Pave Frans har en forenklet forståelse af verden

Pavens hjerte banker for de fattige og udstødte, og på mange områder er hans seneste rundskrivelse ”Fratelli Tutti” dybt inspirerende læsning, men samtidig dybt problematisk i sin politiske virkelighedsopfattelse

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal

Pave Frans er en kirkeleder, der både begejstrer og splitter, hvilket hans seneste opbakning til registreret partnerskab for homoseksuelle mennesker er et godt eksempel på. Hans seneste rundskrivelse ”Fratelli Tutti” er ellers et stærkt opråb om dialog, forsoning, globalt broderskab, social retfærdighed, grænseløs solidaritet og fred.

Pavens hjerte banker for de fattige og udstødte, og på mange områder er rundskrivelsen dybt inspirerende læsning, men samtidig dybt problematisk i sin politiske virkelighedsopfattelse. Lad mig i dag begynde med det sidste.

Rundskrivelsen tager udgangspunkt i en samtid præget af ulighed mellem rige og fattige lande, væbnede konflikter, økonomiske kriser, klimakrise, covid-19-krise og politisk polarisering.

Omdrejningspunktet er et kald til næstekærlighed, både på individuelt niveau, i samfundet og ikke mindst på den politiske scene. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er ikke blot et opråb til den enkeltes samvittighed om at tage ansvar for de mennesker, der krydser vores vej, men bliver en model for politisk handling.

Det kan umiddelbart synes tillokkende, men det er ved nærmere eftertanke skræmmende. Politik er den scene, på hvilken vi på civiliseret vis skal regulere de uenigheder og interessemodsætninger, der altid vil være i en falden verden. Den er ikke et utopisk kærlighedsprojekt, der kan skabe en ny og harmonisk verden. Vil politik det, har den en kedelig tendens til at afføde katastrofer, hvilket alle revolutionære projekter i moderne tid har vist.

Rundskrivelsen er utrolig lang, så her følger blot tre nedslag, hvor pave Frans’ forenklede forståelse af verden kommer til udtryk.

For det første er rundskrivelsen ligesom pavens tidligere skrifter præget af en dyb og unuanceret kapitalismekritik. Denne er i pavens optik roden til de fleste af tidens dårligdomme. Han skriver, at ”markedet alene ikke løser alle problemer, selvom man forsøger at gøre dette dogme i den neoliberale trosbekendelse gældende” (paragraf 168).

Så vidt jeg ved, er der heller ingen, der hævder noget sådant. Det velfungerende marked er naturligvis afhængigt af både en retsstat og af social tillid. Den omfangsrige liberalisering af økonomier og verdenshandel, vi har set de seneste 30 år, har ført til en hidtil uset velfærdsstigning i hele verden og har på få årtier løftet hundreder af millioner af mennesker ud af fattigdom.

Systemet er bestemt ikke perfekt og skaber både ulighed og forurening, men det repræsenterer sammenlignet med de planøkonomiske alternativer, som paven flirter med, den hidtil bedste løsning i forhold til at udrydde den livsnedbrydende fattigdom, der stadig plager store dele af verden.

For det andet uddyber paven igen sit syn på migration. Paven drømmer om en verden uden grænsebomme. Ligesom i tidligere udtalelser skelner pave Frans ikke mellem legal og illegal migration og heller ikke mellem økonomiske og politiske flygtninge. Nok har de enkelte lande ret til selvbestemmelse over deres grænser, men så længe der er ufred og fattigdom i verden, overtrumfes denne ret ifølge paven altid af menneskers ret til at søge livsmuligheder andre steder.

Pave Frans har ganske ret i, at der mangler holdbare løsninger på verdens flygtningeproblemer, men den løsning, han skitserer, ville kaste verden ud i en ukontrollerbar massemigration og massiv social uro. Det ville naturligvis være rart at leve i en verden uden låse på døren, men låsene er et symptom på, at der findes ondskab i verden, ikke dens årsag.

Endelig plæderer pave Frans for en konsekvent pacifisme. Godt nok tager han udgangspunkt i den katolske lære om muligheden for ”retfærdig krig”, men underminerer i en fodnote (nummer 242) de facto betingelserne for, at en sådan kan føres i dag. Som et ekko af fredsbevægelsen skriver paven ”Aldrig mere krig!” (paragraf 258) og afskriver dermed også muligheden for både humanitære interventioner og legitimt selvforsvar.

Paven hævder uden belæg, at ”enhver krig efterlader vores verden i en værre tilstand, end den var før” (paragraf 261). I næste øjeblik (paragraf 262) foreslår han, at verdens militærudgifter i stedet anvendes til en fond, der skal afskaffe sult i verden. Det er både sødt tænkt og meget banalt. En verden uden våben er en smuk drøm, men når lovens håndhævere må tage ansvar for at beskytte de svage og knægte uretten, er våben desværre et nødvendigt onde.

”Fratelli Tutti” fremstår på det politiske område som et utopisk, humanistisk manifest, hvor det står i menneskets magt at skabe en god og solidarisk verden, der minder betragteligt om Gudsriget, men som er rent dennesidigt.

Derfor er der heller ikke brug for Kristus og hans frelse. Han er følgeligt stort set fraværende i dokumentet.

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.