Prøv avisen
Refleksion

Kjeld Holm: Hvad vil det sige, at vi lever i tiden?

Tidens gang viser sig i kynisme og menneskeforagt, understøttet af Dansk Folkepartis Martin Henriksen og Kenneth Kristensen Berth, kynismens chefideologer, skriver tidligere biskop Kjeld Holm. Illustration: Søren Mosdal.

Kjeld Holm

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi glemmer, og vi fortrænger. Eller hilder os i den illusion, at det bliver nok bedre engang, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

NYTÅRET KAN umuligt komme bag på nogen. Alligevel opfører mange sig, som om vi netop i 2019 står med helt andre udfordringer og muligheder end i 2018. Og så er det da blot et tal. Til gengæld er det småt med refleksioner over selve det faktum, at vi lever i tiden. Hvad betyder dette vilkår for enhvers eksistens, individuelt og socialt? Hvad vil det overhovedet sige, at vi lever i tiden?

Det var alene Dronningen, der sin vane tro forholdt sig til emnet. Og dog er det vilkår vigtigere end statsministerens opremsning af en række almindeligheder. Igen tillader jeg mig at gribe til en af de store, K.E. Løgstrup, hvis tanker om tiden på ingen måde er blevet uaktuelle.

”Tiden er det tommeste, vi ved af, for tom til at opleve og erfare alene og for tom til at have en frembringende og tilintetgørende magt. Det er omvendt, med tilintetgørelsen bliver tiden til. Tiden er en manifestationen af tilintetgørelsen. Arbejdet forsvandt, indfaldet forsvandt, samværet forsvandt – derfor lever vi i tiden,” skrev Løgstrup engang!

Ud fra dette kan man få den opfattelse, at Løgstrup var en pessimistisk tænker, men det er ingenlunde tilfældet. Thi over for tiden som identisk med tilintetgørelse satte han sin analyse af, at mennesket også lever i rummet, hvor alt ikke er tilintetgørelse og forsvinden, men i hvert fald også af en betydning, der anfægter tilintetgørelsen. Løgstrup tog konsekvensen af den indsigt og blev metafysiker. Her har jeg aldrig kunnet følge ham, men nok i forståelsen af rummets betydning. For hvad gør, at vi ikke bukker under for tiden og tilintetgørelsen?

Ved beskæftigelsen med dette problem i den seneste tid er jeg stødt ind i den franske digter og filosof Albert Camus, der i mine tidlige år på universitet i Aarhus spillede en afgørende rolle for min tilværelsesforståelse. Camus døde tragisk i en bilulykke i januar 1960 på vej fra Sydfrankrig til Paris. Knap 10 år efter at han havde udgivet sit filosofiske hovedværk ”Oprøreren”, der kostede ham venskabet med Jean Paul Sartre, men som var et originalt bidrag til overvejelserne over, hvad vi som mennesker gør for at overvinde tidens tilintetgørende magt. Han hævdede, at det er at gøre oprør mod tiden og alt det, den bringer med sig, og det er den egentlige livsmening.

Og dette nødvendige oprør mod tilintetgørelsen i tiden vil jeg gerne gøre til mit ”nytårsønske”. Camus tænkte ikke oprøret for dets egen skyld. Det skulle tjene menneskelighedens sag. Det menneskelige var netop det, der blev til i oprøret mod tilintetgørelsen i tiden. Tidens gang ytrer sig, når tiden er det, der skal gå. Eller når tiden går, vender vi os til den politiske ”uld i mund-tale”. Så går tiden med tom snak. Også på den måde er der tale om en tilintetgørelse.

Vi glemmer, og vi fortrænger. Eller hilder os i den illusion, at det bliver nok bedre engang. Til eksempel når det største oppositionsparti efter et valg vil nedsætte en ”ydelseskommission” engang eller i det mindste efter et valg. Som om der var noget, der var skjult.

NÅR UNDERSØGELSER tydeligt viser, at 100.000 husstande i dette land i perioder ikke har råd til at købe mad. Eller når Institut for Menneskerettigheder for længst har peget på, at den stærkt nedsatte integrationsydelse betyder, at mennesker ikke er i stand til at betale for mad, tøj og medicin. Og at behandlingen af flygtningebørn er hinsides enhver anstændighed, når en femårig dreng ikke må få en kartoffel i cafeteriet på udrejsecentret.

Tidens gang viser sig i kynisme og menneskeforagt, understøttet af Dansk Folkepartis Martin Henriksen og Kenneth Kristensen Berth, kynismens chefideologer og i takt åbenbart med regeringens politik og Mette Frederiksen (S), hvis bekymring mest er, at man taler for hårdt om og til Dansk Folkeparti.

Men om ikke så længe er det historie også. Det kan jo være, at menneskene på udrejsecentret er rejst hjem. Tiden og dens tilintetgørelse og glemslen har vundet. Glemsomheden har taget det, også samvittigheden. Medmindre der er er et oprør, der ikke vil lade tid, fortrængning og glemsel være den yderste tilværelseshorisont.

Camus troede ikke på Vor Herre og dårligt nok på mennesker eller den gode vilje. ”Men jeg må tro på min egen protest,” sagde han. Det er nu slet ikke nogen dårlig ”tro”. Eller der kan være al mulig grund til, at den tro måske kan bære os igennem 2019.

Tilbage bliver det, som Camus beskæftigede sig med – det, der bliver efter tilintetgørelsen i tiden, nemlig skylden. Det, som hans sidste roman ”Faldet” handler om. Men den er måske lidt sørgeligt at tænke på ved et årsskifte.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.