Ord kan smitte, indtil man ikke kan slippe for dem mere

Med sprogrøgterens indædte passion og sproglige overfølsomhed kloger dagens klumme sig på ord, der netop nu afspejler vores splittelse mellem fornuft og følelse

Modeordet passion er et ord, man støder på i livsstilprogrammer og sangkonkurrencen ”X Factor”, hvor det gælder om at følge sin passion – hvad enten man kan synge eller ej. Finalen i årets ”X Factor” finder sted over to aftener – i aftes og i aften. Årets finaledeltagere er tomandsgruppen Smokey Eyes (bagerst), Alma Agger (forrest til venstre), Mathilde Caffey og Emil Wismann. – Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Modeordet passion er et ord, man støder på i livsstilprogrammer og sangkonkurrencen ”X Factor”, hvor det gælder om at følge sin passion – hvad enten man kan synge eller ej. Finalen i årets ”X Factor” finder sted over to aftener – i aftes og i aften. Årets finaledeltagere er tomandsgruppen Smokey Eyes (bagerst), Alma Agger (forrest til venstre), Mathilde Caffey og Emil Wismann. – Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Ord. Det er bare et ord, og det er der vel ingen grund til at hidse sig op over? Ord kommer og går. Sådan er det. Og så er der alligevel ikke noget, der kan få gemytterne i kog som netop ord. De ord, vi bruger forkert, når vi skal åbne op, og de ord, som vi slet ikke må bruge, fordi de er ideologisk betændte. Jeg tør slet ikke skrive dem her, men de handler om køn og race.

Lige nu er der to ord, som florerer i de danske medier. Det er ”klog” og ”passion”.

Klog er blevet et politikerord. Ved partilederrunden om coronakrisen i sidste uge ville alle give kloge svar på umulige spørgsmål. Mette Frederiksen lagde sit ansigt i alvorlige folder og fortalte os, at vi skal finde en klog løsning på vores coronaproblemer. Så sagde Søren Pape, at vi skal bruge pengene klogest muligt, og så sagde Mette F., at hans forslag er klogere end Jakob Ellemanns.

Alle kloger sig på alt muligt, som de muligvis ikke har meget forstand på. Men klogt skal det være. Jeg gad da også gerne se den politiker, der gik ind for dumme løsninger.

Er det vanskeligt at holde hovedet koldt og tænke rationelt i forhold til en virkelighed, der går sine helt egne veje, så kan man jo alternativt tænke med hjertet eller følge ens mavefornemmelse. Det er i hvert fald ikke særlig klogt, men det fører os lige til det andet modeord, nemlig passion.

Passion er et ord, man støder på i livsstilprogrammer og ”X Factor”. Her gælder det ikke om at tænke koldt og klart, men om at følge sin passion. Hvad enten man kan synge eller ej, så skal man gøre det, ikke bare hjemme under bruseren, men også i al offentlighed. Man skal gå efter det, så man kan blive berømt og feteret. Man skal følge sin drøm og gøre sin fritidsinteresse til sit job og sin skæbne. Det kan selvfølgelig komme til at gøre forbandet ondt, og det fører sjældent til lykken, hvis det er det, man tror og håber på. Det ligger der jo også i begrebet, at det drejer sig om lidelse. Passion og lykke passer dårligt sammen.

Vi fordrer passion i vores parforhold. Ikke bare engang imellem, men hele tiden. Hvis ikke passionen er der, så bliver det hele meningsløst, og man går fra hinanden for at finde en ny partner.

Vi fordrer også passion i vores arbejde. Der er endda nogen, som mener, at der som et svar på conoronakrisen vil opstå en ”passionsøkonomi”. I et læserbrev i Jyllands-Posten kunne man for nylig læse, at

”Passion bliver omdrejningspunktet i den nye verden og får følgeskab af en ny agenda for life-work balance. I en tid, hvor snitfladerne imellem karriere, hobby og personlige brands udviskes, opstår begrebet Passion Economy.”

Det handler om at brænde for en sag. Man skal være engageret hele tiden. Så snart man mister passionen for det, man laver, er det tid til at finde noget nyt. Det holder hjulene i gang. Det får os angiveligt til at tænke innovativt. Gør man ikke det, så mister man fuldt fortjent sin partner, sit job, sin prestige – ja, man er simpelthen ikke et liv, der er noget værd inden for Passion Economy.

Lyder det klogt? Næ, det er snarere en masse modeord hæftet på en ganske lille tanke, og så lyder det pludselig helt forfærdelig dumt. Det er managementidéer og managementsprog gjort til livsfilosofi.

Det er ikke klogt at være passioneret døgnet rundt. Det er simpelthen for anstrengende at være så dedikeret hele tiden, hvad enten det drejer sig om ens arbejde eller forholdet til ens ægtefælle eller kæreste. Jeg bliver selv helt udmattet ved tanken. Det ville være en pest, hvis passionsøkonomien nogensinde skulle få lov at brede sig ud over hele vores samfund og tilværelse.

Omvendt vil det også være en pestilens, hvis man hele tiden skulle tænke klogt. Det ville være en overvurdering af vores evner og muligheder. Der er vitterligt meget i vores tilværelse, som det ikke nytter meget at forholde sig rationelt til, og man gør derfor klogt i at lade være.

Klog og passion – det er bare ord. Men pas på! De smitter som virus, og pludselig tager alle dem i munden og giver dem videre. Så er det, sprogrøgterne må træde i aktion og få stoppet smittekæderne.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.