Ordet ”jul” skulle forene et udvidet Norden

Kan vi forestille os Estland og Skotland som nordiske lande? Det kan man i en vidtløftig, men måske ikke så tosset, estisk teori

Den forhenværende estiske præsident mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed.
Den forhenværende estiske præsident mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. . Foto: Ole Berg-Rusten.

I 1990’erne lancerede den senere estiske præsident Toomas Ilves teorien om julelandene. Han mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. På estisk hedder det joul, på finsk joulu, jol på islandsk og jul i de skandinaviske lande. Det er variationer over et tema. Når man sammenligner med naboerne, bliver ligheden tydelig. I Letland og Litauen hedder det henholdsvis ziemastvetki og kaledos, på tysk Weihnachten og på engelsk Christmas.

Det kan lyde som en spøg, men der var alvor bag. Ilves mente, at det tjente Estlands interesser bedst at blive et nordisk land. Dermed fulgte han – med nogen forsinkelse – den finske strategi. Finland har siden sin selvstændighed for 101 år siden levet i skyggen af truslen fra Rusland. Militært har Finland altid været stærkt rustet, men alliancefri. Til gengæld har Finland kulturelt, økonomisk og politisk bundet sig meget stærkt til Vesteuropa i almindelighed og det nordiske samarbejde i særdeleshed. Det har sikret finnerne både fred og velstand siden 1945. Svenskerne har på mange måder ført den samme neutralitetspolitik som finnerne, hvorimod Island, Norge og Danmark er atlantiske stater i forsvarspolitisk forstand og derfor med langt større selvfølge indgår i den nordatlantiske forsvarspagt. At Danmark samtidig udgør porten til Østersøen forklarer en del af vores til tider lidt fodslæbende tilslutning til Nato. Vi har for eksempel for rigets østligste dele, nemlig Bornholm, ført en mere baltisk politik. Og lige nu er det baltiske spørgsmål brændende aktuelt, fordi russerne ønsker at føre en gasledning gennem dansk territorialfarvand.

En anden grund, til at esterne kunne have en interesse i at blive et nordisk land, er det held, som de nordiske lande har haft med at forene økonomisk vækst med en høj grad af social sikkerhed og omfordeling formidlet ved hjælp af beskatning. Det opfattes i store dele af verden som en beundringsværdig samfundsmodel. Men hvad er årsagen til denne succes? Opmærksomheden i samfundsvidenskaberne er i dag i højere grad end tidligere rettet mod fænomener som mentalitet og sindelag snarere end strukturelle og tekniske forudsætninger. De nordiske lande og Estland er for eksempel kendetegnet ved en entydig luthersk dominans i kirkelivet. Hvor vidt det forklarer velfærdsstaten diskuteres som bekendt ivrigt. Men det er klart, at en velfærdsstat ikke skabes med lovgivning og penge alene. Den bygger på noget, som hverken Folketing eller regering er herre over. Og Ilves mente altså, at Estland har dette noget, som en nordisk velfærdsstat er bygget af.

Vi får faktisk i det nye år vidnesbyrd om, hvordan esterne stiller sig til den historiske forbindelse til Danmark. Det skal blive interessant at se, hvordan Dannebrogs 800-årsfødselsdag i sommeren 2019 bliver fejret i Tallin. Ifølge legenden faldt vores flag jo ned fra den estiske himmel under et dansk erobringsforsøg af landet. Vil esterne huske danskerne som grumme imperialister, eller vil lejligheden blive benyttet til at forsikre om dansk-estisk samhørighed gennem historien? Mit gæt er det sidste.

Hvad ingen havde forestillet sig indtil for ganske få år siden, er, at et nyt land har meldt sig ind i Ilves’ klub, nemlig Skotland. Den skotske uafhængighedsbevægelse bygger i høj grad på både nordiske og atlantiske forudsætninger. Hovedbasen for den britiske flåde og dermed også atomslagstyrken befinder sig i Skotland, og de skotske uafhængighedsfortalere har ofte flirtet med tanken om Skotland som en nordisk velfærdsstat. Skotterne ville med deres overvældende tilslutning til at blive i EU have stærke allierede i ikke mindst Estland og Finland. Og så ville skotterne også passe ind i Ilves’ teori, fordi på scots, den dialektale variant af engelsk, der historisk tales i det skotske lavland, hedder det ikke Christmas, men yule, udtalt næsten som det danske jul.