må forvente, at det vil tage måneder, måske endda år, før vi er blevet dus med den.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.