De fleste, der hører betegnelsen gmo (genetisk modificeret organisme), tænker straks på multinationale firmaer, der sælger afgrøder, som gennem indsættelse af gener fra andre arter er blevet modstandsdygtige over for sprøjtemidler som Roundup.
Det er ikke underligt, da langt de fleste gmo’er, der dyrkes på verdensplan, er af den type. Teknologien har eksisteret siden 1990’erne, men har aldrig vundet indpas i Europa.
Der har været en udbredt folkelig skepsis over for teknologien, som har ført til, at EU-lovgivningen stiller store krav til godkendelsesprocedurer og efterfølgende krav om mærkning af produkter, der indeholder gmo. Krav, der dels gør udviklingen af sådanne afgrøder meget kostbar, dels forhindrer, at forbrugerne vil købe dem.
Den folkelige skepsis bunder i en række forhold, som for eksempel at teknologien har været bundet til store multinationale selskaber, der har lavet en god forretning ud af både at sælge de genmodificerede frø til landmændene og efterfølgende sælge dem sprøjtemidlerne.
Ligeledes har det været svært at se, hvilke fordele teknologien har haft for forbrugerne, og der har været frygt for, at de indsatte gener kunne sprede sig til nærtbeslægtede arter eller på andre måder forstyrre og måske endda ødelægge økosystemerne. Der har været bekymringer om, hvorvidt de er sundhedsskadelige, og endelig opfatter mange dem som i bund og grund unaturlige.
Gmo har derfor, bortset fra det genmodificerede sojaskrå, der importeres til den konventionelle animalske produktion, aldrig vundet indpas i Danmark. Derfor vakte det også en del opmærksomhed, da Det Etiske Råd for nyligt sendte en redegørelse om gmo og fødevarer på gaden, hvor det store flertal af rådsmedlemmerne anbefaler, at man bør genoverveje, om gmo i nogle tilfælde kan være en del af løsningen på de udfordringer, vi står over for i form af klimaforandringer, tab af biodiversitet og en stigende global befolkning, der skal brødfødes.
Hvordan kan gmo’er pludselig være etisk rigtige, når vi nu i så mange år har fundet, at de er forkerte?
De gmo’er, som rådet beskriver i redegørelsen, er imidlertid af en anden type end de ”klassiske” gmo’er. De er udviklet ved hjælp af en genredigeringsteknologi, der er kendt som CRISPR. Her indsætter man typisk ikke gener fra andre arter, men omskriver plantens egne egenskaber, så den for eksempel udvikler resistens over for nogle sygdomme, så man kan sænke eller helt fjerne brugen af sprøjtemidler, eller den bliver mere robust i forhold til for eksempel tørke eller bliver bedre til at binde kulstof i jorden.
Diskussionen står i særdeleshed om, hvorvidt de nye gmo’er skal reguleres som de gamle gmo’er eller ej. Indtil videre ser det ud til at være EU’s holdning.
I så fald vil teknologien fortsat være forbeholdt få store virksomheder på grund af omkostningerne forbundet med godkendelsesproceduren. Og forbrugerne vil næppe tage de nye afgrøder til sig, når de mærkes som gmo. Problemet er så blot, at vi går glip af det potentiale, som teknologien rummer, for at skabe et mere bæredygtigt landbrug.
Og da man allerede i mange år har anvendt kemikalier og radioaktiv stråling i planteavlen til at skabe genetiske mutationer på må og få, kan det synes underligt, at de nye teknologier, der ændrer på langt mindre af plantens arvemateriale, skal underkastes en strengere godkendelsesprocedure og mærkes særskilt. Måske det ville give mere mening at se på, hvilke egenskaber nye afgrøder har, end at se på, hvilken metode de er udviklet med?
Og måske står vi foran så store udfordringer, at vi ikke har råd til at sige nej til teknologier, der kan hjælpe os?
Måske er det på tide at tage en bid af det sure gmo-æble og forsøge at regulere teknologien, så vi kan udnytte dens gode sider uden at få de dårlige med
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.