SOM uddannelsesmenneske og som rektor for en eliteuddannelse som den, vi bedriver på Designskolen i Kolding, er høj faglighed noget af det, der kan holde mig vågen om natten. Hvordan bliver vi ved med at være blandt de bedste i verden?
Hvordan laver vi uddannelse, så vores studerende har de færdigheder og de kundskaber og den personlige stamina, der skal til for at få et meningsfuldt (arbejds)liv? Hvordan kan vi bidrage til at udvikle en fornem tradition for dansk design?
Med præcis de spørgsmål i bagagen samtaler jeg i øjeblikket med folk fra øst til vest for at blive klogere. Jeg taler med aktører fra designbranchen, med de allerdygtigste mennesker med viden om design og naturligvis med vores ansatte. Det er i øvrigt en designmetode. Hvis man vil vide noget om menneskers oplevelser, så er det en god idé at tale med dem.
NOGET AF DET, vores ansatte i vores værksteder og laboratorier synes allermest optaget af, er netop designfagligheden.
De taler om, at man under uddannelsen har brug for en række trædesten. De studerende skal kunne kravle, før de kan gå. Nogle af vores studerende skal for eksempel helt elementært lære at betjene en hobbykniv for at kunne skære i læder.
Vi har et meget betydningsfuldt samarbejde med verdens bedste skodesignere på Ecco, og her har man brug for at kunne arbejde med læder. Man skal kende materialet og dets reaktioner, også for at kunne arbejde digitalt med visualisering af dette i avancerede computerprogrammer. Vi arbejder med håndværket.
Når vi taler engelsk, kalder vi det design making. Vi bygger basisfagligheden op. Vi uddanner også de studerende i at kunne gå mere på tværs, og vi toner uddannelsen i forhold til en række aktuelle samfundsmæssige udfordringer, herunder bæredygtighed, social inklusion samt leg, men det sker på basisfaglighedens fundament.
Man kan altså, med et andet godt dansk ordsprog sige, at vi ikke kan springe over, hvor gærdet er lavest. Man kan og skal ikke begynde i det tværfaglige, i hvert fald ikke, hvis man vil være en dygtig designer. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det er for andre fag, men som en designer formulerede det for mig: ”Når først man mestrer det analoge, så kan man gå bananas i det digitale.”
Der er altså med andre ord ikke noget modsætningsforhold mellem basale færdigheder og en evne til at arbejde med ny teknologi, at samarbejde med andre fagligheder og så videre. Måske er forestillingen om, at paratviden og basale færdigheder ville gå af mode i det 21. århundrede en af de største fejltagelser, vi har begået? Hvis det har noget på sig, så skal vi virkelig tænke os om, når vi laver reformer i uddannelsessektoren og måske falder lidt for pladask for hurtige ideer.
EN HELT NY UNDERSØGELSE har ellers slået fast, at fagligheden i gymnasieskolen ikke er faldet over tid. Forskerne har blandt andet læst danske stile fra studentereksamen i 1916 og har interviewet lærere i 2019. Undersøgelsen har været foranlediget af den tidligere undervisningsminister. Men måske har man stillet spørgsmålet forkert.
Det handler ikke om stigninger eller fald. Eleverne er uden tvivl blevet bedre til metoder og metakognition, fordi man fokuserer på det. Hovedregning eller at kunne sætte komma regnes ikke for noget i dag.
Men måske har vi taget fejl? Basal viden og endda også paratviden i et vist omfang kan være en gave for den, der skal kunne jonglere og eksperimentere på kryds og tværs.
Mine egne samtaler med vores dygtige designere bestyrker mig i den opfattelse. Dybde og disciplin har måske aldrig været på mode, men lykkeligvis går det så heller ikke af mode.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.