Prøv avisen
Refleksion

Sørine Gotfredsen: Identitetskampen skaber brændstof for Rasmus Paludan

Når man ikke sætter ord på det, der åndeligt og folkeligt skal binde os sammen, men blot dyrker de mere golde værdier som demokrati og ytringsfrihed, underkender man den længsel efter at være del af noget dybere samlende og nationalt, som mange mennesker mærker, skriver Sørine Gotfredsen. Illustration: Søren Mosdal.

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Rasmus Paludans budskab er voldsomt og kan rumme ret frygtelige perspektiver, men det lyser ud af ham, at han ved, hvad han gør. Han ønsker at skabe bestyrtelse og derigennem skaffe sig tilhængere, skriver Sørine Gotfredsen

Mange stiller nok sig selv i disse dage et bestemt spørgsmål. Hvad ligger der bag den medvind, som partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen på så kort tid har fået?

Efter en periode med stor opmærksomhed omkring Paludans demonstrationer med provokerende handlinger rettet mod islam, er de fleste nok enige om, at hans strategi fremstår primitiv og ret usympatisk. Ikke desto mindre må man overveje, hvad opbakningen rummer.

Den nemme forklaring er, at der ude i landet findes mennesker, der ser så negativt på islams tilstedeværelse, at de liver op, når en person utvetydigt nedgør denne religion.

En lidt mere spidsfindig tankegang går imidlertid i retning af at forstå den mentalitet, som vor tid er præget af, og som dagligt formaner os til at gå på listefødder rundt om diverse etniske, kønslige og religiøse minoriteter.

Det ligger i luften, at der skal tages særlige hensyn til nærmest alt andet end traditionel kristen, vestlig kultur, og dette tankesæt taler Rasmus Paludan imod, når han krænker muslimernes religiøse følelser og understreger, at det er hvide, etniske danskere, der hører til her.

Budskabet er voldsomt og kan rumme ret frygtelige perspektiver, men det lyser ud af Rasmus Paludan, at han ved, hvad han gør. Han ønsker at skabe bestyrtelse og derigennem skaffe sig tilhængere.

Derfor er han et vidnesbyrd om, at vor tids optagethed af hudfarve, herkomst og minoriteter kan føre til risikable tilstande.

Jeg kommer selv ind på det i min bog ”Tolv tiltaler” fra sidste år, hvor jeg skriver, at spørgsmålet er ”om den store optagethed af at opdele sig i mindre grupper, der står i opposition til hinanden og bestemt også begrebet majoritet, kan komme til at fylde så meget, at vi kan miste en del af evnen til at forholde os til det mere overordnede”.

Man kan frygte en fremtid med dyb splid på grund af den fortsatte og sikkert voksende utilfredshed med islam, men i allerhøjeste grad også på grund af den intense rettighedstænkning, der gør det sværere at se med mildhed på medmennesket.

Et samfund kan blive svækket uden en nogenlunde bredt funderet forvisning om, at majoritetskulturen vil bestå, hvilket også er konklusionen i Francis Fukuyamas bog ”Identity”, hvor han analyserer den moderne identitetstænkning og om nutidens forvirrede vestlige borgere skriver:

”De søger autentiske identiteter, der kan knytte dem til andre, og de kan blive forført af ledere, der vil fortælle dem, at de er blevet forrådt og ringeagtet af de eksisterende magtstrukturer. Og at de er medlemmer af en betydningsfuld gruppe, hvis storhed igen vil blive anderkendt.”

Vi nærmer os punktet, hvor vi må overveje, hvad der vil ske i et samfund, hvor mange af dem, der ønsker forankring i en majoritetsidentitet, mere og mere bedrøves over, at den ikke respekteres. Denne følelse spiller utvivlsomt en rolle i Rasmus Paludans succes, og når Kristeligt Dagblads politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen, i tirsdags undrer sig over, at de mange indvandrerstramninger ikke har lagt en større dæmper på modstanden mod islam, kan svaret være, at både opbakningen til Nye Borgerlige og Paludan-bevægelsen handler om mere end blot islam.

Den handler om sorgen og vreden over at føle sig ringeagtet som en del af et lands majoritet, og tidens fortalere for identitetstænkning og ophøjelse af minoriteter skal vide, at de kan være med til at bane vej for voldsomme kræfter.

Hertil vil nogle sikkert indvende, at en del af ansvaret også ligger hos dem, der gennem årene har dyrket tanken om danskhed, kristen kultur og skepsis over for muslimsk indvandring.

Også dette bærer jo præg af identitetstænkning, når man uophørligt sætter ord på, hvad der kendetegner det danske folk. Den helt basale forskel er bare, at den minoritetsdyrkende identitetskamp så konsekvent forsømmer at forholde sig til en historisk og kulturelt grundet sammenhæng, og jeg vil hævde, at dette er aldeles nødvendigt.

For når man ikke sætter ord på det, der åndeligt og folkeligt skal binde os sammen, men blot dyrker de mere golde værdier som demokrati og ytringsfrihed, underkender man den længsel efter at være del af noget dybere samlende og nationalt, som mange mennesker mærker.

Jo mere intensitet, der opstår omkring forestillingen om, at vi bør bevæge os rundt i et slags neutralt rum, hvor man helst ikke antastes af et lands overleverede normer, desto mere skabes der brændstof for en mand som Rasmus Paludan.

Han sanser frustrationerne og konflikterne under overfladen, og mens islam er vor tids helt store symbol på denne kulturelle og identitetsmæssige spænding, handler alt dette om mere end islam.

Det handler om selve opfattelsen af at tilhøre et fællesskab, der agtes i kraft af sin egen lange historie, og mens det er svært at vide, hvem det præcis er, Rasmus Paludan appellerer til, kan en del af hans medvind være udtryk for, at den moderne identitetskamp er i færd med at fostre sin egen stærke modbevægelse.

Det klogeste, vi kan gøre lige nu, er at forsøge at forstå den.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.