Prøv avisen
Signatur

Pas på med de sidste ord

Tine Maria Winther

Hvad gik der af mig, siden jeg på falderebet fremhævede netop moderskabet som vellykket? Formentlig lod jeg mig bare presse til at stikke min mor en plade, fordi den passede ind i forestillingen om forsoning på dødslejet, skriver journalist Tine Maria Winther

De sidste ord, et menneske siger her i livet, er vigtige. Både for den, der siger dem, og for dem, der hører på dem. Det ved vi fra kristendommen, historien og det daglige liv.

Umiddelbart giver det også god mening, at man lige spidser ører, når den døende taler, for i konceptet ligger jo, at man ikke (foreløbig i hvert fald) får det gentaget.

Den anden vej rundt tillægges de ultimative ord fra den pårørende til den døende også betydning. Formentlig – som en leder af et hospice sagde i en artikel her i avisen – fordi det er sidste chance for forsoning og en mulighed for at sige tak.

Det er en smuk og venlig tanke, men er der ikke også en risiko for, at man kommer til at sige noget, man ikke kan stå inde for? Selv kom jeg i hvert fald til at sende min mor af sted med en løgn på læben (min læbe, hendes ører).

Jeg havde kørt som en gal over Fyn og op gennem Jylland for at nå frem, inden det var for sent – og da jeg nåede frem, var det lige præcis det, det var.

Men det fik ikke de to tilstedeværende sosu-assistenter og min stedfar til at give op: ”Hørelsen er det sidste, der går,” messede de som et græsk kor.

Jeg kunne altså alligevel nå det? Sikke et pres! Forfjamsket og leveringsparat fik jeg da så mumlet: ”Du har været en god mor.”

Det blev mine sidste ord til hende – og de har siden hverken kunnet kaldes tilbage, nuanceres eller fortrænges.

Skal jeg være glad for, at jeg fik sagt noget pænt?

Situationen taget i betragtning lægger man jo ikke op til skænderi på et dødsleje, ligesom det næppe heller er på sin plads med for mange forbehold a la: ”Til tider har du været en god mor, men jeg har nu alligevel alvorligt savnet, at du...”

Eller ærgre mig over, at det sidste, jeg fik sagt, var noget vrøvl?

Min mor var begavet, litterær, rap i replikken og spændende at være sammen med. Som gymnasielærer engagerede hun sig langt ud over pligten i sine elevers ve og vel. Kolleger, elever og venner elskede hende. Men særlig mor-agtig var hun ikke.

Som det var almindeligt i 1970’erne i hendes segment, var hun ret optaget af at realisere sig selv, blive skilt og flytte hen, hvor det passede hende. For mig blev det et farvel til skole, venner, landsdel og slægtninge og goddag til en seks-syv timers rejse hver weekend for at komme hjem til far.

Naturligvis bliver der stadig bestemt hen over hovedet på skilsmissebørn, men dengang virkede det dobbeltmoralsk, eftersom voksne ikke ville være autoriteter. Det var børnene, der var de kompetente.

Som en uspoleret urkraft forventedes vi af os selv at vide, hvor skoen trykkede (i det omfang, vi havde sko på), og navigerede derfor på bedste beskub rundt mellem sandt og falsk, sengetider eller ej og eventuel lyst til indlæring. For eksempel bestemte vi selv, hvad vi ville beskæftige os med i skolen, så jeg har stadig svært med at tælle byttepenge (men bed mig udhule en kano af en træstamme, så skal du bare se løjer).

Alt foregik naturligvis i den bedste mening, men ind-imellem kunne det godt føles lidt ”hvordan synes du selv det går”-utrygt.

Så hvad gik der af mig, siden jeg på falderebet fremhævede netop moderskabet som vellykket?

Formentlig lod jeg mig bare presse til at stikke en plade, fordi den passede ind i forestillingen om forsoning på dødslejet. Koste hvad det ville. Men siden har jeg tænkt, at hvis man ikke har fået sagt de sidste ord i god tid – eller blevet enige om kernen i dem – skal de nok ikke siges.

Et klem i hånden, et kys på panden er måske nok – og så lige slå koldt vand i blodet, når nogen velmenende messer: ”Hørelsen er det sidste, der går...”